Ayreon og Stream Of Passion

The Rock, København K

Arjen Lucassen er nok mest (aner)kendt for sine storladne metaloperaer under etiketten Ayreon, men hans seneste projekt er bandet Stream of Passion, der med den mexicanske sangerinde, Marcela Bovio, i front spiller en type lettilgængelig, småpoppet metal. Sammenligneligheden med bands som Nightwish og Evanescence og de forholdsvis enkle arrangementer har ikke rigtig appelleret til InsideOuts kernepublikum, i hvert fald ikke at dømme ud fra de anmeldelser, jeg har læst på diverse progmetal-hjemmesider. Efter min mening er hovedproblemet med bandets debutalbum, "Embrace the Storm" dog ikke den mere simple stil, som kan være fin nok, men at musikken mangler noget energi og kant.

Så hvorfor, spørger nogle læsere måske sig selv, har anmelderen overhovedet besværet sig med at tage hele vejen til The Rock i Dronningens København – på en dag, hvor vejret i større mængder ville gøre ham syg, hvis han ikke allerede var det, og hvor han i øvrigt allerede har indvilliget i at tage til et møde i Vejle om eftermiddagen, hvilket betyder, at han skal lægge en anselig mængde slanter hos DSB for at nå begge engagementer? Det har han, fordi det er rygtedes, at Stream of Passion også spiller Ayreon-numre – og det er jo nok værd at høre på, især fordi Ayreon-projekternes karakter af studieprodukter gør, at det er sjældent, man overhovedet vil få lov at høre sangene live.

Jeg ankom i særdeles god tid til hovedstaden, men da det jo var en ganske almindelig hverdag, var der grænser for, hvor meget jeg kunne få tiden til at gå med i et efterhånden mere og mere lukket butiksstrøg. Efter en kop kaffe indfandt jeg mig således i køen til spillestedet, hvor en stadigt voksende skare skuttede sig i den våde råkulde. Ventetiden føltes lidt kortere, idet jeg med min smerteplagede hals førte en slags samtale med en hollandsk fan (altså af bandet), der var kørt hele vejen fra Holland for at høre dem ("just to do something crazy", som han sagde). Han kunne fortælle, at ca. halvdelen af S.o.P.’s sæt bestod af Ayreon-materiale, og at det fungerede rigtig godt. Nu begyndte jeg jo så småt at glæde mig.
Efter en længere proces med skiftevis hjælpsomme og mistroiske dørmænd (m/k) og meget lidt hjælpsomme gaderobedamer lykkedes det mig at stå parat, da tæppet gik, og et nydeligt lysshow med dertilhørende lydeffekter illuderede et ulmende uvejr, der blev opløst, idet trommeslager, bassist og siden keyboardist startede et cool groove op, oven på hvilket Marcela gjorde sin entré i sort, stropløs gallakjole med en smuk, kontrolleret vokal (altså Marcela, ikke gallakjolen). Den tryllebindende stemning (nummeret hed "Spellbound", tihi) blev brudt, da Arjen Lucassen med langt hår i en frisure, der ville have gjort mange misundelige i 1980’erne, og den svenske, kvindelige guitarist, Lori Linstruth, som jeg vender tilbage til om lidt, sprang ind på scenen i henholdsvis venstre og højre side med deres guitarer i synkrone power-sving.
Herefter appellerede de straks til fans af Ayreons "The Human Equation" med nummeret "Pride" fra dette album – her havde Marcelas lillesøster, hvis navn, det ikke er lykkedes mig at få fat i, sneget sig ind på scenen for at synge med, hvilket hun gjorde resten af koncerten. Bovio-søstrene havde dog snydt lidt og lavet fraseringerne i duetten væsentligt om, primært så de lå lidt bedre (læs: lavere) for deres stemmer.
Denne solide gang heavyrock førte bandet direkte over i deres første videorelease, "Passion", som havde langt mere smæk på live end i studieversionen, hvilket i det hele taget kendetegnede bandets egne numre denne aften.

Endelig fik bandet sagt pænt goddag til publikum på The Rock, som var pænt godt fyldt, uden at man ligefrem fik åndenød. Resten af sættet bestod af en skøn blanding af nyt og gammelt fra Arjen Lucassens bagkatalog. (En udførlig sætliste med albumoplysninger kan ses nedenfor.) Arjen selv spillede en forbavsende tilbagetrukket rolle i aftenens koncert. Han sang ikke særlig meget med - en stor del af hans egne partier fra Ayreon-albummene blev sunget af bandets mexicanske keyboardist, Alejandro Millán eller af Bovio-søstrene. Dette skyldtes ikke, at var travlt optaget med vilde soloer, for de fleste af dem tog Lori Linstruth sig af på sin lyserøde guitar (!). Men glad så Arjen ud, og han tog sig da også tid til senere i koncerten at takke de eventuelle fans, der måtte være til stede, som han havde korresponderet med på nettet (jeg er ikke helt sikker på, hvad han sagde, fordi en i øvrigt venlig DJ på det tidspunkt var i færd med at fortælle mig om sine erfaringer som koncertanmelder). Enkelte steder hoppede han dog ind på scenens centrum for at trykke den af, og han var da også godt med på vokalen i et par af de sidste numre.

