Thy Art Is Murder - Lille Vega - 20. oktober 2017
Thy Art Is Murder

Thy Art Is Murder

Lille Vega, København V

Officiel vurdering: 6/10

Inden vi kommer for godt i gang, skal der lyde et dybtfølt suk. Denne anmelder havde nemlig set utroligt meget frem til hele oplevelsen, som var Justice For The Damned, Oceano, After The Burial og selvfølgelig Thy Art Is Murder. Logistikken og tiden gjorde bare, at undertegnede ikke kunne nå frem i tide. Et stort tab, har jeg ladet mig fortælle, da specielt Oceano skulle have brilleret. Et band, som jeg havde set specielt meget frem til. Nok om det, for der var stadig meget lækker deathcore at se frem til.

Stemningen var, hvad man kan betegne som decideret fremragende, da der var pakket til bristepunktet med mennesker, som var blevet rystet godt igennem af aftenens to første bands. Så var der bare mig selv, som kom lige fra den silende regn og ind i varmen – klar til at få min core-hat på.

After The Burial

Dem, der ikke hopper, de… lige meget. Alle hopper

Aftenen var skemalagt med fire bands, som var presset godt og grundigt sammen, så Thy Art Is Murder kunne gå på kl. 21.30. Det betød korte sæts, hvilket også ramte After The Burial. Syv sange kunne de få presset ind. Så den skulle vel at mærke have alt, hvad den kunne trække – og det fik den også.

For da bandet satte gang i ”Lost In The Static” fra bandets seneste album, Dig Deep, fra 2016, var den fyldte sal i bevægelse. Der var ikke mange fødder plantet i jorden hos de fremmødte, da alle, taktfast, hoppede op og ned i den lune deathcore-hoppeborg. Det, som allerførst slog mig, var, at hold kæft, hvor er Lille Vega et eminent sted til et sådant arrangement. Akustikken, stemningen, intimiteten og lyset, kombineret med et ufatteligt engageret publikum, gjorde bare, at man følte, der kun var ét sted at være denne fredag aften. Bandet var så energisk, som man kunne forvente, men de kunne sagtens have givet den 30 % mere – især fordi de i høj grad blev båret på hænder og fødder af det veloplagte publikum, som bare spurgte, hvor højt der skulle hoppes, når der blev sagt hop. Det er sjældent, jeg har været vidne til sådan en energisk stemning. Nok om publikum… selvom jeg sgu synes, det var fantastisk! Nå!

Sættet, bandet havde formået at strikke sammen, var ganske udmærket, men med størst fokus på førnævnte album. Det er også okay. At der dog var ønske fra publikum om sange af ældre dato, kom til udtryk, da der var en person foran scenen, som skrålede en gammel sangtitel fra bandets meget tidlige dage, hvilket fik forsanger Anthony Notarmaso til at tabe kæben. Som han selv sagde, var den sang – jeg kan ikke lige huske, hvad den hed; tror, det var ”Knives” – fra før, han kom med i bandet, og han var ganske imponeret over denne fans kendskab til bandet. Det hele gik for alvor op i en højere enhed under aftenens sidste nummer, ”Wolves Among Ravens”, som bare sad lige i skabet. Det var en ganske godkendt koncert, men hvor bandet alligevel manglede at komme lidt mere ud over scenekanten. Det er et fucking deathcore-show, og folk er med jer. Tag nogle chancer! Men de var ganske velspillende, som sagt, og virkede til at være i rigtig godt humør. Som de sagde på scenen, havde de spillet shows, hvor de havde oplevet, at folk ikke ville gribe hinanden under crowdsurfs, og det resulterede denne aften i talrige crowdsurfs. Hvor var det fedt at se! Ganske underholdende! Man skulle have været der, som man siger. 

7/10

Thy Art Is Murder

På trods af sygdom gjorde CJ McMahon alt, hvad han kunne, for at brænde Vega ned til grunden. Der blev virkelig tændt op – især hos publikum – men ilden fik aldrig rigtig fat

Okay. For lige at få det hele på det rene: Thy Art Is Murder har udgivet et af de bedste, tungeste og mest potente deathcore-albums i år. Jeg snakker naturligvis om Dear Desolation, og forinden har de udgivet en række af mesterværker inden for genren. Jeg er stor fan, vel at mærke. Så jeg havde naturligvis glædet mig helt enormt meget til aftenens koncert. Jeg ved, hvad de kan levere på albums, og jeg ved, hvad de kan levere live. De startede sågar med min klare favorit fra deres nye album, nemlig nummeret af samme navn: ”Dear Desolation”. Efter min store glæde over, at netop denne åbner skulle sætte festen i gang, dæmpede gemytterne sig lidt. Der var et eller andet, der ikke var, som det skulle være. Det første, jeg bemærkede, var, at lyden ikke var helt i top. Det blev dog fikset senere, men der var mere. Vi fik senere at vide af en lettere forpustet CJ McMahon, at han sgu mildest talt ikke var helt på toppen, men at han ville gøre sit allerbedste. Jeg troede sgu på ham. Han virkede ikke frisk, men jeg troede på, at han nok skulle give den alt alligevel. Og det gjorde han!

