Den progressive death metal har fået nye bannerførere

Fra hyggeprojekt til decideret band

For en håndfuld år siden dannede de to guitarister Keith Merrow og Wes Hauch fra henholdsvis Conquering Dystopia og Black Crown Initiate det instrumentale hyggeprojekt Alluvial. Det var ellers meningen, at de to spadeekvilibristers nye band skulle have en sanger, men da de ikke kunne finde den rette, blev debutalbummet The Deep Longing For Annihilation en guitarpræget omgang progressiv dødsmetal uden vokal.

Nu er Merrow smuttet, og den talentfulde Hauch har gentænkt projektet og sammensat et decideret band, der med nyeste album Sarcoma i hånden skal ud at lægge verden ned. Og det skal de nok få held med.

Prog death fra øverste hylde

Prøv lige at tygge lidt på det her: Wes Hauch på guitar (han behøver ingen nærmere introduktion), Tim Walker fra Entheos på bas, Matthew Paulazzo fra Aegaeon på trommer og tidligere Suffocation-sanger Kevin Muller bag mikrofonen. Dette sublime lineup har begået en formidabel plade i form af Sarcoma, der dog ved første lyt ikke synes som noget særligt prangende. Trods det uhyre høje tekniske niveau er Sarcoma umiddelbart “kun” en ganske glimrende oplevelse, der minder om så meget andet inden for genren. Men – og her giver jeg mig selv et syngende rap over nallerne – så skal man absolut heller ikke smide albummet på anlægget en tilfældig mandag morgen i bilen, som jeg gjorde, mens man kæmper sig på arbejde gennem myldretidstrafikken. Fy! Sarcoma er et album, der kræver tid og fordybelse, et godt anlæg eller ditto høretelefoner og ikke mindst mere end to-tre gennemlytninger. Men så begynder det også at sætte sig fast for alvor.

Numre som åbneren “Ulysses”, det syrede “Zero” efterfulgt af “Exponent” og i særdeleshed det instrumentale “Sugar Paper” er prog death fra øverste hylde, og det kræver koncentration og moderat utilfredse partnere i hjemmet at få arme samt anlæggets lydniveau ned efter at have hørt dem. Føj, det er velspillet! Hele pladen igennem leveres der guitarspil på et astronomisk højt niveau – det er jo ikke på grund af det gode udseende, at den gode Wes Hauch har spillet live med Devin Townsend – og de utallige polyrytmiske mellemstykker er rent blær. Bevares, vi er ikke ude i ekstremt navlepilleri og guitaronani, der som regel bliver til meningsløs show-off og intetsigende death-jazz. De meget progressive elementer er derimod vægtet og prioriteret, så de tjener kompositionerne bedst muligt og alt i alt skaber et album, der kort sagt er en formidabel oplevelse.

En nyklassiker inden for genren

Er man til tech death, prog death eller en hvilken som helst anden form for eksperimenterende dødsmetal, må man ikke misse Sarcoma. Og er man ikke til noget af det nævnte, skal man lytte til det alligevel. De fire herrer i Alluvial er nemlig så ulækkert dygtige håndværkere og sangsmede, at enhver musikelsker kan finde noget ved Sarcoma, som nok skal få de små hår i nakken til at rejse sig. Okay, jeg ved godt, at polyrytmisk, guitarpræget, atmosfærisk prog death er lidt af en niche, men har man nogensinde spillet et instrument, så giv lige Sarcoma et lyt. Du får nok et slag på selvtilliden og lidt mistro til egne evner, men det er det hele værd. Bedre prog death skal man lede længe efter.