Vinylbanner
Abrupt Demise - The Pleasure to Kill and Grind

The Pleasure to Kill and Grind

· Udkom

Type:Album
Genre:Death metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Ingen innovation

Nogle gange er det faktisk meget befriende, når et band ikke med djævlens vold og magt absolut skal forsøge at være innovative og skubbe grænserne for, hvor langt en musikgenre kan strække sig. Nogle gange er det nok, at et band bare tænker: “Det dér death metal, det er fee, skal vi ikke bare tonse lidt derudad?”. Et sådan band er hollandske Abrupt Demise, der på deres naturligvis klichefyldt betitlede debut, The Pleasure to Kill and Grind, bare spiller death metal. Sammenholdt med titlen giver et kort blik på coveret en helt klar indikation af, hvilke blodrøde farvande bandet plumrer rundt i. Det tegneserieagtige artwork leder tankerne mod de klassiske Cannibal Corpse-plader fra starten af 90'erne. Der er altså tale om et band, der måske nok skal tages alvorligt musikalsk, men som (må man formode) har haft tungen siddende fast placeret i kinden under tekstskrivningen.

Seriemorder-interviews

Vi er vel efterhånden kommet så langt, at det er umuligt at provokere nogen som helst med tekster om død og lemlæstelse. Og tricket med at indlede sangene med fragmenter af seriemorder-interviews og lignende har vi jo også hørt læssevis af gange før. Alle sangene på The Pleasure to Kill and Grind er således også mere eller mindre skåret over samme læst, uden at dette nødvendigvis behøver at være nogen skidt ting.

Abrupt Demise gør dog fuld brug af, hvad de har i death metal-værktøjskassen, og formår konstant på rette tidspunkt at ryste posen og skifte tempo, lige inden kedsomheden når at sætte ind. Effektivt og kontrolleret. Forsanger Rene Brugmans har tydeligvis sin komfortzone i den semidybe growl, men af og til, som for eksempel på “Cannibal” eller “Self Inflicted”, lader han drøblen sidde gurglende uden på tøjet, lidt a la landsmanden Martin van Drunen (Pestilence, Asphyx, Hail of Bullets osv.).

Sidstnævnte sang bevæger sig med sin slammede slutning i retning af Dying Fetus, ligesom “Machines of Blood” gør, før en lang og bluesy solo kaster i det mindste en smule overraskelse i maskineriet. Den mest decideret interessante skæring på skiven er uden tvivl det afsluttende titelnummer. Det er en Maggi-terning af alt det, The Pleasure to Kill and Grind består af, plus en lækker dominerende basgang. Kan man ikke lide det nummer, kan man ikke lide pladen.

Smadrefornøjelse

Hvis man intet har imod at lægge hjernen på hylden i en tre kvarters tid og lade sig rykke rundt af et bundsolidt oldschoolband, der bare spiller death metal, fordi de spiller death metal, så kan man sagtens finde masser af smadrefornøjelse på The Pleasure to Kill and Grind. Alt fungerer, mens pladen snurrer, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at der ikke er meget, der har efterladt sig blivende spor i denne anmelders hukommelse. På den andenside set: Sådan er det jo ofte med plader, der ikke ligefrem presser innovationscitronen på nye måder. Og det er også ok.

Tracklist

  1. End of Life
  2. Abrupt Demise
  3. My Middle Name
  4. Cannibal
  5. Self Inflicted
  6. Human Mince
  7. Mutual Mutilation
  8. Machines of Blood
  9. Information Overload
  10. The Pleasure to Kill and Grind
Metalvinyl

Kommentarer (1)

Isoleret Munk

Det kan jeg rigtigt godt lide

Det er rigtigt dejligt musik. Og fint video med hende der der bliver spist. Fedt fedt fedt

Tilføj kommentar