DETEKTOREN

Roskilde Festival 2011

Roskilde Festival 2011

Roskilde Festival 2011 er veloverstået, og en uge med mange indtryk skal nu fordøjes. Musikprogrammet har som altid, været til heftig diskussion. Sådan har det nok altid været, og sådan vil det nok også være fremover. Men Roskilde er heldigvis meget mere end bare musikken, og stemningen er helt speciel derude. Igen i år fik jeg mig nogle rigtig gode musikoplevelser, også fra bands jeg slet ikke kendte til. Især Essence, Mastodon, Terror og Ghost står ud som nogle af de absolutte højdepunkter for mig.

Søndag 26.:

  1. Undergang

Undergang Pavilion Junior, kl. 19:00

Som optakt til inden selve festivalen slog portene op om torsdagen, bød dagene forinden på musikalske skallesmækkere fra Pavilion teltet. Faktisk begyndte det allerede om søndagen, og det var også denne aften at den brutale Københavner trio havde fået æren af at kickstarte festen, for de mange metalinteresserede der allerede havde fundet vej til dyreskuepladsen. Undergang har kun eksisteret siden 2008, men de har formået at være fremme i skoene, og har høstet en del live erfaring efterhånden – blandt andet via den US tour de kort forinden dette show netop havde været på. Sidste år udgav de så deres debut, ”Indhentet af Døden”, og som den kvikke læser nok allerede har regnet ud, så growles der på dansk. Det kunne man så ikke høre, for David Torturdöd brøler dybt. Undergang spiller så uforfalsket dødsmetal, at man næsten blev smidt tilbage til starthalvfemserne. Udtrykket er ligeså charmerende som det er primitivt, men det holder! - i hvert fald i de 45 minutter, bandet havde fået stillet til rådighed her. En godkendt præstation uden så mange dikkedarer, og hvor musikken var i højsædet – og i øvrigt uden at interagerer ret meget med publikum. Det betød nu heller ikke det store. Publikum leverede festen, Undergang det brutale soundtrack.

Mandag:

  1. Essence

Essence Pavilion Junior, kl. 22:00

Jeg har intet kendskab til et band, der herhjemme spiller så rendyrket old school thrash, som netop Essence gør. De er sgu næsten mere old school end åndsfællerne fra Artillery, og det skal selvfølgelig opfattes som en kompliment. Mit kendskab til dette nordjyske ensemble, var forud for denne koncert begrænset til deres – i øvrigt ganske hæderlige – video til nummeret ”Blood Culture”. Dette var derfor mit første livemøde med bandet, men det er bestemt ikke det sidste. Jeg har endnu ikke set et så relativt ungt band gå ind og sejre så fuldstændigt gennemført, som netop Essence gjorde denne aften. Bandet har i Lasse Skov en særdeles effektiv indpisker, som tilmed har en så uimponeret attitude (på den gode måde forstås), at han nærmest ville kunne begå sig på Orange. Attituden, vokalen og guitar arbejde sad bare lige i skabet, og resten af holdet fulgte også godt med. Essence har fået ny midlertidig bassist i nordmanden, Benjamin Atlas, idet Nefer nu spiller i The Burning. Benjamin klarede opgaven fint, og også svendeprøven med den velkendte bas intro fra ”Blood Culture”. Dette show var ganske enkelt verdensklasse, og teltet kogte sgu også godt. Det var rendyrket thrashfest, og da der mod slutningen af koncerten blev der sendt en hyldest af sted til mægtige Slayer, i form af ”Raining Blood”, ville euforien ingen ende tage. En bragende flot opvisning, der klart beviste at Essence bestemt har gjort sig fortjent til at spille på Roskilde Festivalen igen – og så gerne på en større scene, tak!

