DGM - Misplaced

Misplaced

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Genrer:Prog metal, Power metal
Spilletid:40:40
Antal numre:8

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Kvalitet, kvalitet, kvalitet... Det er kodeordet for dette band. Simpelthen bare en kvallivare de leverer her på skiven og hvad fanden er nu det?? De er jo italienere! Hjernen bliver bare bombarderet med saftige toner fra start til slut. Der er alt hvad hjertet begærer. Saxon agtige riffs, CoB (Children of Bodom) guitar/keyboard soloer der jagter hinanden, Helloween passager med stemningsfyldte up and down tempo skift osv. Selv gamle Therion agtige opus indslag kommer til syne. Lyt til skiven for sa... da, det er meget lettere end, at jeg skal sidde og remse den ene genistreg op efter den anden. Så gør det heller ikke noget, at de kun har formået at putte otte numre på sølvtallerkenen når bare alle riller er fyldt med guf for ørerne.

Det hele starter med "Living On The Edge" som opener. Et nummer der minder meget om Masterplan's debut album med samme navn (Masterplan) et typisk "syng med og bang dit lange garn til" nummer som ville kunne få selv den mindste ikke-metal fan til at trække på smilebåndet og få lyst til at smide hæmningerne og bare te sig åndsvagt. Læg lige mærke til den dejlige bass linie der er lagt i sangen. Se, det er kræs for ørerne (Bjorn -red.). Efter en gang fællessang bliver man så præsenteret for et mere varieret nummer, "Is Hell Without Love?", hvor main riffet minder meget om Saxon's "Hole In The Sky" fra deres "Forever Free" album. At der skulle være tale om et plagiat bliver hurtigt visket væk efter et par minuter hvor skuden pludselig vender 180 grader og riffs som kunne minde om noget fra Helloween's "The Dark Ride" pludselig toner ud gennem hørebøfferne (chock, fedt). Opfølgeren ligner mere en ballade i starten, men efter godt ét min spilletid kommer der igen et chock. Dizzy Mizz Lizzy riff's og breaks som man husker dem fra midt 90'erne hvor de fleste løb rundt og smålallede til deres sange (rth, bjorn, -red). Total syret at høre sådan noget på en skive fra spaghettiland. Rille nr. fem byder på endnu en balladeagtig stil, men igen bliver man overrasket! Godt halvejs gennem opusen buldrer der pludselig en gang klassisk Therion ud og tager en ved nosserne, så man igen skal til at rette sig i sædet.

For ikke at skulle slide midt tastatur fuldstændig til døde, har jeg valgt ikke at kommentere de resterende sange på skiven, men jeg synes ved gud og fanden (for ikke at gøre forskel på nogen) at hvis du skulle vælte over denne sølvplade i en gudsforladt pladebix og købe den, så giv dig tid til at kommentere de resterende sange og læg dem her på siden. Min kommentar er bare. Kvalli, kvalli, kvallitet.