Hvorfor ikke?
Når jeg gennemgår listen over de albums, jeg har anmeldt her i 2020, coronaens år, så er det tydeligt, at det primært drejer sig om diverse versioner af black metal. Og uanset hvor meget jeg holder af denne diabolske og beskidte genre, så kan det være meget rart med et afbræk. Så hvorfor ikke kaste sig over noget svensk rock og rul af den slags, som Dead Lord byder på? Surrender er de festglade svenskeres fjerde album, og selvom nogen måske ville påpege, at deres musik er så håbløst umoderne, at det næsten gør ondt, så lader de sig næppe stoppe af den grund.
OL i luftguitar
Jeg lærte Dead Lord at kende, da de fik æren af at starte Copenhell Cruise 2018, hvor de leverede en lettere malplaceret, om end charmerende, koncert foran et publikum, der – bestemt – ikke var kommet for at høre hård rock fra dengang, far var dreng. Det, der reddede dem dengang, var dog deres sanger/frontmand Hakim Krim, som opvejer sit manglende sangtalent med så utrolig meget klassisk rockstjernekarisma, at man helt glemmer, at musikken er noget, man i en eller anden grad har hørt før. Krim er dog lige så kæk væk fra scenen som på den, da han – konfronteret med dette – var hurtig til at sige, at de jo ikke er retro, men derimod tidløse og faktisk, så er det alle (ja alle!) andre bands, der lyder daterede. Uanset hvad man mener om det postulat, så er det tydeligt, at Dead Lord mener, at rockmusik var bedre i 70’erne, for deres lyd emmer af datidens helte, som Led Zeppelin, Deep Purple, The Who, Blue Oyster Cult og nok mest af alt, Thin Lizzy. Med andre ord, musik der – måske – blev set som værende farlig for 50 år siden, men nu mest af alt er hyggelig og passer perfekt til en sen sommeraften, hvor grillen summer og øllene skummer lystigt. Misforstå mig nu ikke, for Dead Lord kan virkeligt spille, og det er kræs for lytteren, der mener, at guitarsoloen er alfa og omega og tit har overvejet at stille op til OL i luftguitar. Med andre ord, så er Surrender perfekt festmusik, musik hvor man ikke behøver tænke alt for meget eller forholde sig til andet end guitarlir, sing-a-long og abetrommer. Faktisk er det eneste krav, Dead Lord stiller til dig, at du har en promille, der nærmer sig procenter.
Det er dog ikke helt nemt at høre forskel på Surrender og resten af bandets diskografi, men igen skal vi jo forstå, at vi har at gøre med et tidløst band, og så er det jo også ligegyldigt, hvornår albummet er fra, og om det overhovedet er nyt. Ergo lyder Dead Lord som Dead Lord, på godt og ondt. Der er masser af herlige numre på albummet, som ”Surrender”, ”Authority” eller ”Letter From Allen St.”. Problemet bliver nærmere deres ballader, for kunsten at skrive sjælere mestrer svenskerne altså ikke helt, og derfor falder et nummer som ”Messin’ Up” totalt til jorden. Så er vi også lige nødt til at snakke om albummets produktion, for de har besluttet, at vokal og guitar er drivkraften – og fred være med det – det betyder, desværre, blot at bunden er noget flad, og derfor kommer deres lyd til at mangle dybde og gennemslagskraft.
To rock or not to rock?
Surrender er et rigtigt hyggeligt album. Det er et album, som man simpelthen ikke kan blive sur på. Det provokerer ikke, det fornærmer ikke, og det krænker ikke (men Dead Lord er jo også svenskere). Men hvis det ikke rigtigt provokerer, er det så overhovedet rockmusik? Det er et oplæg til en længere debat. Faktum er, at Dead Lord stadig er Dead Lord, så hvis man elsker relativt uskyldig rock fra dengang, man havde hår på hovedet, så skal man da anskaffe sig Surrender.