Død med død på!
Dødsmetal – tjek. Døden er på coveret – tjek. Død indgår i navnet på bandet – tjek. Døden indgår i navnet på albummet – tjek. Okay, så er vi klar. Så er der satme ”fee døøø” på programmet! Hvis man ser bort fra denne lidt banale tilgang, er Dead Asylum klar med album nummer to, som byder på en heftig omgang døds-thrash – præcis, som vi kan lide det! Dead Asylum lægger sig helt klart op ad den klassiske dødsmetal fra start-90’erne, hvor dødsmetal egentligt bare var thrash metallens grovkornede fætter, der ville skråle om zombier, nonnevoldtægt og ildspåsættelse af tilfældige kæledyr, der ikke var hurtige nok til at komme væk. Men ikke så meget, at de bare lyder som et coverband; nej, de har helt klart deres egen lyd, som virker bekendt, også alligevel ikke.
Dødsmetal rundt på 80 dage!
Før Dead Asylum havde jeg egentligt et billede af, at Canada var et muntert sted med glade folk, der alle red på elge og sluttede deres sætninger af med et muntert ”eh”. Men nu har jeg da oplevet, at der også er et diabolsk mørke, der gemmer sig dybt inde i folket – eller i hvert fald i de fire medlemmer af Dead Asylum fra Vancouver. Death Always Wins er deres andet album, og det tegner lovende. De tilbyder os dødsmetal i alverdens afskygninger; det er nærmest som en lille tidsrejse gennem dødsmetallens udvikling fra start til nu, og det er faktisk ret fedt. Fx byder åbningsnummeret “Defiance” på klassisk, næsten Morbid Angel-agtig død, og senere får man serveret “Forgotten Sacrifice”, som placerer sig et sted mellem Arch Enemy og Amon Amarth. Med et nummer som “Bred to Die” er vi næsten ude i noget death ’n’ roll, som måske egentligt også godt kunne minde lidt om Entombed og Carcass. Og jo, jo, rejsen slutter da også med noget, der minder om deathcore, med nummeret “Welcome”. Vi kommer altså vidt omkring på de 31 minutter, som albummet nu engang tager.
Mere vil have mere!
Death Always Wins er en 30 minutter lang hyldest og ode til dødsmetallens forunderlige historie, og det er en fornøjelse at lytte til de fire medlemmer, der hylder denne noble og møgbeskidte bastard af en musikgenre. De gør det godt, virkeligt godt. Jeg er meget imponeret over Eric, Roger, Mike og Samanthas musikalske evner; især Samantha, deres trommeslager, gør et virkeligt godt stykke arbejde. Hun er ekstremt ”tight” i sit trommespil, og hatten af for, at det ikke bare er blast beats fra start til slut. Derudover har Dead Asylum virkeligt mange små finurlige bassoloer i mange af deres numre, og det er med til at give det hele et herligt, mikroskopisk element af funk, så tak for det Roger. Det er sgu hygge! Dead Asylum holder helt klart den stil, de startede på deres første album, General Carnage, i 13, men de er bare blevet bedre til at gøre det, de gør. Derfor kan jeg kun glæde mig til deres næste album!