DETEKTOREN

Copenhell 2016 Reportagen

Copenhell 2016 Copenhell 2016

Uden yderligere fanfarer og introduktioner, er her det samlede overblik over de koncerter vi fik forvildet os forbi og bedømt.

Programmet har atter i år skabt en del debat, men vores udsendinge ser nu alligevel med milde øjne på det samlede resultat.

Læs mere her og fortæl os hvad I synes om musikernes anstrengelser.

For at se yderligere billeder, taget af vores udsendte fotograf, følg da dette link til vores Flickr-profil.

 

Torsdag:

  1. Defecto
  2. Blind Guardian
  3. Dropkick Murphys
  4. Norma Jean
  5. Alice Cooper
  6. Scorpions

Defecto PANDÆMONIUM

Defecto by Claus Ljørring

Ingen kunne have åbnet dørene til Hell bedre end Defecto

Flammerne fra ilden fra helvede ramte os alle, da vi stod ved porten til helvede og ventede på vores velkomst. Alle var parate til 3 dage i helvede med et boost af metalmusik, der kan mærkes hele vejen til næste gang i 2017.

3 scener med i alt 42 bands, og alle havde her nogle klart udvalgte favoritter. Programmet var godt, og en af mine favoritter, som havde fået æren af at åbne Copenhell 2016, var Defecto. Der blev bestemt ikke sparet på kræfterne her... Nicklas, Frederik, Thomas og Lars var mere end bare almindelig klar til at levere et show i verdensklasse.

Defecto er klar til fremtiden

Et sublimt show, der blev givet til Copenhell. Folk var tændte og klar til at høre noget sindssygt godt metal, og så synes jeg personligt, de havde valgt det helt rigtige band at åbne med – der var crowd surfing og horn i stride strømme. Defecto er også enormt gode til at få publikum med, og de når helt ud over scenekanten, faktisk længere. Med deres talent ligger verden nu for deres fødder, og spørger man folk, ser deres shows eller snakker med dem, så ved man, at de er klar. 4 utroligt talentfulde musikere med ikke kun ekspertise i musik, men de indeholder også en vis portion humor og stor personlighed.

Jeg kan ikke sætte en finger på deres musik kontra talent; det er rent, smukt og metal i en klasse, der skal sættes højt.

Jeg havde fornøjelsen af at interviewe Nicklas efter showet, hvor jeg spurgte ind til deres planer for nu og lidt om, hvornår man kan regne med nyt fra dem.

Og som Nicklas sagde:

Vi går i studiet til august, hvor vi sætter os og lytter al materiale igennem og udvælger her, hvad vi synes, er bedst. Herefter vil vi tracke alle de sange, der er valgt, således at alt er færdig-tracked i slut august.

I starten af september tager vi rundt i DK og spiller i alle de største byer, i alt 8 koncerter. Heriblandt Århus, Esbjerg, København og Aalborg. Stederne, vi skal spille, er endnu ikke store steder. De fleste er små, lokale steder, hvor vi håber på et intimt og action-packed crowd til at støtte os. Det er første gang, vi egenhændigt tager rundt i landet som hovednavn, så det bliver spændende.

Efter touren vil vi holde ’vinter-planlægningsferie’, hvor vi planlægger vores år 2017, som vi håber på kan blive det bedste endnu, og hvor vi kan komme mere udenlands. Vores plan med album 2 er at have det færdigmixet til november og i samarbejde med vores manager og andre samarbejdspartnere at få det ’solgt’ til et label, som kan bringe os videre op ad rangstien i fremtiden”

Det var ordene fra en meget lykkelig Nicklas oven på en fed, vellykket koncert på Pandæmonium ved årets Copenhell. De spillede 8 numre, hvoraf 2 af numrene ikke er med på deres debutskive Excluded – ”Endlessly Falling” og ”Gravity (Hold On To Me)”. Så lad os håbe, de kommer med på den nye, når den rammer gaden.

Samlet konklusion

Nu har jeg set Defecto til deres release party på High Voltage, og dengang var jeg overrasket over, hvor intense de er i deres måde at levere på, og jeg må nok sige, at de bestemt ikke er blevet ringere. Det var et klasse show af dimensioner, der blev leveret, og jeg kan ikke vente til næste gang, jeg skal se dem.

9/10

Anmeldt af .

Blind Guardian by Claus Ljørring

20 års venten: Endelig en Blind Guardian-koncert på dansk grund!

Og så med en koncert, der primært havde fokus på deres ældre materiale…

Blind Guardian leverede en langt bedre koncert, end jeg havde forestillet mig, og de gav det fremmødte publikum en fed omgang power metal.

Blind Guardian blev dannet tilbage i 1984 under navnet Lucifer’s Heritage og skiftede i 1988 navnet til Blind Guardian for at undgå at blive kædet sammen med satanisme. Bandet udgav deres første fulde album, Battalions of Fear, samme år som navneændringen.

Power metal som det skal serveres

Bandet gik på scenen som det første store navn på dette års Copenhell og blev mødt af et ganske imponerende antal mennesker, der var mødt op for endelig at komme til at opleve de tyske power metal-giganter. Anført af en veloplagt Hansi Kürsch gik bandet i gang med at tygge sig igennem en ganske fed setliste, som primært var tilegnet fans af deres tidligere albums.

Bandet lagde ud med nummeret “The Ninth Wave” fra deres seneste skive, Beyond The Red Mirror, og så stod den ellers på sprød power metal og sing-along resten af koncerten.

Bandet leverede en fornem præstation, og lydmanden skal i denne omgang også roses, for lyden sad lige i skabet. Alt i alt gik det hele op i en treenighed, hvor band, publikum og lyd blev forenet på bedste vis denne torsdag eftermiddag. Eneste minus, jeg kan komme på, er det faktum, at koncerten sluttede, lige som alle var blevet varme og klar til flere fantastiske sange fra ét af de bedste power metal-bands i verden.

8/10

Anmeldt af .

Dropkick Murphys by Claus Ljørring

Så er der fællessang og rundedans!

Så var det tid til folk punk fra Boston. Dropkick Murphys indtog med deres enormt flabede, men glade attitude Helviti-scenen foran et flot antal fremmødte, der alle var klar på fællessang og rundedans, som er uundgåeligt til disse koncerter. Med sækkepibe, mandolin og tinfløjte blæste Dropkick Murphys til kamp!

Lydmæssige udfordringer, men vi overlevede

Bandet kom desværre lidt svagt ud af starthullerne. Dette skyldtes dog mest lydmanden, da lyden haltede en del, især vokalen. Dog blev dette rettet forholdsvis hurtigt.

