Entheos - Time Will Take Us All

Time Will Take Us All

· Udkom

Type:Album
Genrer:Tech Metal, Progressive Deathcore
Antal numre:9

Officiel vurdering: 5/10

Brugervurdering: 9/10 baseret på 1 stemme.

Hit or miss?

Amerikanske Entheos er lidt af en supergruppe, med medlemmer der tidligere har leget med Animals as Leaders, The Faceless, Whitechapel og Fallujah – og med sådan et CV bør det være tydeligt, at man kan forvente teknisk og topmoderne metal. I front for projektet står madam Chaney Crabb, der brøler, skriger og synger, som gjaldt det selve livet. Derfor burde bandets tredje udspil, Time Will Take Us All, jo være et automatisk pletskud, men er det tilfældet, eller er der tale om en gedigen forbier?

Pænt og poleret, men indholdsløst

Entheos lyder som summen af dets parter, det vil sige (over)poleret, djent-influeret deathcore komplet med obligatoriske breakdowns, vokalskift mellem growl, skrig og clean og guitarsoli, der er skala-onani i en sådan grad, at Kirk Hammett skammer sig. Hvis man har hørt bare ét af de bands, som medlemmerne også frekventerer, så har du hørt alt, hvad Entheos har at byde på. Der er absolut ingen variation på albummet, og derfor er slutresultatet en følelse af, at man har hørt én sang på lidt over 40 minutter – og ikke på den fede måde. Der er som sådan ikke en finger at sætte på bandets tekniske egenskaber, de er alle absurd dygtige og besidder rigeligt med teknisk snilde. Men det ændrer ikke på, at de ingen evner har, når det kommer til sangskrivning. Time Will Take Us All er på alle måder en oplagt titel, for det her er i hvert fald en lille time, jeg aldrig får igen – sjældent har jeg hørt en udgivelse, der er så kedelig, og hvis ikke det var for medlemmernes åbenlyse talent, ville denne udgivelse nemt tage prisen for at være den mest ligegyldige udgivelse, jeg har hørt hele året.

Jeg savner melodi, jeg savner legelyst, jeg savner sjæl og hjerte – alt dette udebliver desværre totalt, og i stedet står man med et værk mere sterilt end operationsstuen på Rigshospitalet. Alt er fladt og beige, og der er ikke så meget som én enkelt følelse at spore på hele albummet. Jeg ville faktisk ønske, at bandet var lallende amatører og lavede fejl konstant, det kunne i det mindste potentielt have tilføjet noget charme, men ak – bandet serverer udelukkende kold og kynisk professionel musik, som er omtrent lige så spændende som et årsregnskab fra Deloitte.

Den japanske indretningskonsulent Marie Kondo siger det bedst: ”This ones does not spark joy”.

Snøfler med remo

Supergrupper er generelt noget, der får folk til at udvise en sund portion skepsis – og tit med god grund. Blot fordi alle involverede parter tidligere har bevist deres værd, er det ikke ensbetydende med, at en kollaboration automatisk skaber guld og grønne skove. Bare fordi noget er godt, betyder det ikke, at det bliver bedre ved at blive sat sammen med noget andet godt. Man skal for eksempel være mere end almindeligt vanvittig, hvis man putter remoulade på snøfler. Entheos er en af årsagerne til, at folk nemlig reagerer som de gør på supergrupper. Nok er de dygtige, men der er absolut ingen grund til at sætte deres musik på, da alt, hvad de gør, er gjort tusinde gange før.

Tracklist

  1. Absolute Zero
  2. In Purgatory
  3. The Interior Wilderness
  4. Oblivion
  5. I Am the Void
  6. Darkest Day
  7. Clarity in Waves
  8. The Sinking Sun
  9. Time Will Take Us All