Genfødsel eller rigor mortis?

I en tid, hvor meget skiller os ad, er der en ting, der forener os alle: Døden. En dag vil marven i vores knogler formuldes og gøde rødderne til nyt, spirende liv i den evige cirkel, der forbinder al jordens materie. På The Ossuary Lens bearbejder det melodiske dødsmetalband Allegaeon fra Colorado dødens mange ansigter: Både dens poetiske maske af romantiseret memento mori og den rynkede råddenskab, som gemmer sig bag. Bandet blev dannet i 2008, og albummet markerer den oprindelige vokalist Ezra Haynes’ tilbagevenden. Haynes udforsker alle afkroge af sit store stemmeomfang med både dødsskrig, skønsang og stemmedistortion. Hans lyriske univers er præget af en stor interesse for biologi, og døden figurerer både i bandets genreudtryk og tekstunivers. Der er en vis katarsis over at støde ansigtet mod døden og acceptere dens vilkår. På et tidspunkt er det dog tid til at komme videre, og spørgsmålet er, om bandet efter Haynes tilbagevenden stadig formår at forny sig eller stagnerer i rigor mortis. 

Et tungt ligklæde af lyd

Lytteren er afgået ved døden, og Allegaeon iklæder vores korpus i et ligklæde af lyd. Bandet sammenvæver på numre som “Driftwood” pentatonisk strengeleg med stille, akustiske elementer, som gennemfræses af elektrisk guitar og perforeres af blastbeats. Haynes’ changeren mellem skønsang og screams får sangen til at fremstå metalcoreagtig og relativt radiovenlig. Allegaeon kan deres kram og ved, hvilke strenge de skal spille på for både at behage dem, der er til den afgrundsdybe død, og de mere blødørede lyttere. Kroppen følger naturligt beatet, og det er svært at holde nakken i ro. Det grænser dog til det overproducerede, og albummet fungerer bedst, når bandet holder sig til dødsmetallens skyggeland. Det bliver tydeligt på eksempelvis “Carried By Delusion”, hvor der er fuld fart over feltet med mange minimalistiske temposkift. Rytmerne roder sig ind i hinanden som et filtret garn af tempi, der lejlighedsvist sammenhækles til et smukt lydtæppe, men mest af alt fremstår som et sammenfiltret garnnøgle af forvirrede polyrytmer. De stille passager har dog potentiale og accentuerer vokalens brutale brøl. Greg Burgess’ strengespil er imponerende, når opadgående guitarskalaer som Ikaros søger mod skyerne, før de falder ned i afgrundens dybe mørke, mens Jeff Saltzmans flyvende flams får fingrende til at kroge sig til klør. Det føles dog lidt som en Find Holger-bog, når man leder efter bassen. Man er henrykt, når man finder den, men den måtte gerne figurere mere prominent i tonevirvarets landskab. Det samme gælder Haynes’ vokal, der ofte virker for lav, og på “The Swarm” bliver hans ellers imponerende pig squeals næsten gemt under Burgess’ riffs.  

Er der liv i døden?

Allegaeon formår at forene dødsmetal med dansevenlige beats, så man headbanger sig ind i efterlivet. Velkomponerede, næsten minimalistiske temposkift holder lytterens opmærksomhed, og selvom sangene i enkelte passager truer med at henfalde til monotoni, så reddes de altid på stregen. Dog savner produktionen en bedre disposition mellem bas, vokal og guitar. Der mangler en klarere basbund, og de melodiske passager bliver ofte for langtrukne. Man skal således ikke opsøge The Ossuary Lens, hvis man ønsker sig en hurtig og smertefri død. Forhåbentligt har bandet et langt liv foran sig, for der er potentiale for en ny opblomstring ud af dødens mulm og mørke.