Dette var bandets 20th anniversary tour, men udvalget af sange til denne optræden var hovedsageligt fra Blackout-udgivelsen fra 2002 og fremad. Der var enkelte skønhedsfejl, men overordnet set: godkendt. Publikum fik store numre som ”Johnny, I Hardly Knew Ya”, ”Going Out in Style”, ”Cruel” og ”The Boys are Back” samt ”I'm Shipping Up to Boston” til deres store tilfredshed, men også to nye numre fra deres kommende udgivelse. De virkede til at være ganske fornuftige, men de satte en dæmper på publikum, da ingen kunne synge med på dem.

God underholdning, men...

Dropkick Murphys er et sublimt godt underholdningsband, og denne optræden var ingen undtagelse. Dog var dette langt fra bandets bedste, og der var ikke den samme sprudlende energi, som man har kunnet opleve de sidste par gange, bandet har besøgt kongeriet. Har man oplevet Dropkick Murphys, da de besøgte Amager Bio tilbage i 2014, så vil man også kunne bevidne, at bandet har et meget højere energiniveau, end det de viste i dag, desværre. Men underholdende det var det skam.

7/10

Anmeldt af .

Norma Jean PANDÆMONIUM

Norma Jean leverede en af dette års allerbedste koncerter uden at anstrenge sig

Drik vand, drik øl, dans med

Allerede inden koncerten var gået i gang, forsøgte jeg at gemme mig fra solens ubarmhjertige stråler i den sparsomme skygge fra den scene, der snart skulle lægge gulv til metalcorepionererne fra Norma Jean. Der var endnu ikke det store fremmøde, da årets konferencier halvt spørgende, halvt formanende forhørte sig, om vi nu huskede at drikke nok vand. Folk brølede varierende udgaver af ja, og en enkelt torsdagsdranker råbte buuh – til de omkringståendes store morskab. Bandet kom på scenen under klapsalver og gik ganske uceremonielt i gang med ”Blueprints For Future Homes”, der må siges at være en god showstarter. De var temmelig energiske, og tempoet varslede godt for resten af showet, som jeg har set frem til. Det er nemlig første gang, jeg ser dem, og adspurgt fra scenen var jeg tilsyneladende ikke den eneste. Vi var ikke blot en demografisk blandet pose bolcher, de fleste af os var også førstegangspublikummer. Det lagde dog ikke en dæmper på bandets engagement, og et enkelt medlem gav den så meget gas, at jeg konstant var forbløffet over, hvordan fanden han overhovedet kunne blive ved med at spille.

Syng med, hvis I kender den her

Jeg ved ikke, om det skyldes setlisten eller solen, for der var faktisk mest gang i den, når de spillede deres lidt ældre sager: ”1.000.000 Watts” fangede slet ikke folk på samme måde som f.eks. ”If You Got It At Five, You Got It At Fifty”. Bevares, oppe foran scenen var der ok gang i den, men den følelse bredte sig ikke så langt bagud, og selvom der undervejs i koncerten kom lidt mere gang i publikum, lettede det aldrig helt. MEN! Til alles forsvar var det altså ikke det optimale vejr at gå amok i til noget, man ikke kender. Derfor er publikums manglende respons lovlig undskyldt, for bandets skyld er det sgu ikke. De spillede godt, det lød godt, det virkede, som om de morede sig – og det gjorde vi andre sådan set også.

9/10

Anmeldt af .

Alice Cooper HELVITI

Alice Cooper by Claus Ljørring

Horrorshow og sæbebobler

Med et sceneshow, som kunne gøre enhver B-filminstruktør helt misundelig, indtog Mr. Cooper Copenhell med et fantastisk show fyldt med fed musik, covernumre og sæbebobler.

Alice Cooper tog Copenhell med storm og gav os både en visuel og teatralsk oplevelse af de helt store. Med relativt simple midler og en enkelt guillotine gav Mr. Cooper os en fantastisk torsdag aften, hvor end ikke regn kunne ødelægge helhedsoplevelsen.

Alice Cooper (født Vincent Damon Furnier, 4. februar 1948) er en kendt amerikansk sanger og musiker. Alice Cooper var oprindeligt navnet på Vincent Furniers gruppe, som blev stiftet i 1966. Han tog bandnavnet som sit eget navn, da han fortsatte som soloartist, efter gruppen blev opløst i 1975. Han kaldes for grundlæggeren af sang- og showtypen »shock rock« på grund af hans horroragtige teatershow på koncertscenen. Han er udseendemæssigt kendt som manden med langt mørkt hår, påsminkede ringe rundt om øjnene, en boaslange rundt om halsen og en pisk eller stav i hånden.

Kan man være født til at være entertainer?

Hvis svaret er ja, så er det helt sikkert, at Alice Cooper er et levende bevis på sådan en person. For det virker, som om han lever og ånder for at være på scenen, og det kunne man i den grad mærke, da han trådte frem på Helviti-scenen denne torsdag aften. Med sikker hånd ledte han os igennem sit fantastiske univers af sindssyge sygeplejersker og gale læger, der i fællesskab fik ham indlagt, smidt i spændetrøje og til sidst halshygget via en guillotine. Ja, alt sammen mens vi fik det ene sprøde nummer efter det andet, og til sidst fik vi en dejlig blanding af covernumre fra The Who, The Jimi Hendrix Experience, David Bowie og til sidst intet mindre end Motörhead.

Har man set et Alice Cooper-show før, ja, så har man set det hele en gang før, for der er ikke mange ændringer i det show, han har rejst verden rundt med de sidste mange år. Man kan sige, hvad man vil, men faktum er, at det virker hver gang. Publikum er i den grad med hele vejen, og det er sjældent, at man hører nogen udtale sig negativt om en Cooper-koncert.

Selvom jeg aldrig selv kunne finde på at sætte Alice Cooper-musik på anlægget derhjemme, så er jeg supergodt underholdt, når jeg er til koncert med ham og bandet, og denne aften på Copenhell var ingen undtagelse. En flot og gennemført koncert af den efterhånden ældre mand med den høje hat og stokken.

9/10

Anmeldt af .

Scorpions HELVITI

Scorpions by Claus Ljørring

No One Like You

Scorpions var soundtracket på drengeværelset i midt halvfemserne, og "Still Loving You”   nummeret som defineret den første (ulykkelige) kærlighed. Gammel kærlighed forgår, som bekendt, ikke så let, og selvom tyskerne har haft deres storhedstid, har bandet altid haft en særlig plads i albumsamlingen. Word Wide Live er blandt de bedste livealbums der findes og markerede verdensgennembruddet før hairmetal og puddelrock overtog scenen. Håbet lød på en gentagelse. There is 'No One Like You, Scorpions. 

