Alabama, afsavn og absolut disciplin
Da No Cure kravlede op fra Alabamas underjordiske hardcorekældre i 2021, var der næppe nogen, der havde forudset, at kvintetten blot fem år senere ville stå med en yderst imødeset debutplade i hænderne. Bandet har skabt sig et solidt ry for deres ekstremt aggressive musik og vanvittige liveshows. Det er et band bygget på hårdt arbejde; medlemmerne har knoklet på byggepladser for at finansiere drømmen, og det første år alene tilbragte de over 100.000 kilometer i en alt for lille varevogn på tværs af USA.
En helt central søjle i No Cures eksistensgrundlag er deres benhårde ‘straight edge’-filosofi: Bandet konsumerer ingen alkohol, stoffer eller tobak som en modreaktion mod punkscenens selvdestruktive adfærd, hvor No Cure bærer dette flag med militant stolthed. Denne ekstreme personlige disciplin og rå, fokuserede energi er præcis den benzin, der får motoren på deres imødesete fuldlængdedebut, It Is Going To Get Dark, til at eksplodere.
Soniske straffespark fra den isolerede hytte
For at indfange den helt rette klaustrofobiske stemning til det nye album søgte No Cure mod total isolation i en hytte langt ude i ødemarken. Resultatet af dette selvvalgte eksil er blevet et fokuseret, mørkt og aggressivt produkt. Albummet dykker tematisk ned i eksistentielle kriser, personlige tab og landevejenes monotone metaltræthed, hvilket i den grad kan mærkes på den rå og kompromisløse nerve, der gennemsyrer hele udgivelsen.
De to guitarister har stemt instrumenterne helt ned i double drop C, som musikalsk leverer den vrede, som medlemmerne har opbygget på byggepladserne og på landevejen. Når pladen sparkes i gang, opdager man hurtigt, at sangstrukturen på flere numre minder om hinanden. Formlen er klar: tunge breakdowns, larmende guitarer, hypnotiske stortrommer og imponerende skift mellem screams og growls. Heldigvis reddes formlen fra at drukne i et monotont lydbillede ved at dosere en solid portion dødsmetalreferencer, uventede whammy-effekter og små flirts med decideret slam-core ind i hardcoreblandningen.
Albummet er spækket med prominente gæster fra scenen, omend effekten af dem er en smule svingende. Bidrag fra navne som Tyler Short (Inclination) og Skyler Condor (Varials) drukner desværre en smule i det generelle lydbillede og ender mest af alt med at føles som hyggelige vennetjenester. Deres vokaler komplementerer bandet fint, men bringer ikke noget innovativt eller anderledes end det, vi hører fra bandets numre uden gæster. Derimod er der andre gæster, som fungerer bedre ved netop at ændre dynamikken en anelse – specifikt Jayway, der leverer en fed gæsterap, hvor de gutturale growls kort afløses af spyttede tekster, og på "Purity Spiral" bliver der skruet helt op til 11, når selveste Vincent Bennett (The Acacia Strain) kigger forbi. Her introduceres der clean vokal for første – og eneste – gang, inden nummeret kammer over i en kraniesmadrende sekvens af dybe growls og langsomme, slæbende riffs. Det er så tungt, at man nærmest kan mærke muskelfibrene blive revet over i nakken i takt med den ufrivillige headbangning, denne musik tvinger lytteren til.
No Cure vinder mest, når de tør lege en smule med dynamikken og lader de beskidte death metal-inspirationer få frit løb. Selvom albummet mod slutningen cementerer bandets sande, nådesløse DNA med "I Am Still Fucking Straight Edge", før det lukker dystert ned med "Everything I Love Is Dead Or Dying", sidder man tilbage med indtrykket af en relavtivt helstøbt udgivelse. Det er monotont på den helt rigtige, hypnotiske måde, som kun den mest vanvittige hardcore kan præstere.
Et kraniebrud af en debut
It Is Going To Get Dark er en kompromisløs, kvælende og fuldstændig destruerende debutplade. No Cure har taget al den intense energi, de har opbygget på deres tidligere EP’er, og destilleret den ned til 12 sange, der føles som et direkte slag i mellemgulvet. Selvom visse gæsteoptrædener savner mere markant karakter, og sangstrukturerne til tider genbruges en kende for flittigt, ændrer det ikke på, at albummet leverer præcis den tyngde, som undergrunden har tørstet efter. Bandets stålvilje og dedikation kan høres i hver evig eneste takt. No Cure lovede os, at det ville blive mørkt, og de har i den grad leveret varen.