Torsdag:

  1. 1349
  2. Terror
  3. Iron Maiden

1349 Arena, kl. 18:00

1349

Endelig blev det torsdag, og portene blev skubbet op – i dette tilfælde portene til helvede. 1349 havde nemlig inviteret os til svartmetal bal, og det skulle man jo nødigt gå glip af. Desværre kom koncerten ikke rigtig fra start af, dels på grund af et noget langtrukkent intro, hvor der først lige skulle leges med fakler, antændes ild ved scenekanten, og så havde Ravn også problemer med mikrofonen i starten. Derudover var det svært at finde hoved og hale i musikken, hvilket sikkert skyldes at lyden blev kastet rundt inde i det alt for store Arena telt. Det var tydeligt at 1349 slet kunne spille Arena op, så det havde helt klart været at foretrække, at de var røget på Odeon i stedet for. Sammenligningen med Satyricon ligger lige for, om end den måske ikke er helt fair. Men i hvert fald må jeg erkende at koncerten med 1349, slet ikke var på niveau med det Satyricon diskede op med på selvsamme scene i 2009. Frontskriger Ravn er ingen Satyr, og kom slet ikke ud over scenekanten på samme måde som sin kollega. Den første halve time bandet spillede, stod jeg længere nede bagved, og først da jeg kom op i pitten mærkede jeg intensiteten i bandets hårdtslående univers. Apropos hårdtslående, så er det som bekendt selveste Frost der banker skind i 1349. En ren trommemaskine, der pløjer løs med en afsindig hastighed og præcision. Men selvom Frost cykler hurtigt på pedalerne, fik han altså ikke gennemlevet den samme sejr, som for to år siden. Men nu skal det ikke være ren ynk det hele, for faktisk følte jeg mig ganske godt underholdt oppe foran, men må også erkende at musikken ikke rigtig havde fået sat sig fast, da jeg atter forlod Arena.

Terror Pavilion, kl. 19:30

Terror

Terror har ti år på bagen, men var nye for mig – og det hænger nok sammen med at jeg ikke interesserer mig for hardcore og punk. Men jeg skal da lige love for at disse friske drenge fra Los Angeles fik disket op med et brag af en fest. Knytnæver og hoppen rundt i stor stil, og var man til mosh pits, var dette et rent slaraffenland. Scott Vogel er en sand indpisker, med en enorm energi, og som sammen med resten af truppen, nærmest fik revet teltdugen helt i smadder. Det var virkelig tydeligt at de nød at spille, og publikum var bare med på festen. Fuld knald fra start til slut, og med masser af voldtunge riffs. Man følte sig helt stakåndet efter koncerten. Terror skal opleves live, men hjemme på anlægget er de sgu nok ret ligegyldige.

Iron Maiden Orange Scene, kl. 21:30

Det er over ti år siden at Iron Maiden sidst har udsendt et album, som for alvor sparkede benene væk under mig, men live er de stadig et nogenlunde effektivt bekendtskab, som på fortsat vis stadig kan samle folk til en solid folkefest. Det kan de fordi de – for det meste i hvert fald, spiller med både overbevisning, spilleglæde og en god portion attitude, samt at de selvfølgelig har sangene til at køre en sejr hjem – en sejr som denne aften lod til at blive hentet hjem på rutinen. Men igen, DET er jo Maiden, og selv på halvt blus, er de sgu bedre end de fleste andre. Okay, Bruce Dickinsons må godt begynde at skære ned på de mange brandtaler mellem numrene, som faktisk gik hen og blev et irritationsmoment i længden. Til gengæld var det både flot og modigt at spille hele fem numre fra sidste års ”The Final Frontier” – og live holdt de nye numre sgu godt. Overordnet set blev jeg dog ikke ramt, på den måde jeg havde håbet – der manglede ligesom noget. Måske det skyldes at jeg har set dem masser af gange tidligere, og faktisk er lidt træt af festivalens manglede fantasi, når programmets store metalnavn skal bookes. Vi har set både Slayer, Metallica og Iron Maiden masser af gange, så der er intet eksklusivt ved at de hiver de samme navne op af hatten gang på gang. Siden sidst Maiden spillede på Roskilde i 2003, har de altså besøgt Danmark hele fire (4!) gange, og ærlig talt; Jeg havde sgu hellere set enten Def Leppard, Scorpions, Europe, Kiss eller sågar Twisted Sister på plakaten. Hver og én af disse navne, havde også kunne spille Orange op! Alt dette skal som sådan ikke stå Iron Maiden til last, for de leverede som altid en rigtig flot præstation. Det er dog muligt at Dickinson ikke længere besidder tidlige tiders imponerende lungekapacitet, men han er eddersprøjteme stadig en yderst energisk frontman, som man kun kan tage hatten af for. Nuvel, så var denne koncert alligevel et godt stykke væk fra min bedste Maiden oplevelser.

