Deathless Void - The Voluptuous Fire of Sin

The Voluptuous Fire of Sin

· Udkom

Type:Album
Genre:Black/Death Metal
Antal numre:9

Officiel vurdering: 3/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Du ser bekendt ud ...

Et navn, der ikke rigtigt betyder noget, men som lyder ondt? Tjek. En albumtitel, der lyder voldsom, farlig og satanisk – og som heller ikke giver helt mening? Tjek. Et albumcover, der er sort og rødt, med billeder af dæmoner, sværd og generel ondskab? Tjek.

Alt ved både Deathless Void og deres debutalbum skriger af den spæde ekstremmetal anno 1983, og med andre ord så stinker det også langt væk af noget, vi har set og hørt utallige gange før. Så er spørgsmålet jo bare, om denne hollandske kvartet har noget nyt – eller relevant – at byde ind med, eller om det bare er en komplet og aldeles banal og generisk omgang?

Less is more!

Deathless Void er fra Holland og spiller blackened death metal. Hvilket betyder, at de – langt henad vejen – lyder som en myriade af andre, ældre og mere succesfulde bands før dem. De er dog lidt mere groovy end mange af deres landsmænd, hvilket udelukkende skyldes trommeslageren David Schermann, der – udover at være leveringsdygtig i blastbeatbombardementer – laver en udmærket Gene Hoglan-parodi. Dette er egentlig ret heldigt for Deathless Void, for hvis ikke det havde været for netop Schermanns tøndetæskeri, så havde det været sværere, end det allerede er at finde noget ved bandet, der giver dem bare en snert af en musikalsk identitet.

Det er ikke, fordi det er en decideret jammerlig plade, som de har skrevet, men I guder, hvor er det dog bare noget, man har hørt så mange gange før. Man behøver ikke være original for at skabe stor kunst, men hvis man insisterer på at gøre noget, mange andre før en har gjort, så skal man gøre det enten lige så godt eller – helst – bedre.

Dette er dog bestemt ikke tilfældet, når det kommer til The Voluptuous Fire of Sin.

Udover trommerne så er det faktisk umuligt at pege på én eneste årsag til at anbefale det her album, altså medmindre man da er en Heavy Henning-type, der insisterer på, at al metal skal lyde, som om det er fra midten af 1980’erne – i så tilfælde vil man nok synes, det her er en ganske udmærket skive. Det mest bizarre er egentlig, at bandet har valgt at lave hele ni sange – som grundlæggende lyder komplet ens, og dét er altså for meget! Helt generelt er der ingen grund til at smide over syv numre på en debutskive – det er altid en bedre ide at køre efter ”less is more”-modellen, når man er et helt nyt band. Lav nu hellere fem superstærke numre, som virkeligt viser, hvad I kan, i stedet for at sprede det ud i alle verdens hjørner.

Nej tak herfra

Medmindre Deathless Void her virkeligt spænder hjelmen og finder den kreative hat frem, så har jeg svært ved at spå dem en fremtid. Deres debutalbum er simpelthen alt for ligegyldigt til, at nogen kommer til at sværge til dem som deres nye yndlingsband. Potentiale og evnerne er der, det er der ikke nogen tvivl om, men om de så rent faktisk har viljen og lysten til at prøve at skabe noget musik, der ikke bare er en kopi af en kopi, ja, det må tiden vise. Men som det er nu, så bliver det et pænt, men bestemt ”nej tak” til Deathless Void herfra.

Tracklist

  1. Psychedelic Warfare 3:55
  2. Vortex Climax 4:49
  3. The Shattered Realms Of Man Become The Abyss 3:12
  4. The Ecstasy Of Sin 4:12
  5. Iside 1:34
  6. Burning Shapes Without Form 3:21
  7. Crossing The Threshold 7:06
  8. 08 Purple Triad 5:29
  9. 09 Curse Upon You