Eurodance er vejen til krig

Tegner du et Venn-diagram over kaffe, et DJ Sash! hit fra 1997, gederelaterede forbrydelser og menneskehedens udryddelse, så er det nok de færreste, som kan gennemskue, hvad midten af diagrammet gemmer på — de resterende overlap kommer nok også til at stå blanke, men dem tager vi en anden dag. I midten lander vi dog på det ecuadorianske war metal-projekt Atomic Goatcrime og deres brag af en debutplade Thermonuclear Humanicide. 

Kontinentets tradition holdes i hævd

Når vi snakker war metal kommer det ikke som nogen overraskelse, at Blasphemy er en stor inspirationskilde, men Atomic Goatcrimes hovedaktør Subsonic Decimator har bestemt også hørt Black Witchery, hulemandsdød og en smule grindcore.

Alt på åbningsnummeret “Troops of Infamy”, fra den orkestrale intro til den nådesløse war metalliske barrage over den dystre dødsmetal, gør alt for at hive dig med ned i skyttegravenes evige rædsler. Og selvom du ikke ved, hvorfor du er her, så har Atomic Goatcrime allerede indprentet på din hjernebark, at du er her for at dræbe. Og til trods for, at dette kun er første nummer, så har projektet allerede demonstreret, hvorfor man så hurtigt føler slagmarkens kalden. Det er som udgangspunkt de klassiske dyder fra Blasphemys Fallen Angel of Doom med maskingeværsrytmer, som aldrig rammer ved siden af, riffene, der brøler øredøvende som den ustoppelige krigsmaskine, og vokalens råben og skrigen om det nært forestående blodbad, der er kommet militær struktur på. Hvilket er opskriften på enhver udmærket war metalplade, men Subsonic Decimator lader sig ikke nøjes med “bare” at være udmærket. Noget produktionen specielt vidner om. Sjældent har jeg hørt en plade i genren med så tyk og kraftig en lyd, uden at der ikke blev ofret lidt på genrens skærebrænder-klang. Men på Thermonuclear Humanicide lyder det ikke til, at kompromiser er noget, der bliver indgået. Der bliver kun sejret og erobret.

Men en ting er, at man kan høre fjenden bliver nedskudt, men man skal også kunne føle sejren og krigens omkostninger. Noget som mellemspillene “Radioactive Wave” og “Desolation Fields” gladeligt hjælper med, når de giver lyden af den golde slagmark, hvor ligene ligger strøet, og døden hersker med en jernnæve. “Biochemical Baptism” læner sig i retning af Caustic Wounds deathgrindede lyd, og sammen med de mørke dødsmetalliske riffs tegner nummeret et billede af gasmaskeklædte soldater, bajonetten monteret på deres geværer, som i skumringen træder gennem sennepsgassen, stålsat på at udrydde fjenden. Nok blev jeg kasseret til session, men når Atomic Goatcrime disker op med dette, så skal der mere end en skæv ryg til ikke at gribe til våben. Og hvis dette ikke var nok til at tage det store jagttegn, så skal “Cycle of Wrath” nok få dig overbevist. Her er ingen nåde, ingen hvile eller tid til at få pusten. Her er kun krig, så langt øjet og øret rækker. Der er så meget krig, at Atomic Goatcrime bliver nødt til at have lydklip af krigen kørende under krigsmetallen for at du forstår skalaen af krigen. Det tangerer det overdrevne, men det er medrivende som bare pokker.

Så blev den værnepligt også aftjent

Ecuador er ikke et land, man ofte hører om, når det kommer til heavy metal, men med Thermonuclear Humanicide slår Atomic Goatcrime fast med syvtommersøm, at projektet lever flot op til hele det sydamerikanske kontinents tradition for war metal. Det er en imponerende plade, som ikke bare nøjes med at vise dig krigen. Den stikker dig et gevær, hiver dig ud på slagmarken, og lader dig føle både rædslerne, adrenalinsuset og blodrusen ved at slagte fjenden og erobre deres sønderbombede positioner. Nok var jeg imponeret over sidste års Vengeance of Eternal Fire fra Antichrist Siege Machine, men Atomic Goatcrime og Thermonuclear Humanicide slår amerikanerne med flere længder. Så kan Tredje Verdenskrig godt starte, soundtracket er klar.