Setliste:

  1. Satellite 15... The Final Frontier
  2. El Dorado
  3. 2 Minutes to Midnight
  4. The Talisman
  5. Coming Home
  6. Dance of Death
  7. The Trooper
  8. The Wicker Man
  9. Blood Brothers
  10. When the Wild Wind Blows
  11. The Evil That Men Do
  12. Fear of the Dark
  13. Iron Maiden
  14. The Number of the Beast
  15. Hallowed Be Thy Name
  16. Running Free

Fredag:

  1. Mastodon
  2. Ghost

Mastodon Orange Scene, kl. 19:30

Mastodon

Et massivt inferno af lyd brød løs, da Mastodon entrede Orange. Jeg har ikke videre kendskab til bandets musik, andet end de par gange jeg har set dem live – henholdsvis Arena, Roskilde i 2007 og i Valby Hallen med Slayer i 2008. Ingen af gangene blev jeg imponeret, men nu er lydforholdene jo til tider også helt groteske netop de to steder. At smide dem på Orange kan måske virke som et sats, men jeg synes nu det virkede upåklageligt denne tidlige aften. Der var, ganske som ventet langt fra proppet, men dog tilpas med mennesker. Men lyden kom endelig til sin ret her, modsat den pærevælling jeg tidligere havde været udsat for. Hold da magle, det var eddermaneme HØJT og intenst spillet. De enkelte bandmedlemmer står nærmest i hver deres verden og spiller, men alligevel har de et imponerende flot samspil, og brændte som helhed rigtigt godt igennem. De tog hver i sær bestemt opgaven seriøst til sig, og serverede en knusende tung og massiv sejr! Flot! Mastodon er bestemt ikke allemandseje, og det tog da også mig nogle minutter at få tunet ørene ind på deres komplekse stil, men så blev jeg til gengæld også grebet af deres voldsomme univers. Der var dog heldigvis enkelte afdæmpede passager her og der, således af man lige kunne få hvilet ørene for den massive mur af lyd. En fuldfed koncert under åben himmel! Musikalsk var Mastodon uforudsigelige som et utæmmet rovdyr, men jeg må sige jeg blev positivt overrasket over deres progressive sludge metal.

Ghost Odeon, kl. 01:00

Ghost

Den megen hype der har været omkring Ghost de seneste par måneder, er gået fuldstændig hen over hovedet på mig, og først et par uger inden Roskilde koncerten, fik jeg tjekket dem ud. I starten fandt jeg dem lidt kedelige, men efter nogle lyt begyndte musikken at gro på mig, og dermed begyndte jeg også at se frem til denne nat. Jeg blev da også helt opslugt af det okkulte univers – muligvis fordi jeg havde fået en hel del indenfor vesten. Bagtæppet, de kutteklædte folk bag instrumenterne og den satanisk udseende præstepave, gjorde at jeg følte mig hensat til en regulær sort messe. Jeg forstår simpelthen ikke den megen negative kritik der har været omkring denne koncert. Jeg medgiver da gerne at udtrykket har sine begrænsninger, og særskilt vokalen savnede da noget mere pondus. Papa Emeritus, som forsangeren/frontpaven kalder sig, lyder til tider nærmest som en meget afslappet King Diamond. Jeg kan nu godt lide kombinationen af deres underspillede halvfjerdser heavyrock og det visuelle udtryk – og i de cirka 50 minutter koncerten varede, følte jeg mig i hvert fald rigtig godt underholdt. Og det er til trods, at de hverken bevæger sig ret meget, eller (i sagens natur) havde ret meget publikumskontakt. En fin lille koncert der gav os perler som bl.a. ”Con Clavi Con Dio”, ”Elizabeth”, ”Stand By Him”, ”Death Knell”, den instrumentale ”Genesis” og en eminent udgave af Beatles’ ”Here Comes The Sun”. Hvem der gemmer sig inde i Ghost, ved jeg endnu ikke, men det vil ikke komme bag på mig, om det er Leif Edling (Candlemass) der har en finger med i spillet her. Selvfølgelig kan Ghost ikke køre en langsigtet karriere på deres gimmick, men det ændrer ikke min holdning til at ”Opus Eponymous” er noget af det mest interessante jeg har hørt de seneste år. Ghost spiller i øvrigt gratis koncert i Malmö 22. august.

