En ydmyg kæmpe

Chuck Schuldiner er nok en af de vigtigste skikkelser inden for heavy metal. En musiker, hvis relevans er på niveau med folk som Tony Iommi, Lemmy, Quorthon, James Hetfield og Steve Harris. Hans alt for tidlige død var en tragedie. Men hans arv lever videre, både i form af al den musik han nåede at velsigne os med, men også via de utallige andre bands og musikere, som har ladet sig inspirere af hans kunst. Det giver derfor sig selv, at der også er utallige Death-tributbands derude.

Et af disse er Left to Die, der da også består af både tidligere medlemmer fra Death samt medlemmer af andre Death-tributbands som Gruesome, der i mellemtiden er begyndt at skrive original musik. Normalt gør vi her på Heavymetal.dk ikke et stort nummer ud af at anmelde albummer fra coverbands – jeg tror faktisk aldrig, det er sket før. Så hvorfor i alverden har vi valgt at kaste os over Initium Mortis? Godt spørgsmål, hæng på!

Dødsmetal fra før dødsmetallen

Hvis vi partout skal skære helt ind til benet, så er Initium Mortis en coverplade, men ikke en klassisk en. Den slags består jo oftest af evergreens og de klassiske numre, som vi alle har hørt i en sådan grad, at vi er ved at brække os. De ti numre på skiven her er alle det, man vil kalde for ‘deep cuts’, plus moms endda. Det er numre, som alle stammer fra de mange demoer, Death lavede i midten af 1980'erne. Faktisk er mange af numrene fra dengang, hvor Death kaldte sig Mantas i stedet.

Med andre ord er det sange, de absolut færreste har hørt, og dem, der har hørt dem, vil nok gå med til, at kvaliteten på eksempelvis Rehearsal #1 ikke just løftede musikken, nok nærmere tværtimod. Hvilket er præcis, hvorfor Left to Die har valgt at lave pladen her. De mente simpelthen, at folk fortjente at høre de her tudsegamle demoer, måske endda for første gang, og de mente ligeså at sangene fortjente at blive støvet af og lige finpudset i en sådan grad, at man rent faktisk kan høre, om det er en guitarsolo eller en støvsuger, der kæmper med at fjerne en klump kattegrus fra løberen i entreen.

Alt i alt er det jo en virkelig smuk tanke, som Left to Die har gjort sig her – hatten af for det. Men når det så er sagt, er der så nogen ud over de mest dedikerede Death-fans, der reelt vil

sætte pris på pladen her?

Tja, måske. Det er jo dødsmetal fra en tid, hvor der ikke rigtigt fandtes dødsmetal, så sat på spidsen lyder størstedelen af numrene jo som Slayer, bare med en grovere vokal. Det er fra en tid, hvor Schuldiner slet ikke havde fundet sin egen musikalske vej og stil, selvom man da godt kan høre enkelte brudstykker af, hvad der senere skulle blive til den lyd, vi tænker på, når vi tænker på klassisk Death.
Det skal selvfølgeligt også påpeges, at det jo er musik skrevet af en flok overmodige teenag knejte, hvilket er sindssygt imponerende, for sat op imod noget af alt den andet musik, der også udkom i 1984, så er det her stadig på et ret højt teknisk niveau.
Omvendt skal man jo så også lige huske, at de her sange jo er numre, Schuldiner aldrig mente, var helt gode nok til at blive udgivet i andet end demo-format. Det er der naturligvis mange grunde til. Jovist, visse dele og aspekter har da fået lov at overleve, som dele fra “Zombie” kom med i “Zombie Ritual” fra Scream Bloody Gore, men ellers er der altså tale om materiale, der mestendels stammer fra glemmebogen.

For de mest dedikerede

Initium Mortis (dødens begyndelse) er afgjort til de mest loyale Death-fans. Dem, som har hørt de gamle demobånd, dem, hvis Leprosy-hættetrøje stammer fra 1988, og dem, som sværger til, at Death aldrig skulle have moderniseret sit logo. Er man derimod en mere afslappet fan, lad os kalde det en weekend-fan, ja, så vil man nok mest se pladen her som et kuriosum og en kærlighedserklæring til Death og Schuldiner. Men når først man har set giraffen – eller måske nærmere hørt den – så tror jeg, at de fleste er kommet videre eller måske er vendt tilbage til det rigtige Death i stedet. Men hvis coverbands partout vil udgive plader, så synes jeg så afgjort, at det med at grave dybt ned i materien og finde ældgammelt, måske endda næsten apokryfisk materiale frem for så at støve det af og vise det, bestemt er måden at gøre det på. I stedet for bare at køre den ind med evergreens som ingen reelt set gider høre igen.