Crownshift - Crownshift

Crownshift

· Udkom

Type:Album
Genrer:Melodisk Death Metal, Power metal
Antal numre:8

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: 4/10 baseret på 1 stemme.

Eksport fra øverste hylde

De tusind søers land eksporterer hvert år store mængder petroleum, computerdele og biler til resten af EU. Metalmusik skal dog ikke glemmes i denne opremsning. Bands som Nightwish, Children of Bodom, Wintersun, MyGrain og Finntroll har turneret verden rundt, og haft både stor personlig og økonomisk succes. Hvad har alle disse bands også til fælles? Crownshift har medlemmer, der har været med i samtlige af dem! Den nye supergruppe som består af Jukka Koskinen (bas), Heikki Saari (trommer), Daniel Freyberg (guitar) og Tommy Tuovinen (vokal) blev dannet i 2023, efter de fire venner længe havde ønsket at gå i studiet sammen. Resultatet blev Crownshift, hvis lyd er en hybrid af melo-død og power med en meget moderne og ren produktion. Til trods for at repertoiret kun indeholder debutens otte sange, turnerer kvartetten voldsomt i år med besøg til blandt andet Tyskland, Spanien og Frankrig. Derfor fortjener Crownshift selvfølgelig også en tur i heavymetal.dks vridemaskine til inspektion.

Som nat og dag

Finsk melo-død har været en stor inspirationskilde verden rundt, og Crownshift er også yderst inspireret af scenen nærmere betegnet bands såsom Dark Tranquility og Soilwork. Der er stor fokus på riff-variation, højt tempo og en god gammeldags beskidt vokal – og dog. For Crownshift er både sangmæssigt og vokalmæssigt mere rene i deres lyd. Der er store sektioner med ren vokal, og musikken går efter at virke moderne og være ligetil. Det er som sådan ikke noget problem, især med hensigt på hvor metallen befinder sig. Det er dog et problem, at Crownshifts niveau svinger voldsomt nummer til nummer. Det er ligesom, når man bestiller et happy meal til datteren, som spændt glæder sig til at åbne en sej dinosaurfigur til samlingen, men i stedet får en byg-selv vindmølle i syv dele i plastik. Du ved aldrig, hvad du får, før du åbner æsken, eller i dette tilfælde indtil du når et godt stykke ind i hvert nummer. For noget er fantastisk godt, mens andet er yderst gennemsnitligt.

Pladens a-side er en yderst positiv affære, og især åbneren ”Stellar Halo” er velstruktureret og catchy med et letsindet riff. ”A World Beyond Reach” byder på stramt trommespil og flotte guitarsoloer, og man bliver hurtigt grebet af den opløftede stemning, som Crownshift kan producere. Bandet lyder som en samlet enhed, og der er ikke de bølger i vandet, som man ellers kunne forvente sig fra en debut. Det er tydeligt at høre, at vi har at gøre med veteraner inden for branchen.

På b-siden bliver det dog straks mere usammenhængende. Singlen ”If You Dare” er en kende for mainstream til min smag med et omkvæd, der for alvor lægger op til fællessang på Fælleden. Instrumentalnummeret ”Mirage” virker komplet overflødigt, og den akustiske guitar er for uinteressant til at fremgå på en debut, som skal promovere et nystartet band – og taler imod det eksplosive live-udtryk, Crownshift går efter at ramme. Efter par skuffende numre i træk bliver det småbizart, da pladen slutter med ”To The Other Side”, som har en spilletid på 10:21. Holy shit! Pludselig lyder Crownshift igen voldsomt inspireret, og nummeret er absolut deres mest kreative og originale påfund på skiven. Det er melodisk, progget og har et mere råt resultat. Hvor kom det pludselig fra? Det er forvirrende, men glædeligt at høre, for ”To The Other Side” viser kæmpe potentiale for den finske kvartet.

Alle veje fører til rom, meeeen….

Crownshift vil mange ting med deres eponyme album, men selvom alle veje fører til Rom, vælger de fleste nu alligevel den mest direkte rute. Crownshift mangler retningssans, og albummet er et tydeligt resultat af musikere, som kommer fra forskellige genrer og udtryk. Mangel på forventningsafstemning? Muligvis. Ikke desto mindre leverer den finske kvartet god underholdning fordelt på fyrre minutter, og højdepunkterne ”A World Beyond Reach” og ”To The Other Side”, skal helt sikkert nok finde publikummernes hjerter, når finnerne giver den gas på de store scener til sommer.

Tracklist

  1. Stellar Halo
  2. Rule the Show
  3. A World Beyond Reach
  4. If You Dare
  5. My Prison
  6. The Devil's Drug
  7. Mirage
  8. To the Other Side