Nyt blod
New Zealand er typisk ikke et sted, man forbinder med ekstremmetalbands. Ikke desto mindre er der adskillige bands, der ulmer i baggrunden og holder sig særdeles aktive med at turnere og spytte plader ud. Et af disse eksempler er kvartetten Bulletbelt. De er netop albumaktuelle med Warlords, og de spiller en mixgenre mellem klassisk thrash metal tilsat elementer fra black metal. På den nye plade er der tilføjet nyt blod til bandet i form af Josh O’Brien og Paul Roberts, hvor sidstnævnte erstatter den tidligere kvindelige vokalist, som ellers var noget af det, der især var kendetegnende for bandet.
Skyder med løst krudt
Pladen indledes med den obligatoriske intro ”Destroyer of All”, og allerede her har vi de klassiske trash metal-temaer kørende. Introen består guitarpassager, der leder hen i albummets første nummer ”Impaler”, der byder på tremoloriffs, black metal-raspende skrig og smæk for skillingen. Nummeret har et godt drive, trommerne er dundrende, og mikset er råt. Bandet formår faktisk at smelte de forskellige elementer ganske fint sammen, men det sniger sig aldrig for alvor under huden. Det samme kan man sige om pladens næste nummer, ”Punishment of God”, der kører videre på mange af de samme tangenter, og med et omkvæd, der bliver råbt i kor i vanlig stil. Et element, der dog klæder sangen, er, at bassen er tydelig i mikset, som klæder sangen godt, idet de forskellige elementer ikke drukner i støjen fra distortede guitarer og trommer.
”Herodian Kingdom” tenderer den mere progressive side, som bandet prøver at udforske. Introen består af akustisk guitar og klaver og har nogle interessante akkordvalg, der både er dystopiske og opløftende og sender associationer til Metallicas ”Call of Ktulu”. Skiftet mellem de stillestående passager og de aggressive heavy metal-elementer, der sættes ind, fremstår dog en anelse akavet, og der går lidt tid, inden nummeret for alvor sætter fast igen. Noget, der kunne være håndteret en anelse bedre, men dog en af de mere interessante sange på pladen.
Herefter går gassen dog lidt af ballonen. Det bliver en anelse lige-ud-af-landevejen og fremstår uinspireret. Den punkede ”Blade On The Fire” har en fed aggressiv baslinje og viser også, at nyerhvervede Josh kan shredde nogle fede guitarsoloer. Det samme er gældende på resten af pladens numre. Der er simpelthen ikke kvalitet nok i numrene. Det bliver thrash metal, som vi har hørt mange gange før. Den eneste forskel er bare, at vokalen er skiftet ud med en raspende black metal-frontmand, og at mikset er autentisk i forhold til 80´ernes frembrusende udgivelser.
Stram bæltet ind
Warlords er en plade, der aldrig rigtig sniger sig ind under huden. Det kan faktisk være svært at skelne sangene ad. Albummet starter solidt med de stærkeste numre. Man kunne dog savne, at bandet eksperimenterede lidt mere, som de gør på ”Heoridan Kingdom”. Det bliver meget thrash metal forklædt i mørkekutter og hvid krigsmaling. Hvis det skal fungere optimalt, skal der mere kvalitet i sangskrivningen, og riffene og strukturerne skal stå stærkere. Når det så er sagt, er der nogle udmærkede numre på pladen, og hvis bæltet blev strammet en anelse ind, har Bulletbelt helt klart præmisserne til at tage skridtet videre.
