Alfa og Amega

Amerikanske Adon er rigtig, rigtig glade for ord, der starter med bogstavet A. Begge bagmænd har valgt et pseudonym, der starter med A, samtlige udgivelser, de nogensinde har lavet, starter med A, og sørme om ikke også næsten alle sangtitlerne starter med det første bogstav i vort alfabet? Adon (som i øvrigt betyder herre/fader på det uddøde sprog ugaritisk) er bandets debutskive, og der er altså tale om en virkeligt hidsig en af slagsen. Man spørger jo tit folk, når de lige er nedkommet, om det var en dreng eller en pige, og hvis man spurgte Adon, ville de svare, at bæstet havde så meget fart på, at ingen fik øje på kønnet.

Skal vi slås!?

Stilistisk lyder Adon som, hvis man tog Behemoths Evangelion og parrede det med Akhlys’ Melinoë og tilsatte lidt bøllerock og en snert prog – og fløjte! Med andre ord er den en hæsblæsende omgang black metal, der både slår, sparker, bider og skyder, før den spørger, og når den spørger, så er det ikke på den pæne måde! Men det er dog ikke udelukkende et voldsorgie; der er også plads til skønhed – og storhed. Tag nu nummeret ”Adon” (de er virkeligt glade for det ord!). Det er en slambert med en spilletid på lidt over et kvarter, og er du da Vimmersvej, hvor sker der meget på det nummer! Det er den slags sang, hvor man er helt sikker på, at man har hørt tre-fire numre, men i virkeligheden så var det bare ét langt bombardement.

Ved første lyt virker Adon til at være uhæmmet furore, men stille og roligt opdager man, at der er flere lag i musikken. Jovist, aggressiviteten og raseriet forbliver begge faste følgesvende, men graver man sig ned i de mange lag, dukker der både thrashede riffs, groovede rytmer, shred-soli og jazzede outroer op fra den kulsorte muldjord.

Adon er, med andre ord, et fremragende værk og en særdeles imponerende debut. Én ting er at have tårnhøje ambitioner, en anden er at kunne følge de ambitioner til dørs – og dét formår Adon at gøre. Ydermere er det et album, der lyder fantastisk; produktionen er krystalklar, og lyden er dejlig svulstig. Guitarsoliene måtte dog godt ligge bare lidt højere i mixet.

Skær lige det sidste fedtlag fra

Hvis man endeligt skal fejlfinde, og det skal man, så er det et værk, der også er lidt for langt, i forhold til hvad det reelt set kan bære at være. ”Adon” eksempelvis kunne godt være blevet beskåret med et minut eller tre, og generelt kunne hvert nummer godt have brugt en hurtig studsning. Men det er stadig en virkeligt imponerende debut, som de to herrer Argonath og Æthelwulf II. har stablet på benene – og Adon er absolut et band, man bør holde øje med, for de har fat i noget af det helt rigtige!