dødsgangen
Exiled Hope - Apocrypha

Apocrypha

Udkom

Type:Album
Genrer:Symfonisk black metal, Black metal
Antal numre:12

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: 3/10 baseret på 1 stemme.

1 2 3 4 5 6 7 8 9 10

Sandhed eller kætteri?

Apocrypha – eller som vi kender det på dansk: apokryfer – er tekster, der ikke regnes som kanoniske. De flakker mellem tro og tvivl, sandhed og løgne og er ofte nævnt i forbindelse med blandt andet Det nye testamente. De kan sagtens være sande, men er aldrig blevet bekræftet. En af de mest opsigtsvækkende fortællinger er naturligvis Judasevangeliet, hvor vi får et indblik i Judas Iskariots samtaler med Jesus, der fortæller om deres intime øjeblikke. Men en apokryf kan være meget mere end gamle skrifter. Den kan også være lyrik fortalt gennem en uforudsigelig stemme og omhandle en kvinde kaldet Hope som på Apocrypha. Exiled Hope er et soloprojekt drevet af Sofía Frasz – et vaskeægte multitalent, der både komponerer, spiller og synger. Men som historien har vist os gang på gang, er en imponerende talentmasse ikke en garanti for en god udgivelse. Tværtimod.

Fantasi er lige så vigtig som viden

Apocrypha er en legesyg og grænsesøgende plade, der konstant balancerer mellem progressiv og symfonisk black metal. Sofía Frasz er tydeligvis et kreativt væsen, for albummet bugner af detaljerige og til tider eksplosive kompositioner. Åbneren ”The Summoning” starter langsomt og smukt med klaverspil, og selvom jeg var forberedt på en black metal-udgivelse, blev jeg taget på sengen. Ikke blot af dybden i Frasz’ growl, men også af den måde, hun timingmæssigt doserer den på. Nummeret demonstrerer straks hendes alsidighed, men også at hendes raspende growl langt overgår hendes rene vokal, som konstant kæmper en hård kamp. Kort tid efter rammer ”Altar of Moloch”, en af pladens tungeste skæringer, hvor gæstevokalisten Imperator Mortem leverer en ondskabsfuld duel med Frasz om titlen som growlens mester. Kompositionen er også her god, men der begynder hurtigt at tegne sig et billede af udsving i lyden. Heldigvis slutter pladen af i eksplosiv stil med nummeret ”Forbidden Majesties”. Det er en sand symfonisk rejse fyldt med blastbeats, keyboards, guitarsoli og masser af beskidt growl og skrig. Inspirationen fra Nightwish og Cradle of Filth er umiskendelig, men det føles aldrig som en kopi, og det er en stor ros.

Men hvor der er lys, er der også skygge, og Apocrypha har bestemt også ting, som kunne forbedres. Skønsangen er en af dem. Frasz har mange talenter, men hendes rene vokal svinger i kvalitet, og til tider bliver den decideret skinger. Dertil kommer, at pladens tempo ofte daler til et punkt, hvor al intensitet går tabt i lange perioder. Det instrumentale nummer ”Remnants” føles aldrig rigtig nødvendigt og lyder mere som et overskudssoundtrack til Gladiator end noget, der har en naturlig plads på et metalalbum. Det samme gælder nummeret ”Dreamwalker” med gæstevokalist Metal Matt, der aldrig rigtig kommer op i omdrejninger, og det føles uforløst. Faktisk kunne man snildt have skåret mindst 10 minutter af den 55 minutter lange udgivelse. Det ville have strammet materialet op. Den største synd er dog produktionen. Lydniveauet varierer drastisk fra nummer til nummer, og det er frustrerende at skulle skrue konstant op og ned. ”Dreamwalker” og ”Altar of Moloch” ligger op mod 30 % lavere i volumen end de øvrige skæringer, og det er desværre en alvorlig synd.

Der er stadig håb …

Exiled Hope alias Sofía Frasz er uden tvivl et talentfuldt menneske. Det er en bedrift i sig selv at stå bag sådan et soloprojekt, og ifølge hende selv tog det over tre år. Ambitionerne har været store. Men selvom at der er højdepunkter, bliver udgivelsen svigtet af to afgørende faktorer: produktionen og tempoet. Men alt håb er dog ikke ude. Der er fortsat masser af potentiale, og jeg ønsker one-woman-bandet alt held og lykke i fremtiden.

Tracklist

  1. The Summoning
  2. The Day Will Come
  3. Blood Of The Ancients
  4. Dreamwalker feat Metal Matt
  5. Over For You
  6. Altar Of Moloch feat Imperator Mortem
  7. The Silence Is Deafening
  8. Behold My Shattered Skies
  9. Deathslayer
  10. Lightborn
  11. Remnants
  12. Forbidden Majesties