Metallica

Royal Arena, København S

Aphyxion Royal Arena 2/9-17

Aphyxion - by Lasse Jacobsen

Aphyxion: 1 Arena: 0
Aphyxion, det Ribe-baserede melodødsmetalband, blev ikke snydt for deres længe ventede opvarmningstjans for Metallica til raincheck-koncerten i Royal Arena. De spillede for et forholdsvis fyldt lokale, men selvom der var mange mennesker, virkede det desværre, som om Aphyxion spillede forgæves. Min umiddelbare tanke var, at langt de fleste var mødt op for at se Metallica og derfor reserverede energien til hovednavnet. Og det er i grunden ærgerligt, for drengene på scenen gjorde deres til at starte festen med manér. Deres sæt varede blot en tredjedel af deres samlede antal minutter musik udgivet, men de formåede alligevel at introducere dem selv ganske eftertrykkeligt. For et band, der startede som et coverband med fokus på Metallica, må man sige, de har gjort det godt. At stå på en scene midt på gulvet i et lokale, der rummer 16.000 mennesker, for at få dem alle i stemning til ét af verdens største metalbands er ikke en tjans, der skal tages andet end alvorligt. Og det må man sige, de gjorde. Til trods for at lyden ikke rigtig tillod mig at høre de enkelte medlemmer ordentligt, gik budskabet dog klart igennem – både i kraft af bl.a. ”When The Light Begins To Fade” og ”Can’t Be Beat” fra deres seneste album, men også qua den kontrollerede energi, bandet samlet set besad. De kan heller ikke rigtig klandres for den indimellem tvivlsomme akustik; derfor kvitterer jeg med otte smilende kranier og en gul post-it....

Sætliste

  1. Dark Stains on Ivory
  2. Same Kind of Different
  3. When the Lights Begin to Fade
  4. As We Blacken the Sky
  5. Can't Be Beat
  6. Destined to Fail

8/10

Metallica Royal Arena 2/9-17

Metallica - by Lasse Jacobsen

Da James lagde sig syg tilbage i februar på dagen, jeg skulle have set dem, løb jeg tør for bandeord i sådan en grad, jeg måtte lære mig et nyt sprog og starte forfra med grimme gloser. Metallica live har alle dage været min akilleshæl; jeg havde, af forskellige årsager, endnu til gode at opleve en god koncert med det band, der var med til at vække min kærlighed til metal. Det var derfor med håbet om hold i det gode gamle proverb ”Tredje gang er lykkens gang”, jeg beredte mig på endelig at gense Metallica – syv måneder og 20 minutter forsinket.

Welcome Home
Der var ingen tvivl om, hvad der ventede os, da de mere Metallica-kyndige publikummer nærmest pavloviansk brød ud i vild hujen og klappen, da Ennio Morricones ”L'estasi Dell'oro” smøg sig ud af højttalerne. Der var ikke tale om en venlig hilserunde, da bandet betrådte scenen. Der blev lynhurtigt kylet den første sang af sted, ”Hardwired”, som blev leveret med en nonchalant attitude, der afslørede, at bandet ikke havde tænkt sig at køre den hjem på rutinen, men på erfaringen.

Here Comes Revenge
For man aflyser jo ikke bare en koncert, lover en ny som plaster på såret og valser ind og venstrehånder den. I hvert fald ikke, hvis man hedder Metallica og besidder, uanset hvad de argeste kritikere nu end måtte mene, professionel stolthed. De har immervæk lavet det her i over 30 år, og det kunne ikke mærkes på energiniveauet. De bevægede sig i en kompleks koreografi rundt omkring hinanden, uafhængigt af hinanden, og Lars, der i sit virke som trommeslager ellers måtte forventes at være forholdsvis stavnsbunden, kunne ses stående på pedalerne med tungen ud af munden som en forvokset teenageknægt på en cykel uden bremser. Det, har jeg dog godt luret, er sådan, han nu engang ser ud, men det var en fornøjelse at være vidne til i samspil med et band med ild i. Og ild, det var der. Og der var fyrværkeri og droner med lys i – sidstnævnte var en del af ”Moth Into Flame”, der bidrog til den visuelle del af et ganske klart og tydeligt budskab.

Det var et ganske livligt show, vi var vidner til denne lørdag aften. Der var, foruden droner og fikse kvadratiske skærme med skiftende budskaber, den førnævnte pyroteknik til at akkompagnere den brandvarme ”Fuel” og så et besynderligt percussion-indslag, hvor samtlige medlemmer i bedste Safri Duo-stil tæskede løs på nogle sagesløse kasser. Der har været delte meninger om berettigelsen af sådanne gimmicks, men i min optik bliver man sgu nødt til at finde på nye måder at more sig på job på, hvis du skal lave det samme igen og igen. Til gengæld var der ingen slinger i valsen, da de rev os midtover med veludførte ”For Whom the Bells Toll” og ”Fight Fire With Fire”. Og det virkede på ingen måde påtaget, deres glæde ved at få revanche. James virkede veloplagt og snakkesalig; mundtøjet fejlede intet, og han vidste heldigvis også godt, hvornår man skal være entertainer, og hvornår man skal spille røven ud af bukserne.

The memory remains
Min eneste anke er atter lyden. Jeg måtte virkelig anstrenge mig for at høre Rob, men det forekom mig, lyden var bedre til hovednavnet, end den var indledningsvis. Jeg tilskriver det min placering i forhold til højttalerne og den generelle akustik, for i mine debriefinger med andre koncertgængere, der befandt sig alternativt geografisk placeret, var han lige så tydelig at høre som fællessangen, der indimellem afløste James i sådan en grad, man næsten følte medlidenhed med ham. For du kan benægte kvaliteten af koncerten, sætlisten, de enkelte medlemmers talenter indenfor deres felt, men du kan ikke benægte de 16.000 menneskers entusiasme og gensynsglæde – en glæde, der for alvor kom til udtryk gennem de mange luftguitarsoli, sungne og somatiske, en glæde, der smittede af på bandet og sendte de fleste ud i mørket med et smil på læben.

Sætliste

  1. Hardwired
  2. Atlas, Rise!
  3. Seek & Destroy
  4. Through the Never
  5. The Day That Never Comes
  6. Now That We're Dead
  7. Dream No More
  8. For Whom the Bell Tolls
  9. Halo on Fire
  10. Breadfan
  11. Fuel
  12. Moth Into Flame
  13. Sad but True
  14. One
  15. Master of Puppets
  16. Fight Fire with Fire
  17. Nothing Else Matters
  18. Enter Sandman

9/10

Tilføj kommentar