Santé!
Hvordan ville Immortal lyde, hvis bandet var kommet fra et solrigt sted, eksempelvis den franske Riviera, i stedet for Bergen? Hvordan ville de have lydt, hvis de i stedet for at sidde at være skumle i en kælder havde bællet coronaer langs Venice Beach? Jeg tror, ingen nogensinde har stillet sig selv disse spørgsmål, men ikke desto mindre så er Depressive Witches mere end villige til at besvare dem. Sidst jeg beskæftigede mig med denne franske duo, var i 2022, hvor jeg – kort – nævnte den forrige udgivelse Distant Kingdom i et blogindslag. Trods de rosende ord skal jeg da også indrømme, at jeg ikke har hørt så meget som ét sekund fra bandet, siden jeg skrev den blog. Men nu hvor d’herrer er klar med udgivelse nummer trois, Lost, Forgotten and Heartbroken, er det jo et oplagt tidspunkt at smutte på pubcrawl! Santé!
Immötley Crüe
Stilistisk fortsætter Lost, Forgotten and Heartbroken præcis, hvor Distant Kingdom slap. Det er stadig party-uartig melo-black blandet godt og grundigt med glam rock/hard rock a la Mötley Crüe, komplet med lurvet lyrik, fræserguitar og en vokal, der minder så meget om Abbath, at man oprigtigt bliver i tvivl om, hvorvidt det egentlig er ham, der synger. Med andre ord så vil Depressive Witches blæse højt og flot på, hvorvidt nogle mavesure navlepillere synes, de er trve eller ej; de vil bare have det fedt og høvle lige dele spade og bajere (eller lillet) – og det er da en attitude, der er betydeligt mere trve end at sidde at lege Darkthrone-kopiband nummer 666. Men fis og ballade til sideså er musikken faktisk glimrende. Intronummeret ”Protected by Death and Sorcery” formår at sætte stemningen fra første sekund. Her får man lige dele tremologuitar og blastbeats akkompagneret af enorme power chords og en klassisk ”Hey! Hey! Hey!”-stortromme. Men showets stjerne må afgjort være ”All My Girlfriends are Dead”, der med sin Powerwolf-influerede sangtitel er den nemmeste måde at beskrive præcis, hvad Depressive Witches er for en størrelse – det her er altså den oplagte vinder af ”Årets Sommerhit 2024”, for dét her nummer stinker langt væk af sol, sandstrand og iskolde pilsnere.
Dog begynder tømmermændene at indfinde sig hen imod slutningen af skiven; eksempelvis er ”Far Away”, albummets lukker, et nummer, der – trods sin længde på lidt under tre et halvt minut – føles til den lange side. Helt overordnet er de sidste par numre bare ikke helt så stærke som de første, og det ender med at føles, som om bandet reelt set træder vande hen imod de sidste 10 minutter af pladen. Men selv den bedste fest må jo stoppe før eller siden.
En sand fest
Trods kritikpunkter samt skønhedsfejl er dette et yderst charmerende og særdeles underholdende værk, og noget siger mig, at Depressive Witches er en sand fest at overvære live samt et oplagt opvarmningsband for såvel Immortal/Abbath som Venom/Venom Inc. og naturligvis Midnight.