Rock You Like a Hurricane - Bogstavlig talt

Aftens koncert blev god, rigtig god. Men vil primært blive husket for et gigantisk uvejr, og forandringen vinde blæste ind over betonen på Refshaleøen, og der var faneflugt blandt publikum. Jeppe Nissen har en sikker hånd når der bliver booket bands, men har samtidig også en unik evne til, at frembringe det værste den danske sommer kan mønstre. Flyvende skraldespande og kastevinde forsinkede Testaments koncert i 2013. Dette uvejr var i samme liga.  

Men hvor koncertgængere stak halen mellem benene, blev bandet selvsagt ved. 50 års sceneerfaring og tysk grundighed kendetegner dette "Rock 'n' Roll Band”. Meget passende sluttede koncerten med “Rock You Like a Hurricane”, og publikum jublede i begejstring når lynene fra himlen overdøvede bandet. Undervejs kunne vi godt have undværet en trommesolo fra Mikkey Dee og Winds Of Change er selvsagt også uundgåelig, men ud over dette var koncerten rendyrket "Dynamite".

8/10

Anmeldt af .

Fredag:

  1. Tremonti
  2. Beartooth
  3. Amon Amarth
  4. Epica
  5. Entombed A.D.
  6. Megadeth
  7. Trivium
  8. King Diamond

Tremonti HADES

One man’s trash

Det er lidt fy-fy at snakke om bandet Alter Bridge i metalkredse. Og det er endnu mere fy-fy at snakke om Creed...! Ikke desto mindre havde Copenhell i år booket den musikalske hjerne bag disse to, i metalkredse ikke så vellidte, bands - guitarvirtuosen Mark Tremonti.

Hans solo-projekt, opkaldt efter eget efternavn, er primært opstået som resultat af alle de mange sange, han havde tilovers i sin notesbog, og/eller fordi de blev fundet for hårde til et af hans bands. Og netop det hårdtslående fik vi i den grad serveret fredag eftermiddag på Hades.

God underholdning, men hurtigt glemt

Der var skruet godt op for både spade og charme, da bandet indtog scenen i den b(r)agende varme sol. Front- og altmuligmand Mark Tremonti havde fra start godt fat i de fremmødte, der var mødt imponerende talstærkt op, og hans evner som performer var faktisk i nærheden af hans evner på den seksstrengede. Bandet kom rigtig godt ud over scenen, og trods de forholdsvis simpelt komponerede numre, som vi efterhånden ved, den kære Tremonti er garant for, var det en medrivende og hårdtslående omgang crossover thrash/rock. Den dybe tallerken blev ikke ligefrem opfundet på ny, men underholdt var man.

Træerne voksede dog ikke ind i himlen for amerikanerne; da der var godt og vel et kvarters tid tilbage, var det som om, ensformigheden blev for stor og publikums engagement tilsvarende mindre. Og så hjalp det da slet ikke, at bandets andenguitarist allernådigst fik lov at spille en solo. Den var nemlig så pinligt ringe i både lyd, udtryk og generel udførelse, at vi gerne havde været foruden.

Alt i alt var det dog en ganske underholdende oplevelse og en god gedigen gang rock, vi fik. Og ikke mindst positivt at se den gode Mark Tremonti levere noget andet end det sædvanlige pladder-rock.

7/10

Anmeldt af .

Beartooth PANDÆMONIUM

Beartooth by Claus Ljørring

Beartooth gav en udmærket koncert for et lidt yngre publikum

Sing-along

Fredag kl. 15.45 gik amerikanske Beartooth på Pandæmonium-scenen med sin halvpunket/halvhardcore/metalcore-ish musik. Med Beartooth er vi ude i den lidt blødere ende af skalaen, hvor musikken især bæres af de meget poppede sing-along-omkvæd, der vil sætte gang i ethvert highschool prom. Bandet har for en lille måneds tid siden udgivet sit andet album, Aggressive.

Et splittet publikum

Helt som forventet var der til netop denne koncert et flertal af yngre mennesker, og ikke mindst pigerne havde sneget sig langt frem. Beartooth er meget poppede og appellerer helt sikkert ikke til alle i metalmiljøet, hvilket hitnummeret “In Beetween” var med til at minde os om som andensidste nummer. Beartooth spillede et godt miks af nye og gamle numre, hvor især “Dead” og “Aggressive” var blandt de mest velspillede. Forsangeren Caleb Shomo nåede til tider ud til publikummet, og især trommeslageren Connor Denis fik givet den gas bag trommerne med en god omgang headbanging og udmærket trommespil. Beartooth formåede at spille sine numre, så de nærmest lød helt som på pladerne, og Caleb Shomo havde også en god vokal live. Publikummet virkede splittet: Trods der opstod en lille moshpit oppe foran, var der flere, der helt sikkert ikke var lige så begejstret.

Upcomming band

Beartooth gav en fin koncert, her kan især lyden nævnes, da den var helt i orden på Pandæmonium. Musikerne gjorde det fint, men Beartooth havde lidt svært ved at komme helt ud over scenen, hvilket kan skyldes publikums lidt manglede engagement. Publikummet var ungt, hvilket især pitten bar præg af, hvor flere børn kom flyvende med spark og albuer. Trods dette lidt kedelige fact og den manglede respekt i moshpitten, så er Beartooth helt sikkert et upcomming band, der er værd at følge i fremtiden. De kan spille musik – om man så kan lide genren eller ej må være en smagssag. Dog er Beartooth langt fra en af de mest nævneværdige koncerter på Copenhell, og den fremstår meget som en udmærket koncert, derfor karakteren 5 kranier.

5/10

Anmeldt af .

Amon Amarth HELVITI

Amon Amarth by Claus Ljørring

Vikingerne sejrede... igen

”Vikingerne kom, de spillede, og de sejrede som altid”, fristes man til at sige. For det er yderst sjældent, at Amon Amarth ikke leverer varen, når de gæster vores kongerige.

Amon Amarth fik i den grad gang i de danske vikinger til dette års udgave af Copenhell, hvor vores svenske venner diskede op med et fedt sceneshow og en musikalsk oplevelse, der kunne få Asgaard til at ryste.

