Uoriginalt unikum
Hvis jeg havde en flad femmer for hver lykkeridder, den danske metalscene har måttet tolerere gennem årene… nuvel, alle skal starte et sted, og selv Metallica har ikke altid stået øverst på plakaten. Så hvad er Exelerate for en størrelse? Forsanger Stefan Jensen proklamerer lystigt, at der her er tale om en helt ny, men alligevel familiær, form for ”power-thrash” med proggede elementer. Det vil jeg nu godt have lov at anfægte. For selv om det ganske vist er første gang, talentet skal bære på en udgivelse i fuld længde, har kvartetten tidligere gjort opmærksom på sig selv i forbindelse med EP’en E0 fra 2015 samt den opfølgende single ”Elysium”, der ramte gaden året efter. Rammerne omkring indspilningen af Exelerate varetages af Marco Angioni, der blandt andet står bag Tygers of Pan Tang, Iron Fire samt Steel Inferno. Sidstnævnte delte Exelerate i øvrigt scene med på Lygtens Kro tilbage i november sidste år. Blandt albummets sidste numre får vi desuden besøg af Sofia Schmidt, der til daglig optræder som vokalist i danske Ethereal Kingdoms.
Excellent accelererende 80’er-fest
Med velkomponerede melodiske riffs, bekendtgør ”Arrival” således sin ankomst til festen for de glade 80’ere. Velkomsttalen, der snildt kunne være formidlet af salig Ronnie James Dio eller Axl Rose, slutter dog meget abrupt, og pludselig befinder vi os på dansegulvet i selskab med HELT andre gæster. På de efterfølgende skæringer er der virkelig dømt guitarfræs, som vi kender det fra thrash-ikonerne Megadeth og Anthrax. Jensen selv giver den som karaokekonge, om end fortolkningerne af både Mustaines nasal og Belladonnas high-pitch ofte bliver for skingre eller affekterede.
Som aftenen skrider frem, dukker markant mere interessante indslag op. Med nyeste single ”Release” og skivens absolutte højdepunkt ”Children of the Sun” skifter perspektivet fra flænsende thrash til mere indadvendte proggede passager, vi blandt andet kender fra Dream Theater. Her blomstrer harmonierne mellem Jensen/Sørensen-kollaborationen og trommeslager Stig Eilsøe-Madsen i fuldt flor, hvor førstnævnte i tilgift demonstrerer riffing og hooks på så højt niveau, at selv undertegnedes personlige guitarhelt Michael Romeo ville nikke anerkendende.
Exelerate er tilsyneladende typerne, der fyrer alle deres bedste partytricks af fra start, hvilket beklageligvis ikke efterlader meget til fantasien, som vi bevæger os mod aftenens afslutning. ”God of Man” udgør således et gensyn med Dio og Rose, der siden sidst angiveligt har fået en del inden for vesten og dermed virkelig er kommet i det konverserende hjørne. Vi slipper heller ikke for den obligatoriske tumult mellem Mustaine, Belladonna og den mere emotionelt berigede James LaBrie på ”Lethal Assault”, inden en lettere forsagt Sofia Schmidt i kampens hede gør opmærksom på sin tilstedeværelse i ”In Between Insanity”. Under oprydningen høres atter de velkendte toner fra ”Arrival”, denne gang også baglæns og i afdæmpet version, inden lyset slukkes med et sjældent, men absolut velvalgt fade-out.
Dagen derpå
Som tømmermændene har lagt sig dagen derpå, er det tid til at rekapitulere: ”Hvad skete der egentlig i går?” Når et fremadstormende band tør sætte tingene lidt på spidsen med friske genrekombinationer, skaber det gerne øget opmærksomhed. Det indebærer naturligvis samtidig en vis risiko at skilte så åbenlyst med sine inspirationskilder, og det, der fremvises i vinduet, bør i sagens natur stemme overens med det, der står på hylderne. I tilfældet Exelerate er der ganske vist ikke tale om kvalitative uoverensstemmelser mellem liveoptrædener og albums, (jævnfør min kollegas refleksive Facebook teaser i forbindelse med forrige års anmeldelse af Statements Dreams from the Darkest side); men skismaet mellem inspiration og eksekvering. Her fremstår de tekniske begavelser hos henholdsvis Mads Sørensen og Stefan Jensen med sin livgivende og yderst talentfulde, progressive power-vokal som festens absolutte midtpunkter. Til gengæld bør high-pitchen i de mere thrashinducerede sekvenser fremadrettet sorteres fra, da de lægger en unødig dæmper på stemningen. Samtidig forekommer Schmidts tilstedeværelse komplet overflødig, så en ny indbydelse ligger umiddelbart ikke lige for. Alt i alt - Der er ganske vist ikke tale om revolutionerende fortolkninger af hverken The Last in Line, Peace Sells… eller Among the Living, men en aften i forfriskende selskab med en gruppe, der formentlig kun bliver bedre og mere sammenspillede med tiden. Den er købt!
