DETEKTOREN

Metal og mjød – Vikingeaften med Vanir på BETA

Metal og mjød – Vikingeaften med Vanir på BETA

Vanir er et af de få danske navne, der lader sig inspirere af vore skandinaviske vikingeforfædre. Både hvad angår musik, instrumentering og tekster såvel som påklædning i det gennemførte liveshow, hvor den episke folk-metal sættes i scene i et herligt hedensk mix.

Bandet debuterede tilbage i 2011 med det dansksprogede album "Særimners kød", og fik fra start opmærksomhed og ros for den loyale tilgang til Odin og Thors mytologi. Siden har Vanir tiltrukket danske musikelskere med en fælles forkærlighed for mjød, kød og metal, blandt andet med en udsolgt koncert i Pumpehuset og en optræden på Copenhell-festivalen.

I 2012 udkom "Onwards Into Battle", nu med tekster på engelsk, men stadig med udgangspunkt i fortællingerne og de nordiske guder og vikingerne. Foruden guitar, bas og trommer, fuldendes udtrykket af frontkvinden Saras spil på sækkepibe og andre fløjteinstrumenter. Vanir er uden tvivl et af Danmarks mest autentiske vikingeband.

Kvintetten lægger vejen forbi BETA, fredag den 25. oktober 2013, og her er der dømt vikingetema – i aftenens anledning serveres der derfor blandt andet mjød fra drikkehorn! Forsalget til koncerten er allerede er i gang via Billetlugen.dk.

Tilføj kommentar