Amon Amarth er et melodisk dødsmetal-band med vægt på vikingetemaer og blev dannet i 1988 i Tumba, Sverige, under navnet Scum, som hovedsageligt spillede grindcore. I 1992 ændrede de navnet til Amon Amarth. Bandet har 13 udgivelser bag sig og er hyppigt gæst i Danmark, hvor de især i de sidste 10 år har kunnet opleves live – ofte i Københavnsområdet.

Vikingerne knuste al modstand og tog ingen trælle denne eftermiddag

Vores svenske venner indtog Helviti-scenen fredag eftermiddag, og publikum var mødt talstærkt op for at opleve vikingerne hamre os igennem det ene fede nummer efter det andet. Bandet havde blandet posen godt denne eftermiddag, hvor vi blev præsenteret for noget af det bedste, bandet har lavet.

Til lyden af nummeret ”The Pursuit of Vikings” skød Amon Amarth denne fredag i gang med et brag, og ligesom andre af de store navne på dette års festival, så lagde bandet ud med et nummer, som ellers normalt ville være deres sikreste ekstranummer. Men vi fik en herlig start på en fed koncert, hvor hele bandet virkede utrolig oplagte på at give den hele armen.

Bandet havde et fedt set-up på scenen med to store dragehoveder med en lang hals. De var lavet sådan, at man kunne komme op at stå på selve hovedet og spille deroppe fra. Som baggrund havde de et stort banner med motivet fra deres seneste udgivelse, Jomsviking.

Bandet gav os en fantastisk koncert, hvor lyden var ganske fornuftig. Oppe foran scenen var der konstant en moshpit i gang, og hvis man så sig omkring, var det svært at få øje på folk blandt publikum, der ikke blev draget af de fede rytmer, som Amon Amarth leverede denne dag.

Til dem, som var så uheldige ikke at se bandet på dette års Copenhell, så er chancen for at opleve dem her stadigvæk, da bandet netop har annonceret, at de spiller i Store Vega d. 18. december 2016.

8/10

Anmeldt af .

Epica HADES

Epica by Claus Ljørring

Symfonisk metal på Hades i det varme sommervejr

Første show på dansk grund

Lørdag kl. 18.15 gik rødhårede Simone Simons og drengene fra Epica på Hades-scenen, og især førstnævnte leverede et solidt show. Epica, der i 2002 blev dannet af tidligere After Forever-guitarist Mark Janssen, har siden udgivet 6 plader, med den 7. på vej i slutningen af september 2016. Dette var Epicas første besøg i Danmark, og det skyldes sikkert, at Epica i langt højere grad rammer et niche-publikum, da musikken er mere teknisk og knap så spiselig som Within Temptation eller Nightwish – ikke mindst fordi Epica har elementer fra den progressive metal og til tider den melodiske dødsmetal.

Fantastisk stemme

Solen bagte, da Epica gik på scenen til backingtracket “Originem” fra sidste plade, The Quantum Enigma, som er tilbage fra 2014, og dette album blev der også spillet en del sange fra, blandt andet “Unchain Utopia” og “The Essence of Silence”. Det blev dermed desværre dette album, som Epica spillede flest sange fra, og dette er efter min mening ikke bandets bedste. Lidt en skam med så stort et bagkatalog og kun 45 minutters spilletid. Det giver selvfølgelig også lidt begrænsninger, når flere af Epicas numre er ret lange. Især nummeret “Consign to Oblivion”, som Epica spillede sidst, synes at bringe stor glæde hos publikum. Stemningen blandt publikum var fin, og Simone Simons gjorde sit for at få folk med, især på det mere poppede fællessangsnummer “Cry For The Moon”. Simone Simons har desuden en selvsikker, sjov fremtoning og ikke mindst fantastisk sangstemme, og sammen med drengene formåede hun at lave spas og løjer, imens musikken spillede. Der blev spillet på hinandens instrumenter, og keyboardspilleren Coen Janssen havde medbragt et halvmåne-keyboard, der ville have gjort ethvert 80’er-band misundeligt.

Et minus var dog helt sikkert lyden, hvor især den ene guitar stort set ikke kunne høres i venstre side, og lyden generelt var ikke hel god under flere dele af koncerten.

We will be back!

For undertegnede var Epica en drengedrøm, som gik i opfyldelse, da Epica var mine idoler for 10 år siden. Epica performede godt, og især Simone Simons sang himmelsk. Der var dog desværre flere minusser ved denne koncert, og det var til dels sætlisten, hvor flere klassiske Epica-numre var undladt. Desuden var lyden ikke på sit bedste. Derfor kan koncerten desværre kun snige sig op på 6 kranier, men Epica lovede at besøge Danmark snart igen, og mon ikke både lyd og sætliste spiller til den tid.

6/10

Anmeldt af .

Entombed A.D. PANDÆMONIUM

Gamle mænd på nye plader

Spil den vi kender!
”Jeg er ligeglad med det der A.D. Det er jo stadig Entombed, bare med to nye albums”, var min første tanke, da jeg så, E.A.D var blevet booket til Copenhell. Det var stadig min tanke, da jeg indfandt mig på min plads lidt væk fra mængden af mennesker, der var stimlet sammen foran Pandæmonium. Det er let nok at antage, at fordi jeg har det sådan, så har alle andre det på samme måde; men samtlige mennesker, jeg talte med undervejs, bekræftede mit postulat, og hver og en af dem håbede – ikke forgæves – på ”Wolverine Blues”, der som bekendt er en halvgammel sag.

Er det så et coverband nu?
Der var et forholdsvist godt fremmøde – jeg kunne ikke se en skid fra mit oprindelige udgangspunkt og måtte møve mig ind blandt publikum. Der var ikke pakket, men der var ret mange, der var mødt op i håbet om at få lov til at høre noget af det gamle, hvilket vi fik lov til. For ud af en setliste på 11 numre var kun tre af dem fra tiden efter bruddet med det oprindelige band. Der var dog ikke så meget fysisk udladning – i den forstand at crowd’et var forholdsvist passive – men der var god stemning, og bandet virkede veloplagt og kvitterede med lidt jokes om køen til kebabstanden. Petrov var dog ikke så snakkesalig, men det er måske heller ikke så fedt at få et foredrag i stedet for en koncert, slet ikke når det er næsten 30 grader, og spilletiden i øvrigt er temmelig kort. Heldigvis lød han fuldstændig som sig selv: Rundsaven er intakt, og jeg noterede mig med tilfredshed, at bare fordi man får nye venner, kan man stadig lege godt.
 

8/10

Anmeldt af .

Megadeth HELVITI

Megadeth by Claus Ljørring

Fuldstændig gennemført koncert!

