Here we go again

Endnu en gang bliver vi præsenteret for, hvad der kan kaldes hyggerock fra Canada. En skive, der ikke byder på nogen overraskelser, og egentlig ikke virker, som om den har været gennemtænkt. Breaking Benjamin er på banen igen, og her med deres sjette studiealbum bliver vi præsenteret for, hvad det er der gør dem til, hvad de nu er – hyggerockere, der aldrig rigtig bliver helt farlige.

Der mangler noget

Det, jeg altid har syntes, virkede bedst for bandet, var stemmen på Benjamin Burnley. Ikke alene har han en fantastisk måde at bruge sin stemme på, han skaber også med en fantastisk medfølelse i sin stemme, især på de akustiske versioner af ”Rain” fra We Are Not Alone og ”The Diary Of Jane” fra Phobia. Hvis man her ikke kan få gåsehud af hans stemme, så er der noget galt.

Men tilbage til Ember, som er nyeste skud på stammen, og hvor jeg havde høje forventninger til at kunne finde en ørehænger, som der har været de foregående gange. Der er flere gode muligheder i blandt andet ”Red Cold River”, der handler om den mangel på følelser, der kan opstå, når en kærlighed går i stykker, og man søger efter en mening med livet. Men også den stille ”The Dark of You” giver Benjamins stemme frit spil, idet der er tale om en balladeagtig sang, hvor der igen fortælles om den mørke del af ens sjæl.

Faktisk består hele albummet af fortællinger omkring det dystre i vores personlighed og hvordan hadet kan bryde frem i lys lue, når alle andre følelser bliver stumme og kun hadet og vreden er tilbage. Her er der tale om menneskelige, elementære følelser, som vi alle kan genkende. Man skulle næsten tro, at Hr. Benjamin har været igennem noget skelsættende og her forsøger at sætte ord på tanker og følelser.

Hele vejen igennem er det rart at kunne vide, at den erfaring, som Breaking Benjamin har opbygget gennem årene, viser, at de kan skære en skive professionelt, hvor musikken sidder lige hvor den skal, produktionen er som den skal være og numrenes rækkefølge er som den skal være. Det giver en vis tryghed i blot at kaste sig ud i at høre skiven, uden at frygte, at musikken kan være underlig. Man forventer hygge-røvballerock. Det giver en vis tryghed.

Men det er så også, hvad man får

Desværre er musikken så uendeligt forudsigelig, og alle de ting det forventes, at der skal være, er der. Men en gang imellem kunne det være meget rart, når man forventer, at der kommer glimmer, flag og konfetti ud af en bordbombe, at der så kommer grønlyseblå stjerner med prikker på. En gang imellem må posen godt lige blive rystet, så der kommer noget nyt.

Jeg ved godt, at jeg forventede hygge-røvballerock, og det fik jeg. Alligevel er jeg sgu skuffet, for det er kedelig hygge-røvballerock. Der er ikke noget farligt ved det. Der er ikke noget ukendt ved det. Der er ikke noget, som man kan synge med på. Det er bare en skive, der kunne køre i baggrunden på en eller anden tilfældig bar, og man ville ikke finde Shazam frem for at finde ud af, hvad det var for et nummer, der kørte lige dér. Man ville blot have det kørende som baggrundsstøj. og for det fortjener de desværre ikke mere end fem kranier.