Denne lidt blandede skive er trommeslager Chris G's hyldest til sin bror, guitaristen Andrew Gorczyca, der døde i 2004, knap 41 år gammel. Andrew nåede ikke selv at markere sig på den internationale musikscene i sin levetid, og Chris har derfor set det som sin opgave at bevare en del af broderens kompositioner for eftertiden. Dette har han gjort ved at alliere sig med en gruppe prominente musikere, der bl.a. tæller guitarist Mike Keneally (primært kendt som soloartist), bassist Bryan Beller (bl.a. sessionmusiker for Keneally og Steve Vai), Ryo Okumoto (Spock’s Beard) på keyboard og mange flere. Sangertjansen deles mellem Nick D’Virgilio (Spock’s Beard), Adrian Belew (King Crimson), der også leverer nogle guitarspor, Ted Leonard (Enchant), samt Will Henderson, en sanger jeg ikke tidligere har hørt om. En stor del af musikken er let poppet, semi-progressiv rock i stil med Rush – både i deres "Hemispheres"-periode (klangmæssigt) og på midtfirser-udgivelsen "Hold Your Fire" (især i de mere poppede passager). Her er imidlertid også plads til rene, mainstreamagtige popnumre, f.eks. den Paul McCartney-agtige "How Can We Go on This Way?" og den nærmest Bryan Adams-agtige "Curiosity Song".
Det er ikke alle numre på "Reflections – An Act of Glass", der lige interessante. Sangene er generelt ikke særlig distinkte, og kontrasten mellem den progressive rock og de regulære popnumre giver indtrykket af et album, der vitterlig er en samling af efterladte sange, mere end en gennemtænkt helhed. De gode numre på Andrew Gorczyca-mindealbummet er imidlertid rigtig gode. Især de to numre "Give It Time" og "Peasant under Class", der begge har en virkelig velsyngende Ted Leonard i forgrunden, er fede, på en gang catchy og komplekse rocknumre, der næsten kunne være hentet ud af Enchants bagkatalog. I det hele taget har Chris G haft et godt øre mht. valget af sangere til de enkelte numre. F.eks. passer "The Tall Tale Heart" så godt til Nick D’Virgilios stemme, at det lige så godt kunne have været et officielt Spock’s Beard-nummer.
"Reflections – An Act of Glass" er velproduceret, velspillet og med en del gode melodier, men altså ikke et fuldstændig helstøbt værk, som er uomgængeligt for en progrock-fan. Desværre får man aldrig at høre, hvad Andrew Gorczyka kunne have drevet det til, hvis han havde arbejdet videre med at raffinere nogle af de gode musikalske ideer, han havde.