Memento mori
Jere Kervinen – manden bag Bloody Valkyria – er en travl, travl mand. Bandet kan lige akkurat få lov til at få tre lys i sin fødselsdagskage, og alligevel er der produceret præcis lige så mange albummer. Første gang fik vi en solid tribut til Tolkiens verden, derefter skulle vi til Landet Midtimellem. Så skulle man tro, at skive nummer tre også ville handle om et fantasyunivers, men nej … Requiem: Reveries of the Dying er en meget mere personlig skive, der handler om noget, vi alle skal opleve før eller siden: døden. Memento mori og alt det!
80 % fræs, 20 % snork
Udover at være en travl mand, så er Kervinen også en rigtig dygtig mand. Ikke kun fordi han med få måneders mellemrum er i stand til at sprøjte skiver ud, der alle er af høj kvalitet, men også fordi han jo står for det hele selv – klassisk black metal soloprojekt, bare med den finske shredder-elegance vi jo har kendt til siden de helt tidlige 1990'ere. Requiem: Reveries of the Dying er ikke kun Bloody Valkyrias mest ambitiøse værk, det er også det mest hårdtslående, det hurtigste og afgjort det mest riff-tunge. Udover de klassiske epic black-segmenter, som fortsat minder ligeligt om Caladan Brood og Summoning, så er hans guitarriffs meget mere dominerende og effektive end før set. Der kan trækkes tråde til alt fra Dissection, Wintersun og Children of Bodom til Metallica, og sågar til Rhapsody.
Tag nu bare åbningsnummeret, “Symphony Of Silence”, en ordentlig krabat med en spilletid på næsten et kvarter, hvor man bare bliver bombarderet med det ene hæsblæsende riff efter det andet – alt imens det også vælter ind med eminente guitarsoli. Det er så afgjort det bedste, vildeste og sjoveste nummer, han endnu har begået. Det er umuligt ikke at trække på smilebåndet, når man hører tapping-soloen cirka syv minutter inde.
Desværre er resten af albummet ikke på samme niveau som det nummer. Det havde også været meget forlangt, jovist. Det er ydermere Bloody Valkyrias længste album, med en længde på næsten en time, hvilket man da også begynder at mærke hen imod de sidste tyve-femogtyve minutters tid. Så selvom kvaliteten forbliver høj, begynder det også at køre i ring og hist og her, og det bliver en kende fodslæbende og ligegyldigt.
Lukkeren, “My Beloved North”, forsøger at være endnu en episk ørehænger lig åbningsnummeret, men det lykkes ikke just, og så er der en ligegyldig omgang fyld i form af “Longing”, som bare er lidt fuglefløjt og susen i træerne.
Lad dem aldrig kede sig!
Kervinen beviser atter, at han er en ekstremt kompetent musiker og sangskriver. På albummet her formår han egentlig at overgå sine tidligere bedrifter, men kun momentvis. Der er rigtigt meget, der fungerer på albummet her, men desværre også en hel del ting, der ikke fungerer. Når man forsøger sig med at skrive musik, som er episk og storladen, men samtidig insisterer på, at værker skal vare én time, så er det alfa og omega, at lytteren ikke begynder at kede sig. For kedsomhed er, i sandhed, antitesen til epik.