Fantastisk hyldest til fortiden

Tilbageblik med kvalitet

Som udgangspunkt har overtegnede skribent det af og til stramt med diverse bands og projekter, der udgiver plader, hvis eneste formål er at hylde fortiden. Bevares, hvis man ikke vander rødderne, kan planten heller ikke gro og alt det der, men for pokker, hvor er der meget retrofis derude, der uden skyggen af originalitet eller selvkritik er lige til glemmebogen.

Det hænder dog med jævne mellemrum, at der kommer en af disse tilbageskuende udgivelser, der rent faktisk kan noget, og det er sådan en, vi skal se nærmere på her. Frederik Schnoor, Anders Haahr og Rune Hansen fra Freddy and the Phantoms har under navnet Big Sun skabt en lækker lille retrorocksag, der bestemt ikke er helt tosset.

Så er der fandme fest

Trioens lille Tue Madsen-producerede lækkerhed på blot en halv times tid har fået navnet Rite de Passage. Allerede i løbet af åbningsnummeret “The Sun” står det klart, at bandet kan deres kram og har fuldstændig styr på diverse virkemidler fra fortiden. Klassisk rock og metal kanaliseres på smukkeste vis gennem denne ørehængende hyldest til King Diamond og kræver ikke mange lyt, før den sidder godt fast. Men bare rolig, det bliver faktisk endnu bedre. Efterfølgerne “I Was Loving You” og “Stronger Than Anyone” er stort anlagte og melodiøse kompositioner, der med heftige nik til både Ghost, Kiss og Y&T er blandt pladens fedeste skæringer. Allerbedst er dog “Directions”, der er decideret gåsehudsfremkaldende. De respektive elementer af stadionrock og rockopera giver stærke flashbacks til The Whos storhedstid i årene omkring Tommy, Quadrophenia og ikke mindst mesterværket Who’s Next. Føj, hvor er det godt. Hvis man ikke kan få nok luftguitar og stadionrockvibes hjemme i stuen, skal man høre “Lovers Die At Midnight” rigtig højt. De tre herrer i Big Sun har i dén grad fundet en opskrift, der virker. Derfor er det enormt sært, at der på pladens sidste par numre sadles helt om. “Ra Horaktus” fraviger den fabelagtige formel og minder mest af alt om noget gammelt Rammstein, som var det fremført af Ghost. I og for sig et glimrende nummer, men nogen som helst sammenhæng med resten af albummet er svær at få øje på. Og så er der afslutteren “The Totem”. Jeg ville foretrække – ja, faktisk forvente – at en plade som denne ville slutte med et brag, så man virkelig husker det, den kan: det storladne, det pompøse, det forrygende festfyrværkeri. Men det er desværre ikke tilfældet. I stedet afrundes pladen med en sjæler, der kun er marginalt bedre end noget fra en middelmådig gymnasiemusical. Sært skuffende afslutning og ganske utilfredsstillende oven på en ellers forrygende oplevelse.

Træerne vokser ikke ind i himlen

Er man fan af klassisk rock og heavy metal, og synes man, at 70’ernes og 80’ernes hang til rockopera, stadionrock og catchy omkvæd var noget af det fedeste på planeten, må man ikke sidde Rite de Passage overhørig. Kombinationen af Ghost, Kiss, Y&T og mange flere er fantastisk vellykket på langt det meste af pladen, og samme høje antal af ørehængende hooks og singalongpassager skal man lede længe efter. Derfor er det også ekstra ærgerligt, at man på pladens sidste to numre vender ryggen til en ellers så velfungerende rød tråd. Men dem kan man jo selvfølgelig vælge at overhøre og nyde resten i fulde drag.