I did nazi that coming!

Amerikanske Akhlys slog for alvor igennem i 2020 med værket Melinoë. 2020 var dog også det år, hvor uanset hvor god musik man udgav, ja, så blev det aldrig rigtigt til det helt store, da mulighederne for at rejse rundt og udbasunere sit budskab var utroligt begrænsede. Så selvom albummet var en anmelderrost succes, så skete der ikke meget andet for Akhlys det år. Nu skriver vi dog 2024, og den balstyriske kvartet er klar med album nummer fire. I mellemtiden skete der dog lige det, at bandet blev anklaget for det, som alle black metal-bands før eller siden bliver anklaget for, nemlig at være nazister. En anklage, som bandet i bund og grund valgte at besvare, som var de en fuld onkel til en konfirmation, nemlig i et langt opslag på deres sociale medier, som bedst kan opsummeres som ”jeg er ikke racist, men ...!”. Dette førte naturligvis til, at en række af bandets koncerter verden over blev aflyst. Men dette har ikke stoppet Akhlys; tværtimod virker det til, at alt dette blot var vand på bandets mølle, for House of the Black Geminus er, om muligt, endnu mere ilter og rasende end bandets tidligere udgivelser!

Prygl og pausefisk

Gransker lyrikken på House of the Black Geminus (samt bandets yderligere værker), opdager man dog hurtigt, at hvis Akhlys er glade for trompetbukser og østrigske undermålere med sideskilning, så skjuler de det virkeligt godt. Der er absolut ingen spor af NSBM at finde, og bands, der rent faktisk er ovre i den boldgade, plejer bestemt ikke at være bange for at smøre tykt på, når det kommer til det lyriske. Ergo må vi konkludere, at det da sagtens kan tænkes, at de fire medlemmer synes, Mein Kampf er den oplagte godnatlæsning, men det afspejler sig altså ikke i musikken, og ej heller er det ulovligt at være idiot – slet ikke i USA. 

House of the Black Geminus fortsætter ufortrødent, hvor Melinoë slap. Det er et altomsluttende, kulsort tæppe af lyd med en gennemslagskraft som Muhammad Ali med en mursten i handsken. At høre Akhlys er som at banke hovedet direkte ind i en betonmur; der er så meget pondus i musikken, at det efterlader en helt mørbanket og med følelsen af, at man har brug for et kram. At gruppen begyndte som et ‘dark ambient’-projekt, kan stadig høres og er en grundpille i bandets lyd, da Akhlys alle dage har handlet om at opbygge en stemning af at være fanget i et vågent mareridt. Denne søvntematik gør sig lige så gældende i diverse sangtitler: “Maze of Phobetor” refererer til en panikdæmon fra græsk mytologi og en af Somnus’ tusinde sønner. 

Dog kammer bandets forkærlighed for mørk ambiance over med nummeret “Black Geminus”, som vitterligt bare er små seks minutters vind-og-vejr-lyde tilsat et milligram gyserfilmsmuzak som sagte piano og lidt kirkeklokkespil. Det er et dybt unødvendigt nummer, mestendels fordi man allerede har luret præmissen om bandets uhyggelige lyd, men også fordi det fuldstændigt dræber stemningen på albummet – hvilket er tragikomisk, da det modsatte nok, var planen. Heldigvis bliver den misere efterfulgt at albummets måske stærkeste nummer, nemlig “Sister Silence, Brother Sleep”, der fortsætter det sanselige bombardement, som man havde været under kort forinden – og med ét var alt godt igen.

Sonisk vandgrød og tung søvn

House of the Black Geminus er samlet set et glimrende værk, men som så mange andre album hvor fokus udelukkende er på komplet og aldeles sonisk ødelæggelse, så bliver man en kende mør til sidst, og ligeså –  trods det abnorme aggressionsniveau – lykkes det ikke helt at holde monotonien for døren. Ideen med at klemme et stille, instrumentalt nummer ind er ikke dårlig. En ganerenser inden hovedretten er velkommen; desværre er ganerenseren – i form af “Black Geminus” – den soniske pendant til vandgrød. Overordnet set er jeg større fan af både The Dreaming og Melinoë, end jeg er af Akhlys’ fjerde værk, men det ændrer ikke på, at hvis man synes, man sover lidt for tungt og godt, så er kvartetten fra Colorado den perfekte kur!