Med en setliste, der kunne gøre selv den hårdeste thrash metal-fan blød i knæene, gav amerikanske Megadeth os en lektion i, hvordan ægte metal skal lyde.

Megadeth leverede en fuldstændig gennemført koncert, og det er med bøjet hoved og med ærefrygt i stemmen, at jeg må annoncere, at dette var én af de bedste koncerter, jeg nogensinde har oplevet på Copenhell gennem hele festivalens levetid.

Megadeth er et amerikansk thrash metal-band ledet af stifter, forsanger, guitarist og sangskriver Dave Mustaine. Mustaine dannede bandet i 1983 efter at være blevet smidt ud af Metallica, og Megadeth har siden da udgivet 15 studiealbum, senest Dystopia i 2016.

Er der noget, der hedder musik-orgasme?

Hvis svaret er ja, så var der nok en del af det fremmødte publikum, der fik sådan en under Megadeths koncert på Helviti-scenen denne fredag. Megadeth er bandet, der med sin tekniske overlegenhed og sine gennemførte numre kan blæse de fleste bagover, men som tit ender med at levere koncerter, der kan beskrives som gode og blandede. For når man har et musikalsk geni i form af Dave Mustaine i front, så kan det nemlig gå begge veje. Lige så fantastisk som manden spiller guitar, ja, lige så kedelig og introvert kan han virke på scenen. Dave har en evne til at pakke sig selv væk og lade lyden af sin guitar tale for sig.

Men, men, men denne fredag på Copenhell 2016 var så dagen, hvor både musik, lyd, setliste og især Dave Mustaine gik op i en højere enhed. Aldrig har jeg oplevet Megadeth spille så tight og med et overskud, der gav genlyd på den gamle B&W-plads. Bandet diskede op med det ene hitnummer efter det andet, og hvor Dave normalt er meget kort for hovedet, så var der denne dag ligefrem et smil at spore hos ham undervejs i koncerten. Bandet spillede med overskud, og især guitarskæringerne var i en klasse for sig. Nummeret ”Tornado of Souls” var et godt bevis på dette, og selvom jeg efterhånden har set Megadeth live 10 gange, så er denne koncert uden tvivl det ypperligste, jeg nogensinde har oplevet fra deres side.

Da bandet lukkede koncerten med nummeret ”Holy Wars... The Punishment Due”, var der ingen tvivl om, at man havde været vidne til noget spektakulært og enestående. En fantastisk oplevelse med – i mine øjne – verdens bedste thrash metal-band.

10/10

Anmeldt af .

Trivium HADES

Glædeligt gensyn med Trivium

De amerikanske wonderkids fra Trivium besøgte i år Copenhell for anden gang. Deres koncert tilbage i 2012 fik kritik for at være for kedelig for langt de fleste fremmødte og kun en fest for dem, der stod allerforrest. Og tvivlen omkring Trivium var da også stor for undertegnedes vedkommende og sikkert også flere andres; ville frontmand Matt Heafys famøse stemme kunne holde til at spille de gamle numre? Kan de stadig byde på noget, eller skal vi efterhånden bare stikke dem stemplet “evighedstalenter”?

En overraskelse af de bedre

Talentfulde er de – uden tvivl. Og efter deres optræden fredag aften på Hades er der absolut ingen grund til at dreje det prædikat i nogen som helst negativ retning. Trivium var tændte og veloplagte, og selvom lyden momentvis kunne have været lidt bedre, var deres set på ca. en times tid absolut godkendt. Bortset fra numre fra det noget udskældte album The Crusade fik vi de største perler, Trivium har at byde på, fra hele deres katalog. Især nummeret “Down From The Sky” fra Shogun fungerede fantastisk og fik sat gang i alle på betonpladsen og langt op ad bakkerne. Matt Heafy var ualmindeligt opsat på at give de fremmødte et brag af en fest, og det var skønt at opleve hans gode gamle vokal igen, som jo ellers var lagt mere eller mindre på hylden grundet stemmeproblemer. Ok, samtlige semi-growls og primalskrig var ikke Heafys, idet han fik hjælp af guitarist Corey Beaulieu, men fred være med det – det virkede!

Det er nok ikke en overdrivelse at påstå, at mange metalheads – deriblandt undertegnede – de sidste par år har været lidt ambivalente omkring Trivium, men efter deres performance i år fortjener de absolut et par chancer mere. Nogle gange er det bare en fryd at blive sat på plads og få en “wow, det var da lige godt satans”-oplevelse. Og det skal jeg love for, vi fik.

8/10

Anmeldt af .

King Diamond HELVITI

King Diamond by Claus Ljørring

Gargoyler og Stearinlys

Scenen er sat med trapper, stearinlys og gargoyler på piedestaler, mørket er faldet på, og ind træder selveste King Diamond. Se det er nostalgi, så det batter.

Da selveste King Diamond indtog Helviti-scenen fredag aften, var det, som om man blev taget 20-25 år tilbage i tiden. Nu var vi vidner til King Diamond, der var i færd med at fremføre sit show som et led i sin Abigail Tour 2016. Ak ja, albummet Abigail, som udkom tilbage i 1987… og nu – i 2016 – står vi så på Copenhell og skal opleve kongen for anden gang i Copenhells historie.

King Diamond (født Kim Bendix Petersen d. 14. juni 1956 i Hvidovre) er en dansk heavy metal-musiker, der nok er mest kendt som medstifter af heavy metal-bandet Mercyful Fate. Han boede oprindeligt i Rødovre, men er nu bosat i Dallas, Texas.

Han er mest kendt for at være medlem af Mercyful Fate, som han var med til at grundlægge i 1980. Efter Mercyful Fate faldt fra hinanden i 1984 (for senere at blive gendannet), stiftede King Diamond sin egen gruppe under navnet King Diamond.

Gru, horror og et helt Abigail-album udført live

Denne sene fredag aften stod den igen på gys og gru. King Diamond havde lagt vejen forbi Refshaleøen for at opføre sit Abigail-album i fuld længde. Men inden han gik i gang med det, fik vi lige et par af hans andre klassikere og to numre fra hans Mercyful Fate-tid i form af ”Melissa” og ”Come to the Sabbath”. Kongen virkede oplagt, og der var som altid ikke sparet på rekvisitterne på scenen. Her var opbygget en kæmpe dobbelttrappe med store lysestager, masser af underlige symboler, omvendte kors osv. Undervejs stiftede vi så bekendtskab med bedstemor i sin rullestol, vi fik besøg af en præst og selvfølgelig en besat baby, som blev ’født’ på scenen. Alt sammen som et led i den fantastiske teatralske fremførsel af musikken. Da vi var 1/3 inde i koncerten, fik vi så Abigail-albummet i sin fulde længde, og det blev gjort i perfekt stil.

