DETEKTOREN

Black metal vs verden

Black metal Black metal

Den forrige artikel handlede om de fordomme, der tilsyneladende stadig lever i bedste velgående, både udenfor, men så sandelig også INDENFOR metalmiljøet. Der blev malet et monokromt billede af en genre, der burde indse, den er overflødig, bagstræberisk og ensporet, men detaljerne i de mange svar viser, at det er en genre, der breder sig ud over flere elementer. Hvor nogle mente, det gik for hurtigt, mente andre, det gik for langsomt, og lige præcis den modpol gjorde sig absolut også gældende blandt dem, der tilkendegav, de lyttede til black metal – en gruppe, der udgjorde over 80% af dem, der valgte at deltage. De blev, udover at markere hvilke genrer de foretrak, bedt om at sætte ord på, hvad musikken betyder for dem.

En sluttet kreds?
Få andre fanbaser er så dedikerede og indbyrdes uenige som dem, der bekender sig til black metallen.
Men selv indenfor black metallens trygge rammer hersker der lige så stor diversitet og uenighed om, hvad der er ”ægte” black. Det kan gøre det svært for nytilkommere at føle sig velkomne i et miljø, der først og fremmest består af individualister, der dog alligevel har det til fælles, de føler sig en smule hævet over masserne. Det kan opfattes som et negativt postulat, at black metallere generelt er nogle elitære enspændere, men det fremgår tydeligt af svarene, at vi her har at gøre med en gruppe af individer, der går meget op i detaljerigdommen i genren. Det kommer til udtryk både med et positivt og negativt syn på alle de retninger, den har bredt sig i, siden det for alvor gik op for verden, at black metallen er kommet for at blive.

Som udgangspunkt gav de fleste udtryk for, de lyttede til tre eller flere subgenrer. Højdespringerne var anden bølge, både den norske og den... ikke-norske, men generelt kunne man på besvarelserne se, at der var en tendens til at favne bredt. Som en ekstra bonus kunne man få lov til at anføre de genrer, man ellers lytter til, der ikke var blevet opstillet som svarmulighed. Og netop dette felt viste med al tydelighed, at black metal ikke så let lader sig kategorisere eller opdele i overordnede genrer. Enkelte brugere angav flere genrer og bands, og så var der en enkelt, der med få ord satte det hele på spidsen: ”Der er sgu så mange subgenrer, at det ikke giver mening at opremse – lytter til det hele”. Men betyder det så, at sammenholdet alligevel lever i en genre, der er mest kendt for at være sluttet om sig selv? Det er ikke et spørgsmål, der er let at besvare, for i den efterfølgende opfordring til at uddybe, hvorfor de lytter til black metal, var svarene lige så diverse som genren.

Beskriv med dine egne ord, hvad black metal betyder for dig”  
At spørge metalfans, hvorfor de hører metal, er ikke noget, man bør gøre, hvis man ikke har et par timer tilovers. For det er ikke blot en beskrivelse af, man synes den med Satan er fed; det er et foredrag om, hvordan musikken påvirker dem, deres humør, og hvordan både tekster og stemning kan afspejle sindsstemninger, de ikke selv kan sætte ord på. Et af de ord, der gik igen flest gange, var ”atmosfære”, skarpt forfulgt af ”følelsesladet”. Vores respondenter havde mange ting at sige, men en ting, der er vigtig at bide mærke i, er ikke blot indholdet i svarene, men også måden hvorpå meningerne blev givet tilkende. Det kan man uden de store anstrengelser overføre til selve det emne, der bliver uddybet på disse sider. For temmelig mange satte store ord på noget uforklarligt: ”Det er den auditive repræsentation af noget, der er den perfekte balance mellem det voldsomme og det sofistikerede. Black metal som genre er en af de mest kompromisløse nutidige kunstneriske bevægelser. Hvor de fleste genrer stiler efter teknisk formåen, og strukturen på sangene har betydning, er black metal ren katharsis, på samme måde som akademikere ville sammenligne med post-modernisme”. Andre er lidt mere direkte i deres uddybende svar, og udsagn som “Aggression. Fuld fart frem, ingen hæmninger, drevet af had”, “Det er beroligende” og “Det er stemningsfuldt og barbarisk på samme tid” understreger blot postulatet om, at black metal er andet end endeløs fræsende riffs og en hidsig satanist på vokal og er valide eksempler på, hvad black metal evner at vække i sine fans.

De utallige undergenrer byder både på stemningsskabende melodier, der fremmaner billeder af frosne og dramatiske landskaber, isnende kulde – både verdslig og sjælelig – og som lader lytteren kigge indad og gennem musikken få afløb for mørket. Det er brutal, misantropisk og minimalistisk musik, der byder på hyper-individualisme, den totale afvisning af det moderne samfund og distilleret had til åndelige mørkemænd og deres tanketomme disciple. Det er simpelthen ikke muligt at beskrive black metal uden at blive halvpoetisk, og da slet ikke kortfattet. Men hvor vi kan tale om, hvad den betyder for sine fans fra nu af og til lyset tager os, kan vi også konstatere, at musikken både indholdsmæssigt og udtryksmæssigt evner at udtrykke næsten alle sindsstemninger gennem den uendelige variation, den besidder.

Tilføj kommentar