“Let freedom ring with a Dutch gun blaaaaaaast!”

Sovs og kartofler

God Dethroned, Pestilence og ikke mindst mægtige Asphyx er nok nogle af de mest kendte hollandske death metal-bands, men oppe i nærheden af øverste hylde finder vi også Bodyfarm. Kvartetten fra Utrecht, der debuterede i 2012 med albummet Malevolence, er bestemt ikke et talentløst band. De leverer altid god, solid og velspillet død, men de har stadig til gode at lave en rigtig fed plade, som man vil huske i lang tid fremover. Desværre er det dog heller ikke i denne omgang resulteret i en kommende klassiker fra hollænderne, der nu er klar med deres femte langspiller, Ultimate Abomination.

Hvis Robb Flynn komponerede death metal…

Ganske kort sagt så kan det endnu en gang konstateres, at Bolt Thrower, Unleashed og Entombed bestemt ikke har levet forgæves. Mængden af death metal-bands, der sværger til den gamle og primært svenske skole, er efterhånden temmelig stor. Men det er ikke nødvendigvis en skidt ting. Blandt de mange navne er der nemlig bands, der trods brugen af gamle husmandstricks og slidte floskler stadig er rigtig fede, og det er her, vi finder Bodyfarm. Gruppen, der har skiftet så meget ud, at det nu kun er guitarist Bram Hilhorst, der er tilbage fra det originale lineup, har igen lavet en enormt vellydende plade, men den holder desværre ikke niveauet hele vejen igennem.

Ultimate Abomination starter godt. Åbningsnummeret “Torment” er en solid og medrivende sag, der følges glimrende op af den hårdtslående og groovede “Symbolical Warfare”, der har et c-stykke efter de tre minutters spilletid, som ingen fan af genren må sidde overhørig; føj, det er stærkt! “Blasting Tyranny” er heller ikke tosset med sit dejligt melodiske groove, formidable guitarspil og en solo i bedste Jeff Hanneman-stil, men det er den noget mere afdæmpede “The Swamp”, som er pladens højdepunkt. Her indledes med smuk og dyster cello, og den tunge slæbende rytme samt det helt monotone og meget basale riff beviser på glimrende vis, at man ikke behøver fart og komplicerede passager for at lykkes med en medrivende komposition.

En hel del af de forskellige skæringer har et ret tykt lag af Machine Head over sig. Af og til også for meget. Det fungerer heldigvis fint på de førnævnte numre, men havde Ultimate Abomination holdt niveauet fra disse, og havde Bodyfarm lydt lidt mere som dem selv, havde karakteren også været derefter. Bevares, syv kranier afspejler en rigtig fin plade, men unødvendigt fyld som “Carving Repentance” og “Empire of Iniquity”, der lyder som en billig death metal-version af Machine Head, trækker en anelse ned. Ligeledes er “Soul Damnation” og “Charlatan Messiah” så generisk svenskerdød, at man skal høre dem mange gange, før de hænger ved, og det er en skam. Man sidder nemlig hele tiden med fornemmelsen af, at Bodyfarm sagtens kan levere på allerhøjeste niveau, og at overraskelsen lurer lige om hjørnet.

Lige ved og næsten

Om det er på grund af de konstante skift i lineuppet, eller om det skyldes helt andre årsager, bliver vi nok aldrig kloge på, men vi kommer ikke udenom, at Bodyfarm igen har lavet en plade, der skal have prædikatet ‘rigtig udmærket uden at være prangende’. Ultimate Abomination har uden tvivl sine højdepunkter, og generelt holder bandet et ret højt bundniveau. De er et dygtigt og velspillende band, og pladen er flot produceret, men der skal være flere af de rigtig fede numre, for at vi kan komme op på de helt høje karakterer.  Bodyfarm må ‘nøjes’ med syv kranier i denne omgang.