Verden ligger for vores fødder

Skulle det være gået nogens næse forbi, så har globaliseringen infiltreret stort set alt. Dette lyder måske negativt, men var det ikke for globalisering, så var amerikanske Nails og deres HM2-svenskergrind nok aldrig blevet til noget. Peruvianske Goat Semen havde også været en tynd kop te uden finske Beherit, og selv Baest måtte lide ved at skulle undvære deres Morbid Angel- og Death-klang. Om tyske Chaos Invocation har haft globalisering i tankerne under indspilningen af deres seneste plade, må stå hen i det uvisse. Men med titlen Wherever We Roam er sammenligningen lige til højrebenet.

Tro nu lidt mere på jer selv

Hvor stor eller lille verden end er blevet, så havde Chaos Invocation nok fundet deres lyd alligevel. En sølle 17 timers køretur er der fra den tyske by Nisterau til Stockholm og den svenske black-scene, som tyskerne i den grad kigger over skulderen.

Skulle man nemlig være i tvivl, om bands som Dissection og Watain har levet forgæves, så gør titelnummeret og “Ideal Sodom” bestemt denne tvivl til skamme. Begge numre er ukuelige tilhængere af de typisk svenske “løb gennem den mørke frostklædte skov i den stjerneklare vinternat”-riffs og -melodier. Det er måske en kende uoriginalt sådan at tyvstjæle disse elementer, men hos Chaos Invocation er der intet at udsætte på leveringen. Vidste jeg ikke bedre, ville jeg have kategoriseret tyskerne som typisk svensk black. Især når “Golden Gates and Terrene Lights” så stemmer i med ekko og mystik. Nummeret får en fremragende klang af lokkende toner fra skovens slotsruin, som det er umuligt at sidde overhørig. Det er faktisk lige før, at vi rammer et niveau, der minder om, hvad Ninkharsag diskede op med på The Dread March of Solemn Gods. Imitation er jo efter sigende den højeste form for smiger, men med sådan en start nøjes Chaos Invocation ikke bare med at smigre, de snaver næsten Dissection og Watain i gulvet.

Var Wherever We Roam en datingprofil, så stemmer de tre første “profilbilleder” ikke rigtig overens med den virkelighed, som resten af pladen præsenterer. “No Throne Withstands” prøver desperat at tilføje noget af Marduks krigeriske gejst til pladen, og trods ihærdig vrede og ustoppelige blastbeats, så fremstår det kedeligt og ensformigt. Endda i en sådan grad at det lyder til, at bandet selv kaster håndklædet i ringen og forfalder til endnu et “skovløber”-riff – denne gang bliver den mørke frosne skov, dog kun til et dunkelt, køligt buskads. At forfalde til netop denne type riffs, fordi der ikke rigtig er andet, som fungerer, er desværre symptomatisk for hele pladens anden halvdel. Riffet er nemlig det absolut eneste, som gør, at jeg ikke enstemmigt vedtager, at “This Worlds Wants Us Dead” bør leve op til sit navn. Jesus et ukristeligt middelmådigt nummer. “Only in Darkness” formår dog med sin Cradle of Filth-inspirerede iskolde og snefnugsfunklende keyboard underlæg at gå herfra med æren i behold. Jovist rammer nummeret helt uden for resten af pladens stil og er stilmæssigt egentligt ikke et vidunder, men alt, som bryder den svenskofile monotoni, modtages glædeligt.

Et jubilæum til glemmebogen

Chaos Invocation kan i år fejre intet mindre end 20-års jubilæum, og Wherever We Roam opsummerer glimrende, hvorfor du nok aldrig har hørt om tyskerne. Trods tydelige evner for fremragende svensk black, som får mig til at længes efter vinternattens mørke skove, så har pladen en så massiv overvægt af middelmådighed og monotoni, at længslen erstattes af mindet om, hvor besværligt det er at vade gennem snedriver. Det er mildest talt træls, men desværre også meget symptomatisk for hele bandets karriere.