Et nul bliver til en ener

Året var 2006. De lange emo-lokker hang som myggenet for øjnene, der var klinede til computerskærmens kølige flimmer mod nethinden. Sangeren Oli Sykes var 19 år og havde som mange andre i 00’erne lært at navigere i det spæde internets binære system af nuller og ettaller. Hans hånd hvilede på musens kølige ryg. Klik. Tænk, at en lille bevægelse som en sommerfugleeffekt kunne ændre alles liv så radikalt. Med en mindre krampetrækning fra pegefingerens to yderste led var det britiske band Bring Me The Horizons debutstudiealbum, Count Your Blessings, online på Myspace, som det hurtigt lagde ned. Resten af verden var en smule mere skeptisk, omend albummet fik 93.-pladsen på UK Album Chart. Teenageknøsene i bandet havde selv drømt om at skabe det mest brutale album nogensinde. Deres ambition for udgivelsen var, at deres venner kunne komme og moshe til den … men måske skulle de have sigtet efter et større kreativt mål. Bandet var nemlig ikke just imponerede over deres egen præstation og holdt hurtigt op med at spille sangene live. Der blev til gengæld moshet en del til Copenhellkoncerten, som høstede hele ti flammende kranier! Heldigvis har bandet da også trukket deres indledende selvkritik tilbage og ser i dag på udgivelsen med mildere øjne.

Nu er de så klar med en remastered udgave af albummet 20 år efter udgivelsen. Spørgsmålet er, om Bring Me The Horizon forstår at genoplive albummets oprindelige nerve, eller om projektet var dødfødt fra begyndelsen.

Højglanspolerede teenagedrømme

Der er stor forskel på en gentagelse og en genfødsel. Mens gentagelsen intet nyt vinder, men blot cirkulært følger sine tidligere fejls fodspor, byder en genfødsel på et nybrud. Nok er materien den samme, men genfødsler giver mulighed for at vandre ad andre veje. Bring Me The Horizon har netop søgt ikke blot at gentage og genudgive Count Your Blessings, men genføde deres førstefødte udgivelse. Og det kan høres! Ikke fordi de vil genskrive historien, men fordi de ifølge Sykes vil skabe det album, som de unge knøse altid havde hørt i hovedet, men som først ikke blev fuldt ud realiseret. Det mest slående nybrud er produktionen. Fra at have skramlet over øregangene som en rusten skrotvogn har produktionen fået noget af en polering på 2026-udgaven. Mens der er noget fragmentarisk over instrumenternes samspil på debuten, har de her opnået en helt anden synergi. Det kan muligvis skyldes, at de grundet turnéer  efter udgivelsen af This Is What the Edge of Your Seat Was Made For havde en stram tidsplan. Det betød, at de skrev numrene undervejs og ofte måtte indspille individuelt for derefter at sammenklippe komponenterne i en musikalsk collage. Denne collage lød til tider, som om den var klippet med en sløv saks og sammenklistret af en femårig. Remaster-udgivelsen har derimod ingen flossede kanter. Pludselig kan man høre nuancerne i “Pray For Plagues”, hvor forsanger Oli Sykes’ stemme også lyder både klarere og mere brutal. Guitaren har ligeledes fået en højglanspolering. Mens der på originaludgaven af “(I Used To Make Out With) Medusa” er et guitarstykke, hvis fragmentariske og dissonante akkorder er decideret ulidelige at lytte til, er de filtrede guitarstrenge udredt på sangens “Repented”-version. Producerstafetten er mellem udgivelserne blevet videregivet fra Dan Sprigg, som har arbejdet med blandt andre Napalm Death. Legenden Buster Odeholm, som blandt meget andet er guitarist i Humanity’s Last Breath og trommeslager i Vildhjarta, har grebet denne stafet. Sprigg gjorde sit bedste med et spædt teenagebands halvhjertede demoer og badeværelsesoptagelser, mens Odeholm havde et mere voksent materiale at arbejde med. Deraf er lyden også blevet mere moden og mindre ulden. Nogle fans vil muligvis savne den rå lyd. Der er stadig masser af feedback på guitaren, men det hele bliver til tider lidt for pænt. Det dæmper debutens pulserende nerve en anelse. Dog har det ikke reduceret albummets eksplosive energi. Den manglende råhed til trods har produktionen højnet albummets samlede kvalitet, men jeg ville blot ønske, at der var efterladt en smule mere skrammel i lydbilledet. 

Generelt fremstår det som et mere fuldendt album, hvor ungdomssløvsindets dårlige holdning har ranket sig. På “Dragon Slaying - 2026 Repented” kan man også høre, hvordan Sykes’ vokal er sprunget et kvantespring fremad. Sangen er en remastering af "Liquor & Love Lost”, blot genudgivet med sin oprindelige arbejdstitel. Sykes bruger efter sigende en helt anden vokalteknik i dag og har fået langt mere bund i sin stemme. Bassen kommer ligeledes til sin ret, mens den før var som hyldet i et uldent tæppe. Med på udgivelsen er der også det nye nummer “Dehumanized”. Sangen formår fint at fange nerven fra 00’erne, samtidig med at den indlejrer sig i bandets genfundne deathcore-åre. Det hele spiller så klassisk, at man næsten er tilbage bag emopandehårets gardin foran Myspace-skærmen. Jeg kunne dog have ønsket mig lidt mere nyhedsværdi, og at den adskilte sig mere fra de foregående numre. Alligevel kan jeg ikke andet end glæde mig over den deathcore-guldalder, som det her er et vidne om, at vi lever midt i.

Moden deathcore?

Fra at have været en flok unge knøse med debutantkløe i fingrene er hele bandet tydeligvis vokset med opgaven – i hvert fald de to, som også var med i bandets oprindelige konstellation, nemlig Sykes og guitaristen Lee Malia. Det er også disse to, der er primus motorer bag denne udgave af albummet. Turnéer verden rundt, velanmeldte studiealbummer og Sykes’ to små tvillinger har ændret Bring Me The Horizons liv fundamentalt. De er ikke flygtet fra udviklingen, men fulgt med den. ‘To Repent’ betyder at angre, og efter mange års bodsgang har de genfødt et godt album, der ellers udkom med visse skavanker. De kunne have ændret de meget teenage-testosteronprægede tekster. Samtidig virker det fint, at de står ved dem med en bemærkning om, at de vist er blevet klogere med årene. Heldigvis. Deathcoregenren står i fuldt flor i sin opblomstringstid lige nu, så udgivelsen kunne ikke være faldet i bedre jord. Bring Me The Horizon viser, at de er blevet voksne, men ikke bedagede. De har stadig samme kraft som i begyndelsen – blot med mere højglans og mindre rust på lyden. Der må dog gerne være enkelte ridser i lakken.