Der var virkelig gang i aftenens koncert – både visuelt og auditivt. Hvad det visuelle angår, så var de tre kvindelige bandmedlemmer noget af det mest seriøst vampede, jeg nogensinde har set på en scene. Marcela var den mindst vulgære, men hendes lillesøster var godt med i opløbet i sine stramtsiddende læderbukser med talrige horisontale åbninger på lårene. Lori Linstruth tog dog prisen i en ualmindeligt opskruet sort skindkjole, men man anede dog et selvironisk smil bag det lange, krøllede kommunefarvede hår. På herresiden var bassist Johan van Stratum (fra Holland) en uhyre happening makker med dreadlocks og energisk springen-rundt, der nærmest insisterede på at få publikum med hele vejen. Det var mit indtryk, at det lykkedes. Alejandro på keyboard og trommeslager Davy Mickers var i sagens natur mere statiske, men sidstnævnte fik dog lejlighed til i aftenens sidste ekstranummer at lade en afsluttende rundgang eskalere til en lille trommesolo (hvor han i øvrigt var så uheldig at tabe den ene stik, hvilket han slap ud af med et lille skuldertræk og et begejstret, loyalt publikum).

Mine kritikpunkter denne aften var primært lyden, som havde lidt for meget bund. Det virkede dog, som om det skyldtes stedets udstyr og ikke lydmanden, for jeg kunne sagtens skelne instrumenterne fra hinanden, når jeg koncentrerede mig og evt. justerede lidt på mine ørepropper. Hvad angår det vokale, var jeg generelt imponeret af Marcelas flotte live-sangstemme, men jeg var lidt skuffet over, hvor meget der blev snydt med fraseringerne på de (oprindeligt) høje steder i Ayreon-numrene. Som en af mine gamle violin-lærere ville have sagt: "kom nu, sportsmand!" Apropos violin, så spillede Marcela også dette instrument på flere numre. Det var desværre en elektrisk violin med en meget skærebrænder-agtig klang, men hun havde bestemt kontrol over den. Jeg ved ikke, om mine øjne bedrog mig, men et enkelt sted, hvor hendes tone lød en lille smule falsk, lavede hun et øjeblik en grimasse, der så ud, som om hun var klar over det, men forvandlede den hurtigt til et lidende ansigtsudtryk, der passede til hendes efterfølgende sanglinje. Alt dette var dog kun små skår i en ellers virkelig positiv overraskelse af en koncert.

En generelt god oplevelse rigere fik jeg fat i en sætliste fra en roadie, der var ved at rydde op, og satte kurs mod hovedbanegården og knap to timers ventetid på et tog hjem (plus ekstra forsinkelse på selve turen). Inden jeg lagde mig til at sove lidt i fire om natten, lovede jeg mig selv, at jeg ville tjekke den spritnye live-DVD med Stream of Passion feat. Ayreon ud, i håb om at genfinde lidt af energien. Denne anbefaling er hermed givet videre.

Det spillede bandet:

1. Spellbound (Stream of Passion – Embrace the Storm)
2. Day Fourteen: Pride (Ayreon – The Human Equation)
3. Passion (Stream of Passion – Embrace the Storm)
4. Wherever You Are (Stream of Passion – Embrace the Storm)
5. Computer Eyes (Ayreon – Actual Fantasy)
6. Valley of the Queens (Ayreon – Into the Electric Castle)
7. Haunted (Stream of Passion – Embrace the Storm)
8. High Moon (Star One – Space Metal)
9. Deceiver (Stream of Passion – Embrace the Storm) / Songs of the Ocean (Star One – Space Metal)
10. Day One: Vigil (Ayreon – The Human Equation)
11. Day Three: Pain (Ayreon – The Human Equation)
12. To the Quasar (Ayreon – The Universal Migrator Part 2: Flight of the Migrator)
13. Open Your Eyes (Stream of Passion – Embrace the Storm) – første gang nummeret spilles live, informerer Arjen
14. Out in the Real World (Stream of Passion – Embrace the Storm)
15. The Castle Hall (Ayreon – Into the Electric Castle)
Ekstranumre:
16. Into the Black Hole (Ayreon – The Universal Migrator Part 2: Flight of the Migrator)
17. Day Eleven: Love (Ayreon – The Human Equation)

Og så havde de endda to ekstranumre mere, som vi kunne have klappet dem ind til, hvis vi havde været mere ihærdige, men vi skulle selvfølgelig også hjem og sove…

Kommentarer (3)

calman

Indlæg: 17

God koncert. Jeg havde

God koncert. Jeg havde forventet flere Ayreon numre men det var ok. Lyden var efter min mening væsentlig bedre end hvad man plejer at opleve på the rock, og jeg tilskriver det til den kendsgerning at de selv havde lydmand med.
Lyset var som det plejer at være på the rock..

Her er nogle af de billeder jeg tog:
http://gallery.calman.dk/2007_01_18

hellcock

Indlæg: 189

Det lyder som om the Rocks

Det lyder som om the Rocks lydmand ikke mestrer sit arbejde?

calman

Indlæg: 17

Jeg er langt fra kvalificeret

Jeg er langt fra kvalificeret til at kunne vurdere hvor problemet ligger. Udstyret og lokalet har ganske givet også en del af skylden.

Tilføj kommentar