Og lixtallet steg
Tidlige albumtitler har omhandlet forurening af den fælles bevidsthed og mekanismerne bag alvidenhed. Nu er turen så kommet til sociopatiske konstruktioner. Amerikanske Abnormality gør sig bestemt ikke i at invitere lytteren indenfor med en titel, der ligger godt i munden og er til at huske. Men når de opererer indenfor en teknisk afart af brutal dødsmetal omhandlende sci-fi og konspirationsteorier, skal det også gerne være bare lidt mærkeligt.
Kunsten ikke at sætte barren for højt
Albummet åbner med ”Monarch Alpha”, der sandsynligvis refererer til ”Monarch Omega”, som er åbningsnummeret på debuten Contaminating the Hive Mind. Sammenligner man disse numre, er der ingen tvivl om, at Abnormality stadig kan finde ud af at sparke et album i gang. ”Monarch Alpha” har præcis samme slagkraft som sin syv år ældre modpart, om end i en anelse mere groovy og tung stil. Hvilket gør sig gældende for store dele af albummet, da fokus både i sangstuktur og produktion hælder mere mod at fremhæve tyngden i numrene. Dette har dog desværre gjort, at nogle af de mere tekniske finesser enten har måtte lade livet eller er blevet begravet i lydbilledet. Dog er lydbilledet blevet langt mere afbalanceret, hvis man sammenligner med den forrige plade. Mechanisms of Omniscience led af alt for høje St. Anger-lignende trommer og guitar samt bas og vokal, der lød, som blev de spillet på den anden side af en branddør.
Sociopathic Constructs er en lidt problematisk plade for Abnormality. Når den rammer numre som ”Penance”, ”Transmogrification of the Echoborgs” og ”Curb Stomp”, er der ikke en finger at sætte på pladen. Det lyder som teknisk Dawn of Demise på speed, og alt går op i en højere enhed. Trommerne styrter rundt på hele kittet uden på noget tidspunkt at skulle blære sig, men opfordrer guitaren til at lave samme små finurligheder, hvor det heller ikke går hen og bliver for nørdet. Det holdes tight og lækkert, præcis som det skal. Havde dette været en EP med kun de tre numre, var det uden tvivl det bedste materiale, Abnormality til dato havde udgivet. Men det er ikke, fordi de resterende seks numre på nogen måde er dårlige. De passer perfekt på pladen og har da også deres momenter. Problemet er bare, at de ikke har nok af disse momenter. ”A Catastrophic and Catalyzing Event” fungerer fantastisk, når der bliver skreget ”Vaporize” og ”Pulverize”. Men det er så også det. Det er synd, at numrene går hen og bliver nogle, der bare passerer forbi, indtil man rammer de førnævnte tre. For havde de lige lidt mere lir eller et afbræk mere, var det en mere helstøbt plade.
God, men ikke god nok
Havde Sociopathic Constructs været en plade fra et andet band end Abnormality, var jeg blevet voldsomt imponeret. Det er teknisk brutal død på et højt niveau. Desværre er bandet gået på kompromis med nogle af de elementer, der fik dem til at være en sand perle i genren, og har dermed udgivet en god plade, der desværre ikke formår at skille sig ud fra mængden.
