Black som mormor lavede det
Djevel, Nordjevel, Djevelkult… Meget kan man sige om norske black metalbands, men når det kommer til at navngive bands, så er de ikke blandt de mest originale på verdensplan. Omvendt så siger både bandets navn, samt albummets titel alt, hvad du behøver at vide om bandet samt musikken. Vi har at gøre med nogle herrer, der gider lige præcis 0% pis og papir og kun kender til ét tempo, nemlig halsbrækkende.
Drep Alle Guder er en af de udgivelser, hvor man trippelchecker udgivelsesdatoen for at være helt sikker på, der står 2022 og ikke 1982, for det her er black metal, som mormor lavede det – komplet med enorme, rustne nitter, stramme læderbukser, sværd og rigelige mængder corpsepaint! Så hil Satan, stik ild til en nonne, og kom med til Gjøvik!
Mach schnell!
Djevelkult spiller black metal af den helt gamle skuffe, både fra før det bliv hipt, men også fra før genren skulle handle om at have det dårligt i en skov, mens man spillede den samme guitarpassage om og om igen. Det er lige så meget black metal, som det er war metal og speed metal, og der er da også plads til et par ”Urgh!”-udbrud på albummet, så det bliver næsten ikke mere retro end det. Det er hastighed og attitude über alles, koste hvad det koste vil. Men trods det rå og nærmest punkede udtryk, så opstår der faktisk enkelte melodier og stemninger hist og pist, men de får så lidt tid at leve i, at man mistænker bandet for kortvarigt at have glemt, hvem og hvad de var, for så netop at skrue helt op for tempoet igen.
Denne konstante barrage af voldsparate riffs, bliver dog også hurtigt for meget, og selvom udgivelsen kun varer lidt over en halv time, så føles det som det dobbelte. Man ender simpelthen med at zone ud lullet i trance af den repetitive buldren. Der er noget voldsomt ironisk i, at noget så vredt og aggressivt samtidigt kan være så kedeligt.
Alt hvad Djevelkult gør, har utallige andre gjort utallige gange før – og samtidig langt bedre, end Djevelkult.
Man skal have en helt særlig kærlighed til middelmådighed, før man går hen og bevidst sætter Drep Alle Guder på. Bandets forsøg på at se og lyde så farlige som overhovedet muligt, har den absolut modsatte effekt. De fremstår derimod helt enormt platte og nærmest sølle, som de står der, og forsøger at være mere trve end trve.
Men trods disse hårde ord, så er albummet ikke en total katastrofe. Mixet og produktionen er langt mere hæderligt, end forventet af et trve band. Der er da også enkelte absout godkendte numre, som for eksempel åbningsnummeret ”Drep Alle Guder”, ”Perfect Obliterate” eller ”Dødbringer”, men derudover begynder det at blive svært at sige noget flatterende om Djevelkult.
Regressivt nonsens
Drep Alle Guder er, desværre, præcis, hvad man kunne forvente. Der er tale om et metervareprodukt skabt af et metervareband. Det er udgivelser som denne, der minder mig om, at black metal både er den bedste og den værste genre af metal. Lige så finurlig, kreativ og banebrydende den er, lige så regressiv, konservativ og ortodoks er den. Ikke at der er noget galt med at dyrke nostalgien eller retrolyden, det er der masser af nye bands, der gør helt perfekt… Djevelkult gør bare ikke!
