Canvas Solaris spiller hyperteknisk, instrumental metal med elementer af mathcore, progressiv død og moderne jazz. Bandet startede oprindeligt som et dødsmetalband, men sløjfede sangeren i starten af årtusindet og har siden udgivet en EP og tre fuldlængde-albums, hvoraf "Cortical Tectonics" er det nyeste. Man kan dog stadig høre spor af dødsmetal i Canvas Solaris’ musik, navnlig den tekniske, progressive del af genren – flere passager peger i retning af såvel Cynic som Necrophagist (om end lidt "langsommere").
Åbningsnummeret "Berserker Hypothesis" indgyder en hektisk og stressende stemning hos lytteren med mathcore à la Dillinger Escape Plan, der skifter rytme så tit, at man virkelig skal koncentrere sig for at holde fast i den puls, der ligger og gemmer sig et sted inde bag de konstant forekommende breaks. Enkelte passager i dette nummer får mig desuden til at tænke på Mastodon i det tekniske hjørne. Andet nummer, "Sinusoid Mirage", starter i det mere blide, jazzede hjørne, hvor jeg kommer til at tænke på de stille jam-numre hos Liquid Tension Experiment. Nummeret bevæger sig dog over i først et Cynic-agtigt stykke, siden et mere mathcorepræget univers. Harmonierne i de tunge passager får mig igen til at tænke lidt på Mastodon. Tredje nummer, "Interface", er en yderst fredelig jazzet jam-ting, igen lidt i samme boldgade som rolig Liquid Tension Experiment. "Gamma Knife" er tilbage i det hypertekniske drive igen, men knap så aggressivt som på starten af albummet og med en tydeligere, let "rocket" puls. Nummeret er meget eklektisk og bringer lytteren gennem mange forskellige typer af stykker, fra det brutale og harmonisk komplekse til det nærmest latin-agtige, men gennemgående heavy alligevel. "Rhizome" åbner med en hektisk intro, der snyder lytteren til at tro, at nu kører mathcore-tromlen på ny, men straks efter er vi nede i det stille jazzede leje igen, hvor en fusionsagtig keyboardsolo ligger og svæver. Herfra bygger nummeret op til et mere aggressivt stykke, som bliver meget flot klassisk progressivt med smukke Psychotic Waltz-agtige soli, inden nummeret ender kort i det hektiske, komplekse hjørne, hvor det startede. Sidste nummer, "Reticular Consciousness" er efter min mening albummets svageste. Det er en godt 17 minutter lang komposition, som starter meget teknisk uden at være enerverende – igen med en del inspiration fra Cynic – og ender i et langt, afdæmpet stykke, der minder om Liquid Tension Experiment, når de (efter eget udsagn) lyder ligesom Peter Gabriel. Desværre er dette stykke ret kedeligt og således en lidt fesen slutning på et album, der ellers starter medrivende.
Canvas Solaris er et respektindgydende dygtigt band, som kan anbefales til alle, der holder af at lytte til ekvilibristiske musikere, der laver mærkelige, tekniske ting. "Cortical Tectonics" er samtidig et album, man er nødt til at give sin fulde opmærksomhed for at få udbytte af det (og ikke blive stresset). Som antydet synes jeg dog ikke, albummet er helt gennemført, hvad det kompositoriske angår, hvilket gør, at jeg holder lidt igen med superlativerne. Men jeg vil afgjort ved lejlighed tjekke Canvas Solaris' forrige album, "Penumbra Diffuse", der også har været anmeldt her på siden.