Det er tydeligt, at kongen har gjort dette mange gange før, for alt spillede 100%, og rent showmæssigt var der ikke en finger at sætte på det. Men som koncerten skred frem, mistede den alligevel en lille smule intensitet, så måske skulle King Diamond have nøjedes med at fremføre sit Abigail-album og så de to numre fra sin tid i Mercyful Fate.

Man kan heller ikke sige, at vejret var med kongen denne aften, for det væltede ned i stænger det meste af koncerten igennem, hvilket også gjorde lyden en smule mudret. Dog kan man ikke pille ved helhedsindtrykket af koncerten, som var ganske veludført.

7/10

Anmeldt af .

Lørdag:

  1. Tribulation
  2. Grusom
  3. Helhorse
  4. Shinedown
  5. Rival Sons
  6. Dark Funeral
  7. Black Sabbath
  8. Red Warszawa

Tribulation HADES

Tribulation tabte den store lodtrækning om spilletid, men bragede igennem med sit melodiøse mørke

Er det tidspunktet, der har haft afgørende betydning for det ringe fremmøde til Tribulation?

Faktisk kunne man forledes til at tro, de så flere ansigter foran scenen, end der i realiteten var, med den indlevelse, de lagde for dagen – en indlevelse, der hævede niveauet for koncerten med adskillige point. Den androgyne guitarist kastede sig rundt på scenen i en sky af sort tyl og langt hår, der blafrede om kap i den svalende vind. Som havde han været i praktik hos Justin Hawkins fra The Darkness, piruetterede han til den helt store guldmedalje og gjorde generelt et stort nummer ud af at spille på guitar, komplet med powerstance og hele molevitten. Det var i den grad underholdende, også selvom det måske ikke passede til deres seriøse udseende med stramme læderbukser og corpsepaint, der dog heldigvis ikke vækkede associationer til mimere i franske stumfilm.

Setlisten bestod overvejende af numre fra deres seneste album, og selvom der var god respons langt hen ad vejen, var ”Melancholia” alligevel den sang, der høstede flest pift og klapsalver. Afslutningsvis kom der lidt mere black på drengen i form af et også ret så glimrende nummer: ” When The Sky Is Black With Devils” – noget jeg ærlig talt havde savnet lidt, selvom jeg synes, deres take på en til tider stokkonservativ genre er forfriskende og ganske interessant, og jeg vil ikke tøve med at kalde det her en af de tre bedste koncerter, jeg oplevede i år.

Mænd i mavebluser lokker kvindelige koncertgængere i fordærv

Lyden var ganske hæderlig, når man tænker på, at der var en god sidevind – jeg mindes en sløj omgang Behemoth for et par år tilbage, der simpelthen blev borte med blæsten. Denne gang var der ikke så meget at brokke sig over, men for at være fair, så er Tribulations musik heller ikke så turbodrevet som Behemoths. Måske er det derfor, det her band fungerer skidegodt live, om end måske ikke på en festival. Klokken et om eftermiddagen. Jeg gik dog alligevel derfra med en følelse af at have været både visuelt udfordret og af at være blevet slikket i øret af en tvedelt tunge. De kom, de så, de svenskede.

 

9/10

Anmeldt af .

Grusom PANDÆMONIUM

Grusom by Claus Ljørring

Syre på en tidlig lørdag eftermiddag

Danske Grusom, som indtil videre har blæst fremad på den danske scene, indtog lørdag eftermiddag Pandæmonium-scenen foran et svagt antal fremmødte.

For folk, der ikke kender til Grusom, så spiller bandet en mikstur af lettere psykedelisk syre-blues kogt sammen med en solid potion gammeldags heavy rock. I sig selv et specielt sammenkog, og så er der selvfølgelig det karakteristiske Hammond-orgel og en fænomenal, dyster og mørk lyrik.

Den over-energiske frontmand

Bandet kom blæsende på scenen med en overdrevet høj energi. Især bandets frontmand, Nikolaj Hoffmann Jul, var utrolig tændt og havde fra første nummer de fremmødte i sin hule hånd. Med bar overkrop, buttcrack og finurlige krumspring tumlede han konstant fra den ene side af scenen til den anden, og hans energi smittede så sandelig af på publikum, som stille og roligt blev flere og flere. Med en stærk udstråling af rock 'n' roll viste Nikolaj sig som en afsindig stærk frontmand.

Den perfekte afslutning på en absolut godkendt optræden

Bandets valg af numre til deres optræden var perfekt, især numre som ”Gruesome”, ”The Journey” og ”Gods” blev godt modtaget.

Afslutningsvis havde bandet valgt deres største hit, ”Evil”, og det blev eksekveret med en så perfekt elegance og overlegenhed, at man skulle tro, at bandet havde årtiers erfaring med live performance – hatten af for Grusom. Den her sad lige i skabet! Et solidt punktum og den perfekte afslutning på en så absolut godkendt optræden.

9/10

Anmeldt af .

Helhorse HADES

Helhorse showed some fucking balls Copenhell

No Fucks Given

Albumaktuelle Helhorse gik på Hades lørdag kl. 15, hvor et større publikum var mødt op trods den lidt tidlige koncert. Dette afholdt dog ikke folk fra at headbange, moshpitte, circlepitte og endda wall of death den med Anders Bøtter i front, der var ved at optage et spot til P6 Beat. Helhorse er det nye skud på den danske metalscene, og med deres tredje album har de efterhånden til et udmærket livesæt. Genremæssigt er vi ovre i en omgang sludge, men Helhorse formår alligevel at tilføje en helt speciel lyd og en cool attitude.

Fuck Art, Let’s Kill

Helhorse gik på med “Blood Boiler”, som er lige på og hårdt, og på trods af at Mikkel Wads mikrofon ikke var tændt til at starte med, var der fuld coolness og stil over bandet – også efter den blev tændt. De 6 medlemmer giver til tider et lidt rodet billede rent visuelt, da de har en enorm energi og bestemt ikke står stille. Dette er dog en del af charmen ved Helhorse. Der blev spillet en størstedel af numre fra den nye plade, blandt andet hitsinglerne “Among The Wolf” og “Hell Of A Ride”, men der blev også plads til det mere stille nummer “Fortunes Favors The Bold”. I det hele taget var der en god dynamik i sætlistens opbygning, hvor det dog stod klart, at Helhorse satser på sit nyeste materiale. Der blev dog alligevel plads til et par gamle numre, ikke mindst “Fuck Art, Let’s Kill”, der også var et nummer, der satte gang i pitten. Stemningen blandt publikum var god, og Mikkel Wad gjorde også sit til at få publikummet med. Igen var der nogle lydproblemer, og lyden var ikke helt god igennem koncerten, hvilket dog ikke synes at ødelægge publikums oplevelse.

