Egalitært dødsrige

Brutal dødsmetal kan være en usædvanligt lærerig affære. Tag italienske Devangelic og deres nyeste album, Ersetu. Før jeg stiftede bekendtskab med albummet, anede jeg ikke, at den oldmesopotamiske underverden hed Ersetu. Særligt for Ersetu er/var, at den hverken rummede belønning eller straf; kun omstændigheder ved begravelsen samt offergaver fra de efterladte kunne forsøde et dødt menneskes tilværelse. Baseret på albummets titler holder Devangelic sig til deres underverdslige koncept, selvom man nu ikke kan høre det på musikken.

Tema uden temaer

Men hver ting til sin tid. Ersetu er først og fremmest brutal dødsmetal, hvilket de stadfæster efter en kort guitarintro. Sangene er uforudsigelige – endda direkte kaotiske – og man kan dårligt identificere hovedtemaer. Jeg blev faktisk overrasket over at se en trommeslager – Marco Coghe – krediteret på albummet, for farten og præcisionen i de ustandselige blastbeats er maskinel. Endelig er der den velkendte samling af dybe, våde growls og til tider midttoneskrig leveret af Chiti, som ligeledes nægter at følge en let genkendelig struktur. Det gør heller intet i sig selv, at standardstrukturen er svær at få øje på – vi er her trods alt for voldsorgiets skyld, så lad os se nærmere på det.

Devangelics afart af brutal dødsmetal er temmelig teknisk – som deres forbilleder – og ’teknisk’ er synonym med ’hurtig’ i indeværende tilfælde. Størstedelen af riffene er fingerfærdige, hånddæmpede sekstendedele, hvor ingen tone spilles to gange i træk. Kombineret med nedstemte strenge og højt tempo er det svært at høre, hvad der egentlig bliver spillet, men dette lader heller ikke til at være det essentielle. Guitarist Giambattista samt bassist Pacifici formår – på trods af anselige evner – ikke at gøre riffene mindeværdige; formentlig fordi riffene er ens i tempo, mønster, skala, tone og dæmpning. Således kommer de og går uden at sætte egentlige aftryk på sangene.

Af samme årsag er der også kun ringe variation på albummet. Samtlige sange bidrager med enslydende riffs tilsat enslydende blastbeats og enslydende vokal. Ja, der er passager, der lyder forskelligartede. Ja, der er nogle sygelige tremolo-licks à la None so Vile. Men sangenes overordnede karakter er primært præget af de nævnte riffs og beats, hvilket medfører, at de lyder meget, meget ens. Tempoet holdes cirka lige højt – eller bare ’højt’ – med enkelte ganske få undtagelser. Dette bevirker, at intensiteten er temmelig flad fra start til slut – høj, men flad. Det er en skam, for gruppen lader ellers til at kunne spille nærmest, hvad det skal være.

Forskel på vold

Som enhver tro dødsmetalfan elsker jeg Cryptopsy og Suffocation, og jeg er sikker på, at Devangelic er mine ligesindede i den forstand. Men Devangelic udviser ikke den samme sans for sangskrivning som forgængerne. Jo, lydudtrykket er brutalt, men uden medrivende sangskrivning er det ikke meget nytte til. Albummet er til gengæld rigt på teknisk guitarspil og skarpslebne licks, som ville have taget sig fremragende ud med en mere fantasifuld tilgang fra rytmegruppen.