Crucifyre - Infernal Earthly Divine

Infernal Earthly Divine

· Udkom

Type:Album
Genrer:Death metal, Death metal
Spilletid:41.38
Antal numre:9

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Crucyfire var for mig et ubeskrevet blad, men taget i betragtning af hvilke bands, der gemmer sig bag drengene i bandet, var der ingen tvivl om, at skiven ville have interesse for mig. General Surgery, Regurgitate, og Nasum. Tre bands, der nemt får sveden til at bryde frem på min pande. Men bortset fra nationalitet, så har ingen af de tre ovennævnte bands meget tilfælles med Crucyfire`s album debut, der bliver smidt på gaden af Pulverised Records til januar.

Crucyfire blev i 2006 skabt, da Yasse Hillborg fra hedengangne Afflicted besluttede, at der skulle noget mere gammeldags death metal ud til masserne. Efter nogle lineup skift og et par demobånd hører vi nu resultatet i debut skiven Infernal Earthly Divine. Jeg kan forestille mig, at der er nogle gamle drenge, der bliver vemodige og længes efter fordums tider, når de hører vokalen, der stammer fra ingen mindre end Erik Tormentor Sahlström, bedre kendt som TG fra Morbid. Så bliver det næppe mere old school.

Som man nok kan tænke sig til byder Crucyfire`s Infernal Earthly Divine på en god gang death metal, oveni i det en portion Black metal inspiration i form af tekster. Skiven vækker stærke minder om ældre bands som Possessed og Venom, plus mange af de gode gamle svenske dødshoveder, som Unleashed og Nihilist. Får lige at fremhæve en kvalitet mere i Crucyfire så er sangtitlerne er endnu en fantastisk ting ved Infernal Earthly Divine: Hail Satan, Kiss the Goat (var der nogen der sagde Lord Belial?), Born again Satanist er et par fremragende eksempler. Det er så smukt det er til at tude over, og hvis man ikke kan glæde sig over et omkvæd som "Fuck You! Hail Satan!", så er man ved satan et fortabt får.

I.E.D. er bestemt en lytter eller ti værd, hvis du får svedige sokker af rigtig god gammel blackened dødsmetal. Du vil ikke blive budt på noget revolutionerende, men derimod på et album, der indeholder nogle solide guitarsolo, formidabel groove, en ond vokal og et band, der ved, hvad de laver med deres respektive instrumenter. Men lige så meget en glædelig tilbagevenden til midtfirserne.