Hell Of A Ride

Helhorse er helt sikkert et band, man skal holde øje med i fremtiden. De gør det godt både med deres performance, men ikke mindst musisk spiller de godt sammen. Copenhell-koncerten var ingen undtagelse, og de formåede at få publikummet med – med lidt hjælp fra Anders Bøtter. Igen var der desværre lidt lydproblemer, der dog ikke ødelagde Helhorses ’always fuck the norm’-attitude!

8/10

Anmeldt af .

Shinedown HADES

Shinedown by Claus Ljørring

Musik og stemning gik ikke hånd i hånd

Lørdag omkring spisetid – kl.18.15 – gik det amerikanske hard rock-band Shinedown på Hades-scenen foran et ganske stort publikum.

Shinedown forsøgte at skabe en stemning, som var folk på speed, men når musikken ikke kan følge med, så falder det hele til jorden! Desværre var det billedet af en koncert, der ville så meget, men kunne så lidt.

Shinedown er et amerikansk hard rock-band fra Jacksonville, Florida. De blev dannet tilbage i 2001 og har udgivet 5 studiealbums: Leave a Whisper (2003), Us and Them (2005), The Sound of Madness (2008), Amaryllis (2012) og Threat to Survival (2015). Bandet har indtil nu haft størst succes i Amerika og har solgt over 6 millioner albums.

Hvorfor forsøger man at lave wall of death under en sang, der kunne minde om en ballade?

Ja, det spørgsmål får vi nok ikke svar på i denne anmeldelse, men sikkert er det, at Shinedown på bedste vis forsøgte at sætte gang i publikum både før og under koncerten, men lige lidt hjalp det. For at skabe en stemning blandt publikum er det ikke nok at have talegaverne med sig, man skal også kunne bakke det op musikalsk, og det magtede Shinedown ikke denne lørdag på Hades-scenen.

Bandet lagde ud med at bede publikum hilse på personen på hver side af sig selv – hvorfor vi skulle dette, fik jeg aldrig fat i – men om det gav nogen effekt, er jeg dog en smule usikker på. Men så gik bandet i gang med en rigtig langsom og sejlivet koncert, hvor der var ganske få lyspunkter.

Moshpits og crowd surfing… Ja, det var der til koncerten, og selvom musikken til tider var så langsom, at min gamle mormor på 90 år kunne følge med, så var der fuld smadder på pitten. Det var dejligt at se, at selvom publikum måske ikke var super underholdt af bandet, så kunne en god gang moshpit i sig selv skabe en fed stemning oppe foran scenen.

Bandet skal dog også have lidt ros for fremførslen af et par af deres store hits, såsom ”Cut The Cord” og ”Sound of Madness”. Dem spillede de super tight, og selvom lyden var en smule lav, var der ingen tvivl om, at det netop var disse numre, publikum stod og ventede på.

4/10

Anmeldt af .

Rival Sons HELVITI

Endnu en prima hard rock-booking

Det var tilfældet med både Monster Magnet, Clutch, Uncle Acid & the Deadbeats og ikke mindst Graveyard – bands, der er meget mere rock, end de er metal, har altid overrasket aldeles positivt på Copenhell. Og fanden gale mig om det ikke også skete i år; amerikanske Rival Sons tog fusen på alt og alle, da de lørdag kl. 19.45 på Helviti leverede et brag af en koncert. Når Led Zeppelin møder The White Stripes med en ung Joe Cocker i front, plus en veloplagt guitarist i spillehumør, ja… så opstår der magi!

Retrorocken gør det igen

Jeg havde en formodning om, at det ville blive rigtig godt. Men havde aldrig drømt om, at det ville blive SÅ godt. Rival Sons spiller fløjlsblød flabet halvfjerdser-rock, der sidder lige i skabet, og det gjorde de til ug med kryds og slange på den gamle slidte betonplads. Dette skyldtes ikke mindst den selvsikre og overlegne præstation fra guitarist Scott Holiday, men i særdeleshed også frontmand Jay Buchanan. Magen til stemme og karisma skal man lede længe efter hos nutidens hard rock-bands. Måske er der lige Scorpion Childs Aryn Jonathan Black, der befinder sig i samme elite, men føj, en flabet præstation fra Buchanan. Min sidemand, der ellers ikke kendte meget til bandet på forhånd, viste mig sine arme flere gange i løbet af koncerten. Ståpels og gåsehud, mine damer og herrer. Behøver jeg sige mere?

Rent stilistisk har Rival Sons ikke opfundet hjulet, kniven eller pilespidsen; de låner og stjæler fra alt, hvad de er vokset op med dengang far gik med træsko. Men for søren, hvor har de lyttet godt efter, dengang de gik i rock-skole; det var vellydende og nærværende blueset hard rock af den bedste slags. Flere af den slags bookinger, Copenhell. Bliv endelig ved!

 

9/10

Anmeldt af .

Dark Funeral PANDÆMONIUM

Norsk black metal på svensk svedte i lædertøjet

”Hold nu kæft, du er grim, mand. I love it.”

Meget kan man sige om black metal. Den opmærksomme læser ved, jeg gerne gør netop det, men showmanship er et nøgleord her. Det kræver sgu alligevel noget at stille sig op i sort/hvid sminke som en ivrig KISS-fan og spille musik, der er notorisk kendt for at skulle lyde grimt for at lyde godt. Det må man sige, Dark Funeral gjorde, hvad de kunne for at leve op til, denne lumre sommeraften på Copenhells intime scene, og allerede inden koncerten startede, kælede de for min trang til teatralsk opførsel med både røgmaskiner og ildevarslende intromusik. Én efter én dukkede de læderklædte gespenster op på scenen og kastede sig ud i en fremragende version af ”Unchain My Soul” fra deres seneste album, som jeg var svært begejstret for. Forsangeren luskede rundt på scenen og skulede ud til publikum, og hans vokal sad lige i skabet – bogstaveligt talt. For som det sømmer sig for et tr00 black metal-band, lød det vitterligt, som om han hvæsede af os bag en lukket dør som en anden Ingemar Hildelyst.