CJ! CJ! CJ!

Aftenens øvrige bands’ korte sæt vidnede om, at Thy Art Is Murder havde meget med i posen, og det blev da også til 14 røvhamrende modbydelige numre. Som skrevet før har de et frygtindgydende bagkatalog, der kan få alle Australiens dødbringende dyr til at ligne kattekillinger. Bandets hjemland, som jo netop er Australien, har en overflod af dødbringende dyr, men jeg vil stadig vove at påstå, at det mest dødbringende er Thy Art Is Murder. Smid et af bandets albums på anlægget på et plejehjem, og så er resultatet nok… ikke specielt rart. Det var måske meget malende, men det er død og ødelæggelse, og det er jo bare fedt altså!

Nå! Bandet fortsatte deres dødsmarch med ”Slaves Beyond Death”, og nok kan det virke utroligt simpelt i sin opbygning, men for helvede, hvor er det tungt. Det var lige, så det hele rystede, og der gik ikke lang tid, før folk søgte tilflugt… neeej. Det var sgu ikke det, der skete. Folk søgte op på scenen, for nu skulle der crowdsurfes! Jeg ved ikke, hvor mange vi nåede op på under denne koncert, men der var stort set altid folk på scenen – klar til at kaste sig ufortrødent ud i armene på folk i den fyldte sal. Bandets medbragte crew var hurtigt henne for at afværge det, men der stillede CJ sig bare imellem og gjorde fagter med armene – noget i stil med: ”Lad dem dog have det sjovt. Det er cool!”. Folk havde det sjovt! Og det havde bandet også, til dels. For CJ kæmpede med sin sygdom og gav sig alligevel 100 %, men resten af bandet delte ikke samme engagement. De gjorde det, de skulle, og så virkede de – i modsætning til CJ – pisseirriteret over alle de folk på scenen. Der var sgu også en lind strøm af mennesker op og ned af scenen, hvilket til sidst gjorde, at det medbragte crew fik lov til at beordre folk ned hurtigt igen. Det var folk pisseligeglade med, og det er sgu også helt okay! For som skrevet før havde de fremmødte stor andel i, at denne aften var rigtig god! Klap jer selv på skulderen! Det var en fornøjelse at være vidne til.

Vi fik serveret en god ligevægt fra bandets mange mesterværker, og under nummeret ”Coffin Dragger” blev CJ ledsaget af sin landsmand Bobak fra Justice For The Damned. Ikke nogen sensation, men det gav da koncerten lidt mere spil. Under hele koncerten syntes jeg, der manglede 30-40 %, for at den virkelig fik taget til at lette, og det ærgrede mig helt vildt. Koncerten var, mærkeligt nok, mest underholdende under bandets ophold imellem sangene. Det blev også til et længere ophold, da bandet sågar endte i tekniske problemer, og her er CJ altså en verdensmand og en sand entertainer.    

FISSE! FISSE! FISSE!

Det blev til en sjov Q&A blandt publikum på forreste række, som bød på lidt vrøvl, lidt Metallica-lynchning og et par ”tehee”. Den sidste del morede jeg mig meget over. Man ved besked, hvis man dyrker deathcore-miljøet. CJ skulle også øse ud af sine nye sproglige danskkundskaber: ”Fisse!” – hvilket folk jo, naturligvis, åd råt. Så som koncerten startede med de taktfulde råb: ”CJ! CJ! CJ!”, blev bandet taget imod – til deres tilbagevenden på scenen til det efterfølgende ekstranummer – med råbene: ”FISSE! FISSE! FISSE!”. Men da bandet gik på scenen igen for at slutte af med ”Reign Of Darkness”, manglede CJ. Man kunne høre ham i højtalerne, men han var ingen steder at se, indtil man hørte ordene: ”I’m up here!”. Ja, så hang han ud over balkonen, klar til at kaste sig ud til tonerne af førnævnte sang. Og kaste sig ud, det gjorde han. Det satte et eminent punktum for en desværre meget middelmådig performance, som kun blev reddet af en syg mand og et formidabelt publikum.
 

 

6/10

Tilføj kommentar