Det, som engang var
At starte med at forklare, hvem Varg Vikernes er, virker lige så omsonst som at skulle forklare, at vand er vådt, eller at ild er varmt. Du ved jo godt, hvem han er, og hvad han har gjort, uanset om du så nogensinde har hørt ét sekund af hans musik eller ej. Så alt det springer vi over, og fokuserer på musikken i stedet. For i disse tider er spørgsmålet, om man kan adskille en kunstner fra sin kunst eller ej? Kan man tillade sig at lytte til Burzum samt nyde det – måske endda udtale sig positivt om det – uden at blive associeret med den yderste højrefløj? Varg/Burzum har ikke rigtigt lavet noget, der kan klassificeres som black metal siden Fallen fra 2011, og har også afsvoret hele black metalscenen for i stedet at bruge sin tid på at lege Bonderøven i Frankrig. Et spøjst valg, men det slår vel at være postbud i Norge. Så hvis man forventer, at Thuleân Mysteries er et black metalmesterværk som fx Filosofem eller Hvis Lyset Tar Oss – så vil du blive skuffet. Meget skuffet endda!
Alt godt fra rodekassen
Thuleân Mysteries er et underligt værk. Det er også et utroligt langt værk med 23 sange og en spilletid på lidt over halvanden time. Ulig hans sidste album The Ways of Yore, der udelukkende var dungeon synthmusik indspillet i Garage Band på hans kones iPad, så er dette album mere folkeorienteret, da der er masser af traditionelle instrumenter som trommer og lyrer med. Der er dog stadig en hel del elektronisk halløj nu og da, som står i stor kontrast til resten af albummet. Men hvis man er den type, der ud på de sene timer kunne finde på at bruge oceaner af tid på hans nu lukkede Youtube-kanal, vil man kunne genkende flere af numrene derfra. Numre som ”Heill Ódinn, Sire”, ”The Lords of the Dwarves” eller “The Great Sleep” er alle numre, som han har brugt i årevis. Så helt nyt er det altså heller ikke.
Men som sagt, så er det et super underligt album komplet uden rød tråd eller samling. Det virker mest af alt som en bunke forskellige numre, han har haft liggende rundt omkring på diverse USB-sticks eller disketter, som han så har samlet. Hvilket, ifølge ham selv, også er præcis det, det er. Så dette er altså ikke et fokuseret eller gennemarbejdet album, men bare en samling strøtanker fra de sidste par år. Numre der aldrig er blevet finpudset eller kørt forbi en producer, hvilket til tider er ret tydeligt, fx på nummeret ”ForeBears”, hvor det lyder, som om han spiller forkert, men ikke gider tage det om. Ifølge ham selv skal albummet forstås som soundtracket til hans mildest talt kontroversielle rollespilssystem Myfarog. Et spil som ikke just er udbredt eller kendt, så jeg skal af åbenlyse årsager ikke kunne sige, om de to ting matcher hinanden perfekt som gin og tonic – men jeg tvivler!
Ugideligt miskmask
Vargs 13. album er ikke dårligt. Det er værre – det er nemlig ligegyldigt. Selv sammenlignet med hans tidligere ikke-black metaludgivelser som Hlidskjalf eller selv iPad-albummet The Ways of Yore, der begge har masser af charme og mystik, så falder Thuleân Mysteries totalt til jorden. Der er da momenter, der er fine – endda sådan lidt hyggelige – men de momenter drukner i en mørk sump af kedsomhed, ensformighed og ugidelighed. Så selvom Burzum endnu engang benytter værker af Theodor Kittelsen, som på hans store kendte albums – må du ikke lade dig snyde! For dette er halvanden time, du ikke får igen!