”Guess which one this is: Bwaaaah”

Det er desværre kun okay, at black metal lyder lidt fjernt, når man sidder hjemme i krypten. På en scene fungerer det ikke helt så godt, når det mest bare er fræs fra guitaren, der kan høres, og så en buldren i det fjerne, der lige så godt kunne have været torden som trommer. Deres type black metal egner sig uheldigvis ikke til at blive oplevet live, hvilket er synd, for de er altså supergode, og deres mellemtempo-numre tog sig dog egentlig ganske godt ud – noget, der også afspejlede sig i mængden foran scenen. Der var lidt tyndt i randområderne først, men der blev hurtigt fyldt godt ud, og det var en fornøjelse at se, hvordan enkelte grupperinger rundt omkring gav pokker i omgivelserne og spassede ud til den helt store guldmedalje.
TL;DR: svensk black metal gjorde deres bedste, og det var lige nøjagtig godt nok.

7/10

Anmeldt af .

Black Sabbath HELVITI

Farvel Black Sabbath - Tak for alting!

En Black Sabbath-koncert må være et must for enhver fan af heavy metal, og denne lørdag aften var ikke bare en ’almindelig’ koncert med Black Sabbath; denne aften var med selveste Ozzy Osbourne i spidsen af det legendariske band.

Selvom alderen har sat sine spor på medlemmerne af Black Sabbath, ja, så gav de os en oplevelse, man forhåbentlig aldrig kommer til at glemme. Det bliver én af de oplevelser, man fortæller sine børn om, når de engang bliver gamle nok til at værdsætte rigtig heavy metal.

Black Sabbath er et engelsk heavy metal-band, dannet i Birmingham i 1968 af Ozzy Osbourne (vokal), Tony Iommi (guitar), Geezer Butler (bas) og Bill Ward (trommer).

Debutalbummet Black Sabbath blev udgivet fredag d. 13. februar 1970, og siden dengang har bandet udgivet ikke mindre end 18 fulde albums og gennem tiderne været en kæmpe inspiration for mange bands.

Nostalgisk heavy metal når det er bedst

Denne lørdag aften stod i nostalgiens tegn, da mægtige Black Sabbath indtog Helviti-scenen foran et rekordstort antal mennesker på Copenhell 2016. Et utroligt broget publikum, som talte alle typer mennesker – lige fra de helt unge til de gamle drenge, der stadigvæk kunne huske Black Sabbath fra dengang i 1960’erne. Ja, alle var på plads foran scenen, da veteranerne gik på til stor hyldest fra publikum.

Bandet var i et fantastisk spillehumør, og anført af en ’frisk’ Ozzy Osbourne tog de fat på en musikalsk Black Sabbath-hitparade, hvor vi fik det ene fede nummer efter det andet. Det var svært at komme i tanker om et hit, vi ikke blev præsenteret for, og når lyden så samtidig var helt korrekt afstemt, så var denne aften en stor succes.

Selvfølgelig kunne man godt mærke, at især Ozzy ikke er ung længere, og han er tydeligt mærket af sit lange og hårde liv, men denne aften formåede han sammen med de andre drenge at løfte taget på Copenhell. Ozzy formåede at få publikum med hele vejen gennem koncerten, og det var uden pauser, som jeg har oplevet ham tage, når jeg har været til hans solo-koncerter tidligere i hans karriere.

Denne aften blev heldigvis den uforglemmelige oplevelse, vi alle havde håbet på, og selvom det var/er vedmodigt at tænke på, at det nok var sidste gang, man oplevede Black Sabbath live, ja, så var det at opleve Black Sabbath med Ozzy i spidsen live bare så stort, som det nu engang kan blive.

8/10

Anmeldt af .

Red Warszawa HADES

Red Warszawa by Claus Ljørring

Jeg må være gået forkert - det var ikke et foredrag om fugle

Artist: Red Warszawa
Arrangement: Copenhell
Scene: Hades
Dag: Lørdag 25/6 Tid: 0.45

Når jeg kan angive så præcise data, som dem listet ovenfor, er det fordi jeg efterfølgende er blevet informeret højlydt af københavns kommune om hvilket arrangement jeg i virkeligheden deltog i. Som representant for Nakskov fuglenyt havde jeg fået nys om et arrangement på refshaleøen hvor en store fuglekender ved navn “Lærke Jens” ville holde foredrag.

Jeg mødte op, med min pre-betalte billet (som godtnok var lidt dyr for et foredrag) kom ind og… Syntes godt nok de der ornitologer var lidt sære. Klædt i mørkt tøj og læder, med mange små metalpigge på. Vil gætte på at de var representanter for fødevareindustrien. Da foredraget endelig gik igang (efter mange andre meget sære foredrag) var det lidt som om folk ikke kunne holde deres plads. Jeg blev skubbet rundt af andre ornitologer som var kommet for at høre den store “Lærke Jens” holde sit legendariske foredrag om… Lærker!!!

Fuglenes vilkår!

Lærke jens er lidt af et unikum indefor ornitologverdenen idet han var iklædt en sær dragt. Vil tro det handlede om en ny måde at møde fuglene i naturen på. Der var dog 3 supleanter på scenen som jeg ikke helt forstod. De lod til, for at sige det ligegud, at være lettere berusede. De havde nogen mærkelige stænger i hænderne… vil tro det var fangstredskaber. Da Lærke-Jens så endelig sagde noget, var det som om at jeg måske skulle have taget min Lettiske parlør med mig. Jeg forstod simpelthen ikke hvad han sagde. Det må være noget meget specielle fugle han holder foredrag om, men så slog det mig… Han kommunikerer på fuglenes vilkår. Hvor er det stort tænkte jeg. Dog tænkte jeg også at det måtte være nogen fuglearter jeg ikke kender han kommunikerede til. Måske taler han til æg!!!

I dialog med borgerservice

Foredraget varede i ca. 60 min. og var, det sære udtryk til trods, vældig… højt. Da jeg efterfølgende kom hjem, ville jeg give arrangementet en karrakter på Trustpilot. Det er så her at jeg er nødt til at ringe til kbh’s kommune. Jeg kunne ikke finde arrangementet beskrevet under ornitologi, det kunne kbh’s kommune sjovt nok heller ikke. Efter en anstrengt samtale med Borgerservice blev jeg henvist til socialforsorgen. De sagde noget om rockmusik og den slags pladder. Og at jeg skulle huske at tage mit psykopharmika. Jeg giver foredraget 5 ud af 6 æg i Nakskov Fuglenyt, for primært det spændende udtryk.

Med venlig hilsen
Beght Høne, Nakskov Fuglenyt

8/10

Anmeldt af .

Tilføj kommentar