Black metal vs verden

Black metal Black metal

For at få et overblik over, hvordan det står til i black-miljøet anno 2016, sammensatte vi et lille spørgeskema, hvor vi udbad os lidt om deltagernes baggrund og et par ord om deres musiksmag. For det er ikke kun relevant at høre fra folk med indgående kendskab til emnet, men i lige så høj grad hvordan en uindviet verden ser på en genre, der mest er kendt for at være ekstrem, ikke blot musikalsk, men også i sit budskab og sit udtryk. Men black metal er meget mere end dårlig lyd og utilpassede unge i sort tøj.

Giv mig din mening – jeg ved, du har den!

Fordommene er mange. Både for udenforstående, men også internt i metalmiljøet. Billedet på en klassisk black-metaller er en trist og tyndarmet splejs, der har corpse paint på og fægter med pinde i skoven i stedet for at øve sig på at spille musik – en respons, der er gennemgående i de svar, vi har fået på spørgsmålet om, hvad folk forestiller sig, når man siger ”black metal”. Mange af de mere kritiske besvarelser gik både på musikkens karakter og kvalitet, men især også budskab og kendetegnene for tilhørsforholdet.
Langt størstedelen af respondenterne i alle grupper var mænd i alderen 18-40+, og det, der gik allermest igen, da de af dem, der anførte, de ikke selv lyttede til black metal, blev bedt om at sætte ord på, hvilke ting de associerer med genren, var netop de førnævnte fordomme.

 

Udefra og ind
Indenfor den forholdsvis lille gruppe, der angav, de slet ikke lyttede til metal, var der overraskende få negative udtalelser om, hvad de mente, black metal handlede om. Som udgangspunkt var det primært en idé om, det hele handlede om Satan, men langt de fleste svar var faktisk neutrale, med tendens til at være nogenlunde positive. En kommentar som ”Misantropi og primitiv lyd” kombineret med holdningen om, at vedkommende ”Ikke tænker så meget over det, vi hører allesammen noget forskelligt, så det er cool alt sammen er med til at tegne et billede af en omverden, der ikke længere ser på black metal som en stor og farlig ubekendt – i modsætning til dengang, mediernes sensationelle tilgang til konceptet næsten fik ulovliggjort en hel genre i England.  Dog ligger der herfra en erkendelse af, at det i virkeligheden er konturerne af det, som engang var, der stadig anes udenfor den arena, hvor den virkelige kamp står.

 

 

Mine venners fjender
Ud af 586 besvarelser var der ganske få, der indikerede, at de, til trods for deres metalliske musiksmag, ikke bryder sig om black metal. De blev, på samme måde som dem, der havde anført, de IKKE lyttede til metal af nogen slags, bedt om at sætte ord på, hvad de mener, black metal er. Hvis man havde forventet, at ikke-metal-folket havde grimme ting at sige om black metal(lere) og omvendt mere forståelse fra deres brothers and sisters in arms, står man til en ubehagelig overraskelse. For indenfor metalmiljøet hersker der lige så mange fordomme, som der var forventet udefra. Igen er corpse paint et nøgleord i de ofte lange og malende beskrivelser af, hvad de mener, er i vejen med black metal. En enkelt mente oven i købet, at det er et tegn på, de hænger fast i fortiden og egentlig ”burde komme videre og lære at spille ordentlig metal”.
Det er dog ikke kun det visuelle, mange af kritikerne rynker på næsen af. Det er i allerhøjeste grad også både form og indhold. Dårlig produktion og lyd gik igen flere gange, hånd i hånd med de klassiske fordomme om satandyrkelse og kirkeafbrændinger. En enkelt person, der ellers med egne ord ”elsker ekstreme genrer…”, synes, at det helt ekstreme black metal “er waaaaay too much”.  Desuden faldt der, pudsigt nok, en masse modstridende kommentarer. Et par stykker gav udtryk for, det gik for langsomt, mens andre mente, det gik for hurtigt. Det taler absolut for, at black metal er en genre, der er temmelig versatil og byder på andet end blot “konstante riffs og svage growls”.

Men selvom langt de fleste svar var temmelig negative og spækket med de klassiske fordomme om, black kun er “Idioter med seks spor, der ikke har forstand på at vække den musik til live, de forsøger at spille”, var der også enkelte forholdsvis neutrale og åbensindede udtalelser. De mere accepterende deltagere gav udtryk for deres forståelse for, hvorfor andre var tiltrukket af det dystre univers, og en enkelt besvarelse slog afslutningsvis hovedet på sømmet med blot en enkelt sætning – en sætning, der indkapslede hele fundamentet for den harske modvilje mod black metal: “Jeg forstår ganske enkelt ikke black metal”. Her kan vi blot konstatere, at selvom vi alle er forenede under den samme fane, er enhver til sit, ikke gældende for dem, der foretrækker deres metal sort.

 

Læs med næste gang, når vi kigger på, HVAD der er medvirkende til, at man overgiver sig til et univers, der byder på “komiske og ulæselige bandlogoer”, “disharmonisk og primitivt pis”, for slet ikke at tale om “Fræsende ensformig guitar og ligeså trommer. Eventuelt med lidt melodi. Guteral vokal. Eventuelt keyboard. Uhørlig bas. Eventuel fed punk-vibe. Norge. Skove og snelandskaber. Kirkeafbrændinger og satandyrkelse. Corpse paint, naturligvis”.

Tilføj kommentar