De gamle drenge. Og kvinde.

Som de fleste ved, er Anathema et band med en del år på bagen efterhånden. For hvert album de laver, kan man tydeligt mærke denne erfaring. På trods af titlen som en af pionererne indenfor death/doom metal i Storbritannien, har de har udviklet sig til at blive et band med progressiv rocktalent, og det bliver næsten kun bedre for hver plade.

Hvad skete der med Optimisten?

Anathema har, med The Optimist, gjort som en del andre bands med fortællinger viklet ind i deres repertoire. De har dykket ned i en af deres tidligere fortællinger og med kreative hjerner stillet hv-spørgsmål til sig selv, hvor resultatet er The Optimist.

Vi skal tilbage til 2001 og bandets album A Fine Day To Exit. Et album præget af en progressive/koncept-aura og en mystisk, åben slutning. Alt man ved er, at man efterlader hovedpersonen på en strand. Baseret på denne afslutning har Anathema nu besluttet at grave i deres egen historie, og de starter den nye skive præcis, hvor A Fine Day To Exit slutter: på Silverstrand Beach, San Diego. Introsangens titel på The Optimist er strandens koordinater, og med den viden er albummets koncept skudt i gang. Hvad skete der med optimisten?

Anathema kan godt lide at eksperimentere, men fremfor alt fokuserer de på, at deres musik skal ramme helt rigtigt. Jeg vil vove at påstå, at denne plade er et af deres mere avancerede projekter til dato. Det er simpelt, men alligevel krydret med spændende detaljer, og man kan tydeligt mærke, at der er tænkt over det, og at følelserne også er med. Det er sjældent, at man hører et album, der emmer af mørke og melankoli og samtidig har et smukt, håbefuldt slør over sig. Dette understreger igen bandets talent, og at de ved hvad de vil, samt hvordan de når dertil.

Endnu en fed detalje ved den nyeste udgivelse er, at bandet har indspillet det samlet, i stedet for at indspille deres individuelle dele for sig selv. Dette er med vilje for at bevare den særlige atmosfære, der skabes, når et band spiller deres musik sammen, og det har klart en effekt for albummet.

Lyt til det, og nyd turen

Jeg har med vilje undgået at dykke for meget ned i de enkelte sange, da min vurdering af pladen er, at det skal nydes som én helhed. Min anbefaling er, at man tager sig tid til at lytte til det og leve sig ind i det. Anathema formår at skabe den rette stemning, så det føles, som om man sidder på bagsædet under albummet og følger Optimistens rejse og hans følelser undervejs.

Udover min kærlighed til metal har jeg også en kærlighed til de progressive genrer og post rock. Hvis man, ligesom mig, har en svaghed for de sidstnævnte genrer, vil man forstå at sætte pris på denne skive, og hvis ikke man har, synes jeg, man skal starte her. Det er en fantastisk udgivelse, der lever op til sit navn, samtidig med at den er mørk og atmosfærisk. Sidste nummer på albummet, ”Back to the Start”, er langt, mere muntert, og det runder fortællingen perfekt af. Det bedste ved det hele er, at nummeret leverer en åben slutning på pladen, så lytteren bliver efterladt med mulighed for selv at tolke på, hvad der sker med Optimisten.

P.S. Når du tror, albummet er slut, så bliv lige hængende, til ”rulleteksterne” er helt ovre.