Kamp eller krampetrækninger

Manowars debutalbum Battle Hymns fra 1982 udkom præcis på den tid, da min identitet som metal-hoved blev formet. Både debuten og flere andre af gruppens 80’er-albums har lige siden haft en ret stor plads i mit hjerte, men trods adskillelige forsøg er det aldrig lykkedes mig at opleve en koncert, hvor Manowar kunne genskabe den magi, som mange af deres albums har skabt. Derfor var det ikke uden en vis skepsis, at jeg begav mig til Valby Hallen for at opleve Manowars angivelige ’Final Battle’ i Danmark. For skulle det endelig lykkes, eller ville det mon bare blive til deres sidste krampetrækninger i stedet for?   

Den første oplevelse var desværre en gigantisk kø ude foran Valbys mest berygtede betonklods. Det kan undre, at der ikke var mere styr på adgangsforholdene, og koncerten blev derfor en halv time forsinket, fordi Valby Hallen tilsyneladende ikke havde kaldt nok personale ind. Ikke godt nok og det skulle desværre vise sig at blive et tema for resten af aftenen.

Hvor blev favoritterne af?

Der var intet opvarmningsband, så de gamle krigere gik på scenen til tonerne af noget bombastisk orkestermusik, og så startede løjerne ellers med en sætliste bestående af såkaldte ’fan favorites’. Men det var nu næppe de danske fans, der havde valgt sætlisten, for selvom publikum egentlig var ret tændt fra starten under både ”Manowar” og ”Call To Arms”, var der undervejs flere døde perioder hvor energien forsvandt. Hvad blev der af klassikere som ”Battle Hymn”, ”Heart Of Steel” og ”Gloves Of Metal”? Papklipperne, der omkransede scenen, lignede noget, der måske kunne have været sejt i 80’erne, og det blev ikke bedre af, at de stort set spærrede for udsigten til storskærmen – især for os oppe foran. En flok ”krigere” viftende med flag og fakler på toppen af de lidt ynkelige kulisser bidrog yderligere til Spinal Tap-stemningen, der jo altid er en del af en Manowar-oplevelse.

Bandet består i dag som bekendt af de to veteraner Joey DeMaio og Eric Adams og så to lejesvende, der lige er hyret ind til lejligheden. Den nye guitarist, E.V. Martel, kunne alt det standardlir, der forventes, men med hans diminutive størrelse og feminine træk, lignede han mere resultatet af en affære mellem Tauriel og (rettet): Kili end en ægte Manowarrior. Man stod med andre ord i dén grad og savnede Ross The Boss. 

Er der da slet ikke noget positivt at skrive? Jo, bestemt. Man kan sige meget om bandleder Joey DeMaio, men der er bare ingen i denne verden, der spiller bas og skriver sange som ham. Forsanger Eric Adams er ikke kun indehaver af det bedste grin på metal-scenen og en fænomenal stemme, hans entusiasme og karisma er også enormt smittende. Adams ligner stadig en, der elsker hvert sekund, han er på scenen, og det kunne mærkes. Så må man åbenbart leve med alle de mærkelige og aldeles overflødige, vokal-effekter hans stemme alt for ofte blev sovset ind i.

Siden Kings Of Metal udkom 1988 har jeg været af den opfattelse, at hvis Manowar var et land, ville ”Kings Of Metal” være nationalsangen. Men efter denne aften er æren overgået til ”Warriors Of The World”. Begge sange blev leveret med overbevisning, men ” Warriors…” var sublim og fik for en gangs skyld hele salen til at koge. Det er bare en ægte metal-oplevelse at stå i en koncertsal og skråle med på et klassisk Manowar-refræn som ”Brothers everywhere, raise your hands into the air, we're warriors, warriors of the world”, og det kunne selv ikke de mange problemer denne aften ødelægge. Et andet højdepunkt var den skønne ”Blood Of My Enemies”, der med sine rullende rytmer og gakkede tekst også havde at solidt tag i publikum. Generelt fungerede de langsomme og tunge sange langt bedre end de hurtige, hvor selv nummeret med Manowars nok bedst kendte riff, ”Hail And Kill”, slet ikke hang sammen. Det er en titel, der på kun tre ord opsummerer hele Manowars livsfilosofi, men ligesom de fleste andre høj-tempo sange denne aften faldt den fuldstændig til jorden.

Klassisk Manowar, på godt og ondt

Der var heller ikke meget sammenhæng i DeMaios traditionelle afslutningstale. Man kunne passende frit citere Anders Matthesen: ”hvad fuck snakker du om, Joey?”, men størstedelen af publikum lappede vrøvlet i sig, så det hører vel egentlig bare med til oplevelsen. Personligt ville jeg hellere høre ”Secret Of Steel”, ”Kill With Power”, ”Sign Of The Hammer” eller ”Bridge Of Death”, men det er nok bare mig…  Alt i alt, stod man tilbage med den samme følelse som så ofte før efter et møde med de på én gang gale og geniale amerikanske krigere: en utroligt ujævn aften med sublime momenter og masser af pinagtigheder. Klassisk Manowar, der resulterer i fem lunke kranier.

5/10