Opeth - DR Koncerthuset - 7. november 2016
Opeth

Opeth

DR Koncerthuset, København

Jeg var blevet pålagt det ærefulde erhverv at indfinde mig på første balkon i Koncerthuset for at se, om Opeth stadig formår at spille andet end den overvældende prog, de har budt på i en del år efterhånden. Der er langt til Amager fra den nordvestlige del af Udkantskøbenhavn i frostvejr, men når Opeth kalder, så svarer man.  
 

Svensk lune på en råkold aften

Black Sahgbbath
Norske Sahg var med i Koncerthuset, og mit overfladiske kendskab til både bandet og deres musik gjorde ikke meget for mine forventninger; jeg havde i hvert fald ikke voldsomt travlt med at finde mig til rette på min ellers glimrende plads. Jeg havde givet dem et skud hjemmefra, men følte mig ikke synderligt bevæget af deres Black Sabbath-inspirerede lyd og var derfor nærmest undervældet på forhånd. Men fy, Cecilie, slemme anmelder. Forudindtagethed har aldrig klædt nogen, heldigvis kan jeg godt indrømme, når jeg tager fejl. For selvom Sahg nok aldrig bliver et top-ti-band hos mig, leverede de varen tilstrækkeligt live, til jeg er væsentligt mere venligt stemt, end da jeg stadig havde dem til gode.
Selve koncerten forløb uden hverken hager eller problemer. Forsanger Olav Iversen bevægede sig hjemmevant rundt på den store scene og dirigerede publikum til intermitterende applauser i det glimrende nummer ”Blood of Oceans”, der, for mig, var koncertens musikalske højdepunkt. Lyden var ganske overvældende for en førstegangsbesøgende i Koncerthuset, og jeg bed mærke i trommespillet, der dominerede lydsiden under det i øvrigt kompetente opvarmningsband – noget, jeg, efterhånden som aftenen skred frem, måtte erkende, ikke var unikt for dem.

"Vi heter O-peth”
Allerede inden bandet gik på, brød den nu (næsten) fyldte sal ud i klapsalver, piften og tilråb, og de blev kun højere, da bandet gjorde sin entré. Jeg havde luret setlisten på forhånd, så denne aften var forventningens glæde ikke baseret på, hvad de mon spillede, men hvordan de mon gjorde det. Og lad mig sige med det samme, de gjorde et eminent stykke arbejde. Alt fra sammensætningen af selve setlisten, til udførelsen, til lyssætningen og deres nærvær gik op i en højere enhed. Fra det øjeblik, den syrede intro til ”Sorceress”, fra deres seneste album af samme navn, kickstartede koncerten, til bandet takkede af til stående klapsalver, var det en overbevisende succes. Stemningen var i top, og da Åkerfeldt undervejs i den (også) vel modtagne ”Ghost of Perdition” oplevede lidt tekniske problemer, var isen for alvor brudt. Igennem den to timer lange koncert tog han sig tid til både at hyggesnakke med bandet, svare på tilråb fra publikum og hilse på sin mor, der havde taget turen fra Stockholm for at se sin søn på slap line.

Faktisk var en stor del af grunden til, jeg følte mig så underholdt, netop hans afslappede og selvironiske attitude. Efter at have holdt en afstemning om, hvorvidt han skulle tale på svensk eller på engelsk, introducerede han næste nummer som værende fra deres nye plade – en plade, der ikke var så populær, fordi ”folk har dårlig smag”. Jeg lo med, med en snert af dårlig samvittighed, fordi jeg opgav Opeth for tre albums siden. Men efter at have oplevet både ”Sorceress” og ”The Wilde Flowers” live denne aften er jeg villig til at smide ti års forbehold over bord og give deres nyere musik en chance til.

”Rädda Joppe! – Rädd for att jobba?”
Men det var ikke kun det mere proggede, der var på prog-rammet. Der var også plads til det blide og det brutale. Både ”In My Time Of Need” og ”The Drapery Falls” gik rent ind hos det siddende, men på ingen måde inaktive, publikum. Der var, denne aften, den bedste stemning, jeg nogensinde har oplevet til en koncert. Åkerfeldts afvæbnende personlighed imellem numrene skabte rammerne for en koncert, der, musikalsk, er en af de bedste, jeg nogensinde har været til – men samtidig var enormt uhøjtidelig, på trods af hvor seriøst et band, vi har at gøre med her. Der var ingen fodfejl overhovedet, andet end den ene, der gjorde ham ”jävla arg”, men som i min optik blot var med til at menneskeliggøre et helt band. Faktisk virkede han oprigtigt tilfreds med at være her, ikke blot fordi vi var det første stop på touren til at melde udsolgt, men fordi denne aften, for mig, var et bevis på, at den dansk/svenske fejde blot er spil for galleriet, og vi i virkeligheden ret godt kan lide svenskerne. Deres musik, i hvert fald.

”Danskjävlaaaar!”
Skal jeg sætte én eneste lille finger på noget som helst, var det, at lydsiden indimellem var totalt domineret af trommerne, og at bassen ofte var næsten uhørlig. Jeg havde måske for høje forventninger i forhold til, hvad der er fysisk muligt, men det generede mig alligevel mere end almindeligt meget, at growlet forsvandt i lydbilledet, og ikke kun fordi manden undskyldte sig med hæshed. Men når det så er sagt, var det en glimrende koncert at få lov til at opleve i så fantastiske rammer. Både de stemningsskabende billeder på skærmene på scenen, det eminente lys og så samspillet mellem de mange fans og det sprudlende band gav mig en aften, jeg sent vil glemme. Det kan blandt andet tilskrives deres afskedssalut, der var en kombination af Ernst Hugo Järegaards ikoniske rant og en knivskarp version af ”Deliverance”, men absolut også det jordnære kegleri, vi blev vidner til denne aften.

9/10

Tilføj kommentar