Pasta, prog og pragt!
But does it djent?!
Avelion har eksisteret siden 2008, men først nu, i 2017, har de smidt et reelt debutalbum på gaden. Det skulle altså tage dem ni år at få samlet det store audiopuslespil. Avelion er italienere, og det er man ikke i tvivl om. Selvom vi ikke er ude i noget symfonisk eller power, er der en hel del pomp og pragt over dem – især hos vokalisten William Verderi, der har en ganske fin og let vokal, der danser henover de ellers ret så proggede rytmer leveret af resten af bandet. Og netop dette gør, at der alligevel sniger sig et milligram af power ind i deres kompositioner, hvilket faktisk fungerer super fint, da det giver en udmærket kontrast til deres ellers elektroniske og lettere djentede lyd. Det tilføjer noget organisk ned i mikset.
80’erne møder fremtiden
Netop denne førnævnte kombination af let og elegant vokal blandet med elektronik og tunghed giver en dejlig fremtidslyd – lyden af det postmoderne samfund, hvor kød og mekanik blandes mere og mere i den evige jagt på udødelighed og uovervindelighed. Illusion of Transparency ville være et fremragende soundtrack til enhver cyber-dystopisk film, der er lavet de sidste 10 år. Dette er især tydeligt på et nummer som ”Burst Inside” eller ”Derailed Trails of Life”, hvor keyboardet virkeligt får bank af Oreste Giacomini, før Leonardo Freggi river lydbilledet itu med en ægte 80’ersolo. Dette er noget, han ofte gør på Illusion of Transparency, og det er jo altid godt.
Power uden power
Dog bliver det lidt ensformigt, at de fleste af deres numre kører efter fuldstændig samme model, dvs. de starter med lidt keyboardlir efterfulgt af et kort riff og så noget hviske-tiske-vokal. Og så sker det også, at det elektroniske element til tider fylder for meget, hvilket næsten får en til at tænke på dengang, hvor Korn lallede rundt med Skrillex, hvilket ikke er et godt minde i min bog, men lad det nu ligge. Derudover er der ikke rigtigt noget at pege fingre ad, når det kommer til Illusion of Transparency. Avelion er dygtige og topprofessionelle musikere, og det er jo trods alt også deres debut, så der er lang vej for dem endnu, før de helt finder ud af, hvordan ”deres” lyd skal være. Men de er godt på vej, for Illusion of Transparency er helt klart et solidt værk. Det eneste, jeg personligt synes, at der mangler, er lidt ”umph!” – altså lidt råstyrke til at bakke musikken op, og her snakker jeg ikke super-duper machoråstyrke a la Phil Anselmo, der pludseligt vælter ind fra venstre og heiler så voldsomt, at bandet falder om. Nej, bare lidt vrede eller i det mindste en mild grad af misfornøjelse til ligesom at give musikken det sidste nyk, der lige mangler.
