Jagten på den næste platinplade

Jeg er efterhånden af den opfattelse, at især det mere elitære segment inden for metalmiljøet har anlagt sig et ofte snævert og forudindtaget syn på den angiveligt pøbel-leflende groove-genres karaktertræk. Der er typisk tale om midaldrende, hvide mænd med fuldskæg, ølmave, og ’camou-shorts’; gerne med ophav fra enten det amerikanske sydstats- eller midtvestområde, en stærk præference for NASCAR og et mildt sagt usundt forhold til fætter-kusinefester. Kort sagt: metalscenens legemliggørelse af Jeff Dunhams ikoniske hånddukke, Bubba J. Det er naturligvis sat på spidsen, om end der måske findes et gran af sandhed i fordommene, når vi kigger på de eksplicitte inspirationskilder, der ligger til grund for tilblivelsen af svenske Caregahs debut i fuld længde. Albummet deler navn med det 76. grundstof i det periodiske system, osmium, der under normale tryk- og temperaturforhold fremstår skinnende, hårdt, ekstremt tungt, og sammen med iridium og platin udgør de tunge platinmetaller. Højtaspirerende som det lyder, må efterspørgslen på billige efterligninger af originalvarer som Pantera og Machine Head samt noget mere vellykkede legeringer som Cavelera Conspiracy og Hellyeah ligge hos et forholdsvis begrænset publikum.

(Grammofon)nål og (pig)tråd

På grund af stoffets flygtige og giftige oxid bruger man sjældent osmium i sin reneste form, men i stedet legeringer som for eksempel osmiridium. Særdeles modstandsdygtige overfor slid som følge af hyppig brug anvendes disse til en lang række formål, herunder spidsen af fyldepenne, nåle i grammofoner, og sågar kirurgiske implantater. I direkte reference til åbneren ”Forever Merciless”, vil jeg påstå, at pladen i førnævnte grammofon grundet sin distinkt monotone baslinje og de nedstemte, Pantera-insinuerende guitarer er faretruende tæt på at gå i hak. Billedet gentager sig på ”Steel”, hvor de repetitive chugging riffs kører i samme rille og aldrig formår at skabe en selvstændig identitet. I tilsvarende middelmådig fusion mellem Chad Gray og Rob Flynn grynter forsanger Marcus Kärregård ellers stovt ‘We were born from the osmium …’ Nej, selvforståelsen fejler bestemt ikke noget, om end den må siges at være lettere malplaceret i dette tilfælde.

Det er i det hele taget svært at finde den røde (pig)tråd på Osmium. For hvad ønsker svenskerne i grunden at signalere med udgivelsen? Er der udelukkende tale om en hyldest til heltene i Pantera, Machine Head, Black Label Society med flere? Eller lider Caregah i ramme alvor af samme vrangforestilling som Tenacious D – der dog åbenlyst proklamerer dette med distanceret selvironi – at skulle være det tungeste, mest unikke band i dette tilfælde inden for groove-genren? Hvis vi for en stund forsøger at finde fodfæste i en schweizerneutral rolle (eller placerer et ben i hver lejr, alt efter temperament) samt skruer blot to decibel ned for ambitionsniveauet, er der faktisk antræk til flere interessante indslag. Her kan særligt fremhæves ”Tombstone” med sine tematiske tråde til EP’en Forsaken – et nummer, der adskiller sig markant fra Osmiums øvrige, prætentiøse machopositurer. Navnlig Kärregård træder langt mere i karakter, når han bibringer sit eget udtryk frem for at imitere genrens etablerede kunstnere. Uden at sammenligne 1 til 1 fremstår Caregah dermed mest autentisk, når de eksponerer en mere sårbar side af sig selv, ikke ulig G’n’R på balladen ”November Rain”.

Ak ja, balance er i sandhed en svær kunstart at mestre, hvilket ”Smoke of Doom” glimrende statuerer. Med sine ’sludgede’ doom-toner og tilsvarende slæbende bpm tager vi ellers et lovende tilløb, men ender desværre med at snuble i banal lyrik med et lixniveau, der sjældent overstiger 5FDP. Samme kritik kan rettes mod henholdsvis ”Revenge” og ”Into the Grave”, hvis riffmønstre ender med at fremstå som en tv-serie i to afsnit om Cavelera Conspiracys ”Inflikted”. Og nu vi er ved repetitive rytmekonstruktioner, kommer vi på epilogen heller ikke uden om Metallicas “Don’t Tread on Me”.  Nøjagtig som danske Volbeat, der med forholdsvis stor succes indspillede et cover af selvsamme nummer tilbage i 2021, kan i tilfældet ”Floods of No Return” konkluderes: ’Metallicas trash is apparently everybody elses treasure’.

En ram dunst af tungmetal

Jeg bliver simpelthen nødt til at skære lige igennem; at planke groove-genrens etablerede navne og samtidig formaste sig til at navngive sin debut Osmium efter et af de tungeste og mest sjældne metaller på kloden, inviterer isoleret set til dumpekarakterer. Når vi alligevel lander på en karakter ækvivalent med den jævne præstation, skyldes det enkeltstående passager med potentiale, der, hvis de havde været dyrket i højere grad, formentlig ville have trukket det samlede billede endnu højere op. Særligt fortællingen om “Tombstone” – ikke at forveksle med filmen fra 1993 af samme navn med Kurt Russell i hovedrollen som Wyatt Earp – står med sit mere sensitive lydbillede skarpt i erindring, mens “Smoke of Doom” med det ’sludgede’ doom-aftryk tager et sjældent bemærkelsesværdigt tilløb til noget interessant. På tragikomisk vis ender albummet alligevel til dels med at leve op til sit navn, om end formentlig ikke på intenderet vis.  Osmium udspringer nemlig af det græske ord ’osme’, der kan oversættes til ’lugt’. Og her rammer vi i virkeligheden hoved på sømmet: Metallet afgiver nemlig en gennemtrængende lugt, der er berygtet for at kunne medføre en yderst insisterende hovedpine.