Hånden på hjertet, så har jeg sgu aldrig rigtig fattet den store hype omkring Bolt Thrower, da jeg altid har set dem som et andenrangs deathmetal band - men dog som et godt et af slagsen, når det nu en sjælden gang skulle være. Nu skal der nok være nogen som allerede er blevet pisset lidt af, og gerne vil vide på hvilket grundlag jeg udtaler mig, og dertil kan jeg kun sige at jeg har hørt masser af Bolt Thrower's materiale gennem tiden - ja det blev nærmest presset ned om ørerne på mig af venner og bekendte der kun havde lovprisende ord omkring bandet. Når så lorten er skudt afsted, vil jeg samtidig erkende, at Bolt Thrower bestemt har deres charme, og at jeg kun kan have respekt for et band der har været med siden 1988, og har været med til at definere death metal genren. Ingen tvivl deromkring, men det ændrer ikke ved min holdning om at den hærgede krigsmaskine et langt stykke hen af vejen har haft for lidt at byde på, da der musikalsk set køres lidt for meget rundt i den samme rille. Det ved de fleste så også godt, så i virkeligheden er det jo bare den sædvanlige smøre om smag og behag.

Derudover er jeg heller ikke synderligt imponeret over Karl Willett's vokal, som jeg lynhurtig finder ensformig, da den hverken er speciel aggresiv eller energisk. Lidt uheldigt for bandet må man sige, for hvis nu Bolt Thrower havde haft lidt tungere nosser bag mikrofonen, ville situationen straks være en anden. Derudover synes jeg heller ikke produktionen på "Those Once Loyal" er beskidt og tung nok, taget bandets stil i betragtning. Mit største problem omkring denne skive er derfor ikke rigtig at jeg har svært ved at skelne de enkelte numre fra hinanden, men mere det faktum at der savnes noget mere bund og energi. Fans af Bolt Thrower vil dog næppe føle sig snydt her, da det lader til at alt er ved det gamle - og så er der jo ingen grund til at lade mig fluekneppe yderligere.