Bandet er et nyt skud på den svenske melodic Black Metal stamme. Musikken drives hovedsageligt af en Dimmu Borgirsk symfoni tynget sangskrivning. Men hvor deres norske fætre godt kan skrive en hurtig og brutal hymne i ny og næ, er der langt imellem den velkendte IC3 togs fart på Cell 666. Til tider minder pladen mig om de finske Dimmu kloner Catamenia, men hvor finnerne stjæler med arme og ben, prøver Apostasy at lægge mere selvstændig identitet i sangene. Det er dog lidt ærgerligt at man ikke holder den standard fra skivens tre første numre, for efter titelnummeret "Cell 666", flader skiven ligeså langsomt ud og er til tider en smule kedelig at høre på. Især når man kan høre at de musikalsk ikke er helt grønne bag ørene, det eneste det kniber med er timing problemer som dog holder sig til et minimum. Lyden er heller ikke ringe, dog er trommerne lige lovligt syntetiske efter min smag. Her ville det have været fedt med lidt mere bund. Man kan godt sige at Apostasy stadigvæk er i puberteten, men så snart kuglerne falder ned skal det nok blive til noget.