Copenhell X
Degial - Predator Reign

Predator Reign

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

What year is it!?

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke lige var bekendt med svenske Degial, før jeg satte deres tredje skive, Predator Reign, på. Efter første sekund, samt at have kigget på både cover og billeder af bandet, stod det mig klart, at vi altså er rejst helt tilbage til 1990; dengang, hvor dødsmetal lige var startet i Sverige med bands som Morbid, Carnage og Nihilist. Det skulle være hurtigt og vredt, det skulle handle om Satan, død og ødelæggelse, og man skulle helst have masser af læder og nitter, for ellers var man ikke rigtigt badass! Vi snakker den dødsmetal, der skulle blive til norsk black metal nærmest med det samme. Det er altså den stil, som Degial siden 2006 har valgt, at de skulle køre med. Det virker til, at Per Yngve Ohlin aka Dead (jo, ham med riflen, hytten og selvmordsbrevet) har været deres helt store inspirationskilde – til et punkt, hvor det mest af alt virker som en morbid parodi af/hyldest til manden.

 

Dead-sygt

Hvad, Per ”Dead” Yngve ville sige til det her projekt, kan jeg af åbenlyse årsager ikke sige. Men hvad, jeg kan sige, er, at det er helt super duper at være fascineret af en person og en musikalsk epoke, en bevægelse og et fænomen. Men… Det virker simpelthen så påtaget at insistere på at ride på en bølge, der altså for længst er kommet videre. Det virker underligt konservativt at blive stående tilbage og stampe i jorden. Det bliver helt kitsch, for at bruge et rædsomt udtryk. Okay, fint nok, Degial, jeg er med. I VIL blive tilbage i 1990, fint! Men så skal I da godt nok gøre det bedre end bare at prøve på at lyde og ligne jeres afdøde helt(e) – altså hvis I vil tages bare en lille smule seriøst. De bringer intet nyt til bordet overhovedet. Der er så mange black bands og dødsbands derude, så hvorfor skulle man overhovedet vælge Degial? Der er intet unikt over dem. Og hvis det er fordi, at man er helt skør med den oprindelige lyd af svensk død eller norsk black, så vælger man nok dem, som man kender og elsker. Selv de soloer, de har valgt at have med i enkelte sange (som i øvrigt intet gør for sangene), lyder som Jeff Hanneman, der vælter ned ad en trappe.

 

Hvo intet vover…

Den helt tidlige svenske død og norske black blev populær, fordi der aldrig havde været noget som det før, og fordi de individer, der stod i spidsen for de respektive bevægelser, kunne noget helt specielt, både indenfor musik, men også når det gjaldt om at skabe en helt speciel stemning. Degial kan hverken eller. De formår ærligt talt at lyde som intet mindre end et andenrangs Slayer-coverband, der prøver at spille Mayhem. Alt det, de prøver på at være og gøre, er blevet gjort tusindvis af gange før og bedre. Så hvor farlige de end vil være, er der intet farligt ved dem. Tværtimod viser det faktum, at de ikke tør tage så meget som én lille chance, at de er komplet bovlamme og ikke spor farlige.

Tracklist

  1. Predator Reign
  2. Thousand Spears Impale
  3. The Savage Covenant
  4. Crown Of Fire
  5. Devil Spawn
  6. Hellstorm
  7. Heretical Repugnance
  8. Annihilation Banner
  9. Triumphant Extinction
  10. Clangor Of Subjugation

Tilføj kommentar