Ripe - Lendemark Rock - 26. juli 2014

Ripe

Lendemark Rock, Bylderup-Bov

Officiel vurdering: 9/10

Så var der havefest med Ripe!

Lørdag den 26.07. var der "Lendemark Rock" – Et privat Open Air arrangement, med 2-300 gæster - i den lille sønderjyske landsby, Lendemark, der ligger dér hvor folk siger "mojn", både når de kommer og når de går, og hvor man absolut ingen problemer har med at forstå tysk. Lendemark Rock havde fem bands på plakaten, og ét af disse bands var københavnske Ripe, der har været på banen siden 2001, og har udgivet de to anmelderroste albums A Moment of Forever og The Eloquence of Silence.

Ripe gik på scenen som næstsidste band klokken 22 – før AC/DC kopibandet, High Voltage, skulle indtage scenen, og på et tidspunkt hvor de fleste gæster efterhånden havde været godt i gang med musik, mad og fest siden klokken 14. Det var ca. lige dér, hvor mørket begynde at melde sin ankomst, hvilket var med til at skabe de perfekte ramme for en kanon koncert.

Det var lidt spændende at se, hvordan publikum ville tage imod Ripe, der hører til i en lidt anden genre end de andre optrædende bands, som alle var kopibands og var mere i retning af Rock/Hård Rock. Men der var ingen der flygtede eller faldt om – tværtimod fornemmede man tilfredshed og begejstring blandt gæsterne, hvilket meget vel kunne skyldes, at Ripe gik til den med højt humør og en fantastisk energi, velvidende at der kun var ganske få blandt publikum, der kendte til bandet og genren. Ripe leverer lettilgængelig og lige ud ad landevejen heavy metal, hvor der bare gives fuld gas – og denne aften var bestemt ingen undtagelse. Der var bl.a. numre som "Backstabbing Promise", "Sweet Little Sins" og "Porcelain Goddess" på repertoiret, og der var fuld fart på fra start til slut. Frontfigur, Michael Bastholm Dahl – der i øvrigt pt. også er på tour med Artillery, skuffede bestemt heller ikke med sin fantastiske og kraftfulde vokal, der ramte klokkeklart hver gang han fyrede den af i de høje toner. Ripe kunne desuden afsløre, at der forventes at være et nyt album klar sidst på efteråret – og jeg kan afsløre, at det tegner godt… De gav nemlig et nummer fra deres kommende album, og jeg er allerede begejstret!

Hvis du ikke kender Ripe endnu, kan du bl.a. tjekke dem ud på iTunes eller se videoen til "Porcelain Goddess" på youtube, og lade dig rive med.

Kan bestemt anbefales, også live.. Det må blive en 9/10'er herfra!

Tilføj kommentar