Søndag:

  1. Bad Religion
  2. Graveyard

Bad Religion Orange Scene, kl. 15:00

Det var søndag eftermiddag, og mange festivals gæster havde sikkert grove tømmermænd. Men så var det jo godt at Bad Religion lige kunne svinge forbi, og give det trætte publikum at musikalsk kindhest. Men nej, sådan blev det ikke, for Bad Religion var ligeså ugidelige, som deres publikum – hvilket Greg Graffin også selv fik insinueret, ved at gøre os opmærksom på at det nærmest stadig var morgen for californierne. Det som endnu en dag på kontoret, uinspirerende og kun med få sporadiske lyspunkter. Den melodiske punk rock, blev leveret uden kant og særskilt aggression. Det var ren hygge, som var man til Grøn Koncert. Jo jo, de gamle trætte mænd virkede nu som nogle rare onkler.

Graveyard Pavilion, kl. 20:00

Graveyard

Til trods navnet, bød svenske Graveyard hverken på ondsulet dødsmetal eller corpsepaint, men derimod på charmerende og hyggelig halvfjerdser inspireret heavyrock, som havde fået en sjat blues og psykedelika oveni hatten. Når man kiggede op på scenen, var det også ligesom at blive smidt tilbage til dengang kvinderne kunne gro en god dusk, og fløjlsbukser var et rigtigt mandehit. Stilen var gennemført, og det var dejligt at sidde i græsset med sin øl, men man savnede næsten en god pibe tobak. Det havde jeg desværre ikke på mig, og det var måske derfor at musikken i længden blev lidt triviel. Det kunne også godt tænkes at jeg bare var ved at være godt brugt, ovenpå mange dage med grøntsager og kildevand.

Der er ingen tvivl om at Roskilde Festival 2011 var en rendyrket succes, som bød på mange spændene og overraskende oplevelser. Metal programmet er altid til heftig debat, men nu er metal publikummet i sagens natur også ret svære at stille tilfredse. Alene på den baggrund at heavy metal genren breder paraplyen ud over et væld af undergenre, gør den til en urskov det til tider kan være svært at manøvre rundt i, og at der er mange forskellige typer metalfans, med forskellige ønsker. Kommer man alene pga. musikken, er der heldigvis ikke særligt langt til hverken Sweden Rock, Metal Town eller Wacken, og herhjemme er vi efterhånden også rigtig godt med, med både Copenhell og Metal Magic festivalerne. Måske vi i virkeligheden er blevet snotforkælede? Det skorter da i hvert fald ikke på udbuddet, med deciderede niche festivaler. Bevares, musikdebatten kan være interessant, men for mit vedkommende handler det altså i ligeså høj grad om mad/ øl/drinks udbud, priser, transportmuligheder, logistik og lokumsforhold. Pant romaerne var atter i år genstand for en del debat, og jeg må nok sige at jeg står med et ben af forståelse i begge lejre. Det er sgu trist at der i Europa findes så fattige mennesker, at det ligefrem kan betale sig for dem at valfarte til Roskilde, med det ene formål at samle pant. Omvendt så må jeg også sige at det altså er belastende for ens koncertoplevelse, at man ikke kan stå med 5-10 øl i fred og nyde musikken, uden der kredser en mindre horde omkring én, blot med det formål at nappe bægeret ud af hånden på folk, før sidste tår bliver drukket. De er til tider meget insisterende i fremtoningen, og det ødelægger sgu lidt af festen. ”Hallo, jeg er på festival og fester!” – det er altså ikke lige her jeg konstant (i min syv hestes brandert) har lyst til at tage stilling til alverdens dårligdomme og problemer. Hvordan denne problematik skal løses, har jeg ikke noget konkret svar på. Men jeg synes bestemt det er vigtigt at få rejst debatten. Men derudover; så er det altså flot at så mange branderter kan vælte rundt, og at der ikke sker mere ballade. Vi snakker 110.000 mennesker på et relativt lille areal – det er sgu imponerende, og ikke mindst glædeligt.

Fortsat god sommer!

 

Tilføj kommentar