Dem, de andre ikke må lege med
Act of Defiance poppede op tilbage i 15 i kølvandet af, at Broderick og Drover havde fortalt Mustaine, at han kunne ryge og rejse – muligvis i forbindelse med rygterne om, at Dave ville genskabe den klassiske Megadeth-line-up med Friedman og Menza, blandet med rygterne om, at Broderick og Drover var trætte af intet at skulle have sagt i Megadave. Samtidig var Bonner blevet uvenner med Jordison og havde derfor forladt Scar the Martyr. Slutteligt havde Bachand sagt ja tak til at spille bas ved siden af sit andet band, Shadows Fall. Og trylle, tylle, rolle! Bum, så var Act of Defiance klar til at lave sød, sød musik.
Jeg skal være helt ærlig og indrømme, at jeg har det lidt blandet med de såkaldte ”supergrupper”. Det ender ofte i en grim omgang ego, og musikken bliver ofte en værre omgang mudder, da alle medlemmer vil være lige vigtige og have lige meget at skulle have sagt. Deres første album, Birth and the Burial, sagde mig heller intet, men det skyldtes nok mest af alt Bonners vokal. Den var helt klart det absolut svageste led, og det virker til, at de også fik en hel del kritik pga. netop dette, for vokalen har rent faktisk oppet sig her på album nummer to.
The Copynator
Musikken drives primært frem af Broderick og Drover, der virkeligt giver den max gas. Hvem ved, måske er det al den energi og kreativitet, de ikke måtte bidrage med i Megadeth, der bliver sluppet fri nu. At især Broderick er en uhyggeligt dygtig guitarist, har der aldrig været tvivl om. Men han har godt nok fået på puklen for blot at være ”en kopimaskine” – i den forstand, at han kan spille alle andres riffs og soloer til perfektion, men leverer dem koldt, dødt og uden følelse, og at han ikke selv kan skrive så meget som ét holdbart riff. Hårde ord. Ord, som han virker klar til at tvinge folk til at æde i sig igen her på Old Scars, New Wounds, for er du da vimmer, hvor han høvler sin guitar midt over. I forhold til hele supergruppekonflikten er der enten tale om fire mand uden egoer eller fire mand, der rent faktisk kan arbejde sammen uden problemer. Jeg ved ikke, hvad der er mest (u)realistisk, men skidt være med det, for det virker til, at alle medlemmer har fået lov til at komme med deres input og musikalske bagland. Fx er der på et nummer som ”Molten Core” mere død end thrash. Det virker til at være Bachands idé, da hans baggrund ligger i dødsmetallen. Det samme gør sig gældende på nummeret ”Overexposure”, der næsten lyder som noget, In Flames har lavet for nyligt. Broderick kan tydeligt høres i de helt vilde (og dejligt lange) soloer, der får hvert nummer til at springe i luften. Og Drovers trommespil bygger så fint en ramme omkring hele rytmesektionen. Man kan godt høre, at de to har spillet sammen længe, og ved, hvordan de bedst akkompagnerer hinanden. Det er faktisk imponerende. Det eneste, jeg ikke kan høre, er Bonner med Scar the Martyr, men det gør mig nu faktisk heller intet, overhovedet.
Det går den rigtige vej, men…!
Jeg synes virkeligt, at man kan høre, at Act of Defiance består af fire gutter, der virkeligt godt kan lide at lave musik sammen. Der er plads til kreativitet, musikalitet og forskellighed – og det virker. Der kan sagtens være et nummer, der lyder som klassisk svenskerdød fra sen-90’erne ved siden af en tung sjæler med spansk guitar, efterfulgt af klassisk 80’er-speed metal. Det fungerer kanon godt! Det er super fedt, at Bonner har lagt sig så meget i selen og virkeligt har fået styr på sin vokal. Jeg erkender, at da jeg afskrev Act of Defiance ved deres første plade som bare ”endnu en supergruppe”, tog jeg fejl. De har virkeligt bevist, her på album nummer to, at de altså HAR noget at byde på! Så hatten af for det. Dog havde de måske ikke behøvet 11 numre, da i hvert fald 3-4 af dem lyder lige ens nok, men sammenlignet med den første skive er det en 100 % forbedring!
