Hvordan ville det lyde, hvis man klonede Rush’s lyd ca. 1977 med Nirvanas "Unplugged", lidt country, lidt Alice in Chains og REM tilsat forskellige fills i stil med både Led Zeppelin, Thin Lizzy og sågar Jethro Tull? Måske som det nye band med det mystiske navn Evolve IV. Musikerne er ikke helt unge længere, og musikken føles også som noget fra en anden epoke. Selv om der også er lidt keyboard med, er det guitarerne, der dominerer lydbilledet tilsat en effekt, der får dem til at lyde som en mellemting mellem Andy Summers’ arbejde med The Police og et instrument, der hele tiden går ind og ud af stemning. Sammen med den modne, til tider Lou Reed-, til tider Bruce Springsteen-agtige vokal lyder "Decadent Light" nærmest som en afsporet udgave af soundtracket til en nyere amerikansk tv-serie.
Styrken ved Evolve IV er, at de laver nogle virkningsfulde melodier, der sætter sig fast i lytterens bevidsthed. Men bortset fra enkelte mere let energiske udfald som f.eks. åbningsnummeret "Number 16", der tillige smager lidt af Dave Mathews Band, kører albummet i en ret sløv, stenet rille, der bliver lidt trættende i længden. Samtidig er Evolve IV svære at afvise, fordi de ind imellem laver nogle mere avancerede ting, der klart viser, at de faktisk er ret gode musikere (lyt f.eks. til nummeret "Must Have Been the Future"). Sammenspillet er, hvis man lytter efter, tight og velovervejet – den løse, lidt rodede, "grunge light"-lyd er fuldstændig bevidst.
"Decadent Light" er hverken metal eller rigtig progressiv rock og falder således ret langt uden for denne hjemmesides kernepublikum. Men er man til sangorienteret retrolyd (på nær "Rolling Along", der er instrumental med ad lib-kvindevokal), skal man lytte på Evolve IV. Jeg er ikke superbegejstret for bandet, men samtidig er deres musik så personlig og gennemarbejdet, at jeg synes, den godt kunne fortjene et eller andet publikum.
